Når den leninistiske partiteori vrages, fordufter hele grundlaget for det kommunistiske parti som et revolutionært parti, der kan forandre samfundet

af Sven Tarp
Det kommunistiske parti adskiller sig på afgørende punkter fra andre partier.
Et af dets særkender er, at det opbygges og fungerer på grundlag af sin helt egen teori, den leninistiske partiteori. Et andet væsenstræk er, at det i al sin virksomhed vejledes af et sæt af videnskabelige teorier, marxismen-leninismen.
Disse teorier er atter forankret i en helt særlig filosofi: den materialistiske dialektik eller dialektiske materialisme. Uden denne filosofi ingen revolutionær teori.
Det er derfor ikke underligt, at angreb mod marxismen-leninismen og det kommunistiske parti ofte går hånd i hånd med angreb mod denne filosofi.

Tilbage til Kant
Det var, hvad der skete, da revisionismen brød frem i den internationale arbejderbevægelse omkring år 1900. Fremtrædende ledere af Anden Internationale droppede den marxistiske filosofi. I stedet tyede de tilbage til den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), som var en af repræsentanterne for den klassiske borgerlige liberalisme.
Socialdemokratiske tidsskrifter blev pludselig fyldt med artikler om Kant. Revisionismens kendteste fortaler, Eduard Bernstein (1850-1932), henviste gang på gang til Kant i sine skrifter. Hans berygtede tese om, at 'bevægelsen er alt, målet intet', knytter direkte an til den kantianske filosofi.(1)
I dag oplever vi et lignende fænomen. Den internationale kommunistiske bevægelse har gennem en årrække befundet sig i en krise. I den forbindelse har det ikke skortet på forsøg på at udvande den marxistiske filosofi og vende tilbage til Kant og andre før-marxistiske filosoffer under de obligatoriske paroler om fornyelse og modernitet.
Disse forsøg må tilbagevises, hvis bestræbelserne på at samle kommunisterne i et fælles parti, der kan være sit navn bekendt, skal blive mere end snak.

Farvel til teorien
Den 25. september bragte Dagbladet Arbejderen et indlæg af Birgit Unnerup om den såkaldte 'uenighedskultur'. I dette indlæg lufter hun en række filosofiske tanker, som må intet mindre end forbavse.
Det hedder for eksempel:
'Al debat om det rigtige og det forkerte, det gode og det onde og så videre er udtryk for fundamentalisme. Fundamentalisme handler i sidste ende om, at der findes én sandhed, og at denne sandhed kan udgrundes af de mennesker, der har forbindelse til guddommen, til profeten, til det højeste eller til marxismen-leninismen.'
Ovenstående er eneste gang i indlægget, hvor marxismen-leninismen nævnes. Og den sættes her på linje med 'guddommen', 'profeten' og 'det højeste'.
Det er besynderlig tale for et menneske, der betegner sig selv som kommunist.
Hermed lægger 'uenighedskulturens' fortaler afstand til det sæt af videnskabelige teorier, som indtil nu har vejledt også de danske kommunister i deres revolutionære aktiviteter.
Ikke et eneste sted i indlægget finder man henvisninger til disse teorier. Den stadige udvikling og anvendelse af teorien spiller øjensynlig ingen rolle i 'uenighedskulturen'. Dermed bryder den på et afgørende punkt med selve grundlaget for det kommunistiske parti.

Farvel til virkeligheden
Ovennævnte bemærkning om, at 'fundamentalisme i sidste ende handler om, at der findes én sandhed', kan vanskeligt forstås på anden måde, end at der i så fald skulle findes mere end en sandhed.
Også her er 'uenighedskulturen' på forbløffende dybt vand. Ifølge den dialektiske materialisme findes der kun en virkelighed og følgelig kun en sandhed, forstået som erkendelsen af denne virkelighed.
Det marxistiske sandhedsbegreb skelner mellem absolut sandhed og relativ sandhed. Absolut sandhed findes kun i banale udsagn såsom: 'Danmark blev besat den 9. april', 'Anders Foghs efternavn er Rasmussen' og så videre.
I alle andre tilfælde arbejder marxismen med begrebet relativ sandhed. Det beror på den opfattelse, at verden er uendelig. Den menneskelige erkendelse er en stadig fremadskridende proces. Der er intet, som menneskene ikke kan erkende, men de kan aldrig erkende alt, netop fordi verden er uendelig:
'Erkendelse er den evige, uendelige tilnærmelse af tænkningen til objektet. Naturens afspejling i menneskets tænkning må forstås ikke 'livløst', ikke 'abstrakt', ikke uden bevægelse, ikke uden modsigelser, men i den evige proces af bevægelse, fremkomsten af modsigelser og deres løsning.' (2)

Farvel til sandheden
Når menneskene har skabt sig en teori om et givet område, og når de gennem deres praksis har efterprøvet, at denne teori inden for givne rammer stemmer overens med virkeligheden, er teorien rigtig og sand. Lenin skrev herom:
'Fra levende iagttagelse til abstrakt tænkning, og fra denne til praksis - sådan er den dialektiske vej til erkendelse af sandheden, til erkendelsen af den objektive virkelighed.' (3)
Alt dette udelukker selvsagt ikke, men forudsætter tværtimod, at teorien til stadighed udvikles i et frugtbart samspil med den revolutionære praksis.
Birgit Unnerup kommer i forbifarten ind på den rolle, som praksis spiller for erkendelsen. Men i samme åndedrag beklager hun, at medlemmer af hendes parti diskuterer, hvad der er rigtigt og forkert:
'Vi ved, at kun praksis kan vise, om de [vores beslutninger] var rigtige eller i det mindste virksomme eller brugbare. Men alt for ofte viser vores praksis, at vi diskuterer for at finde den rigtige beslutning, og at andre beslutninger dermed ville være forkerte. [... ] Inden vi ser os om, sidder vi og diskuterer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.'
Det er meget svært at se, hvorfor man ikke må diskutere, hvad der er rigtigt og forkert, før man tager en beslutning og skrider til handling.
Problemet er endnu en gang, at 'uenighedskulturen' ikke henviser til nogen teori, som fæstner den hidtidige erfaring og viden, og som man følgelig kan bygge på i sine beslutninger og handlinger.
Den lægger således op til, at kommunisterne hver eneste gang begynder fra nulpunktet, når de skal diskutere og beslutte deres aktiviteter. Dermed risikerer man, at beslutningerne tages alt efter, hvilken vej vinden blæser. Og det er næppe en betryggende opskrift på, hvordan kommunisterne igen kan blive en faktor, man regner med i dansk politik.

Farvel til dialektikken
I Birgit Unnerups indlæg er det kommunistiske parti som et handlingens parti stort set forsvundet. Man har mest af alt indtryk af, at det er en diskussionsklub, som sidder og iagttager verden uden selv at gribe ind for at forandre den.
Hovedvægten bliver lagt på diskussionen, samtalen og dialogen i partiet. Hermed følger det en tendens i tiden, hvor dialektik reduceres til ordets oprindelige betydning for mere end to tusind år siden, da græske filosoffer søgte at nå frem til sandheden (sic) ad samtalens og dialogens vej.
På denne måde trækkes den revolutionære brod ud af den materialistiske dialektik.
I stedet genintroduceres den gamle triade: tese - antitese - syntese:
'Dialektikken belærer os om, at der i tingene er en tese og en antitese, og at kunsten består i at forene disse til en syntese, der er den udvikling og balance, der viser frem. Men vi diskuterer i stedet, om det er tesen eller antitesen, der er den rigtige.'
Væk er dialektikkens centrale lov om modsætningernes enhed og kamp. Væk er loven om modsætningernes indbyrdes gennemtrængen.
I stedet får vi serveret den tredje hovedlov - negationens negation - i dens før-marxistiske og mekaniske skikkelse af tese, antitese og syntese. Og det gøres til gengæld på en måde, så man atter må tage sig til hovedet:
'Uenighedskulturen går ud på at anerkende, at der i politik altid vil være tesen 'revolution' og antitesen 'reform'. Når vi er heldige, så er vores politik den optimale syntese herimellem - revolutionær reformisme eller reformistisk revolution.'

Eklekticisme
Videre får vi at vide, at 'uenighedskulturen går ud på at lytte', 'at vise kritikerne, at vi anerkender deres synspunkter og forsøger at imødekomme dem', 'at anerkende, at kværulanter altid har ret' og så videre.
Selvfølgelig skal man altid lytte og anerkende andres synspunkter, hvis man selv vil tages alvorligt. Det er elementært. Men derfra er der meget langt til at 'imødekomme dem' og erklære, at 'kværulanter altid har ret'.
'Uenighedskulturen' lægger her op til intet mindre end eklekticisme, en sammenstykning af modsatrettede synspunkter til en sand ruskomsnusk, som det kan være svært at overskue og endnu vanskeligere at få andre til at sluge.
Enhver kan komme ind fra gaden og få ret. Det vil uundgåeligt føre til en slingrekurs. Partilinjen vil blive holdt som gidsel af brokører og særlinge, som opmuntres af, at de altid har ret.
De partipolitiske konsekvenser af dette synspunkt er da også til at føle på:
'Én af vore rettesnore er at være opmærksomme på kritikken fra venstre (venstreekstremisme og sekterisme) og fra højre (reformisme). Når der er en vis, men ikke markant, kritik fra begge sider, så er vi nok nogenlunde på ret vej.'
Nok og nok: Til venstre har vi tesen. Til højre antitesen. Og så er det bare derudaf ad syntesens brede vej.
Man kan med rette spørge, hvad alt dette har med den leninistiske partiteori at gøre. Det eneste formildende aspekt er, at 'uenighedskulturen' i det mindste ikke hævder at bygge på denne teori. Ligheden med det gamle VS med dets fraktioner og opslidende linjekampe er væsentlig større end med nogen rest af leninisme.

Velkommen til Kant
Birgit Unnerups indlæg slutter med en programmatisk erklæring, der vil noget:
'Socialismens og kommunismens fortrin frem for kapitalismen ligger entydigt i demokratiet, for vi er de mange og de manges håb om en bedre og især en demokratisk fremtid.'
Her er ringen så sluttet. 'Uenighedskulturen' er tilbage hos ingen ringere end Kant.
Grundsynspunktet deles af en stor del af tidens borgerlige og småborgerlige ideologer, som sætter formen - demokratiet - over og tilmed op imod samfundets sociale indhold, ejendomsretten og fordelingen af goderne. Og dette synspunkt går i en lige linje tilbage til Kants liberale skriverier.
Det er ikke kommunisternes opgave at efterplapre på dette område. Det er tværtimod deres opgave at sætte tingene på plads og afdække de virkelige interesser, som gemmer sig bag den 'demokratiske' bragesnak.
Men lige netop denne afsløring er 'uenighedskulturens' tilhængere ikke i stand til at foretage, fordi den automatisk vil blive erklæret for en 'sammensværgelsesteori', der skal bortforklare, at kommunisterne ikke har fremgang.

Hjemmestrik
Det ville have været en lise, hvis 'uenighedskulturen' overalt var gennemsyret af kantianisme. Det borgede da i det mindste for en vis kvalitet.
Hovedparten af de argumenter, som bringes i felten for at forsvare denne nye 'kultur', er imidlertid præget af lommeuldsfilosofi og hjemmestrik.
Såvel 'uenighedskulturen' som den pseudo-filosofiske lim, der binder den sammen, er uforenelig med et kommunistisk parti, som skal kunne løfte de store opgaver, der vinker forude.

noter:
1. Eduard Bernstein: Socialismens forutsetninger. Oslo: Pax Forlag 1972.
2. V. I. Lenin: Conspectus of Hegel's Science of logic. Collected Works Volume 38. Moskva: Progress Publishers 1972, s. 195.
3. Ibid., s. 171.