I denne den reaktionære kulturoffensivs tidsalder bør vi vel ikke lade os overraske af, hvilket menneskeligt snavs der skal gøres stuerent og indblæses en eller anden aura af videnskabelighed

af Kjeld Stenum
Vores samfund efterspørger de sorteste kultur'værdier', fordi det er på vej ind i en særdeles reaktionær imperialistisk periode. Lomborgs miljøinstitut skal vænne os til, at anvendelse af de værste miljøgifte er videnskabeligt korrekt miljøpolitik, akademikergeneraler fra Forsvarsakademiet skal vænne os til, at fred og forsvar er noget med at kaste bomber, deltage i besættelser og skyde uskyldige civile i fjerne lande.

Og før eller siden måtte det jo også komme, at den værste skamplet i de menneskelige kulturværdiers historie, racehygiejnen, skulle have sin renæssance. Nu skal det igen til at være videnskabeligt gangbart, at menneskemassen, altså os, genetisk skal tilpasses de egenskaber, samfundet, altså erhvervslivet, efterspørger. De uefterspurgte måtte samfundet skille sig af med i gaskamre for tres år siden, nu om dage skal de slet ikke fødes.
I Jyllands-Posten søndag den 28. september gør en universitetsansat professor i psykologi og intelligensforsker ved navn Helmuth Nyborg sig til talsmand for det synspunkt, at vi ikke kommer udenom at bedrive bevidst avlsarbejde, der fremmer, at intelligente mennesker får flere børn, mens mindre begavede for eksempel gennem pengepræmiering stimuleres til at undlade at få børn.

Vi skal ikke lade os vildlede af, at Helmuth Nyborg går ind for at fremme avlspolitikken med økonomiske stimulanser i stedet for gaskamre.
Der findes ikke nogen human racehygiejne. Accepterer vi først at gøre det til et problem, at ikke alle menneskers arvemateriale er, som samfundet kunne ønske det, så har vi også allerede accepteret, at økonomiske stimulanser kun er én af flere mulige tilgange til at løse problemet. I dag er det muligvis den mest hensigtsmæssige. I morgen vil tvangssterilisering og lignende blive gangbar 'kulturværdi'. I overmorgen gaskamre.
Det var sådan, racehygiejnen udviklede sig i trediverne, hvor den fik solidt fodfæste i de højest respekterede videnskabelige og politiske kredse, for eksempel det kongelige danske socialdemokrati. Og det er kun ganske få år siden, tv bragte rystende dokumentarprogrammer med danskere, som vores eget overhyggelige smørhul af et samfund langt ind i efterkrigstiden havde dømt som sinker, man havde ret til at tvangssterilisere.
Det var langtfra nogen tilfældighed, at der opstod en Hitler. Han voksede i en jordbund, der var gødet efter præcis den opskrift, Helmuth Nyborg nu igen fører i felten.

Efter at vi har set ting som for eksempel at Lomborg blev statsansat miljøforsker, tvivler jeg på, det nytter at sige det, men racehygiejne er videnskabeligt nonsens. En uddannet professor i psykologi burde vide det.
Samfundet er ikke og kan ikke reduceres til at være et produkt af menneskenes genetiske arvemateriale. Og det kan ikke lade sig gøre at trække slutninger fra, hvilket menneskeligt arvemateriale samfundet efterspørger i dag, til hvilket arvemateriale det efterspørger i morgen.
Samfundet er et produkt af samspillet mellem mennesker og en historisk størrelse, mens gener og arvemasse er noget biologisk, der forandrer sig i en helt anderledes langsom takt. Og hvis vi i dag kun vælger at lade de gener overleve, som modsvarer samfundets øjeblikkelige efterspørgsel, risikerer vi at udrydde de gener, der bliver brug for i morgen.
Hvad gårsdagens samfund måske ville have dømt som autister, og gårsdagens racehygiejnikere måske brændte efter at få lejlighed til at tvangssterilisere, det var måske forældrene til dem, der i dagens samfund er computer-genier og bliver milliardærer. For nu blot at komme med et eksempel, som moderne markedsorienterede akademikere kan forstå.
Men heller ikke rent biologisk holder racehygiejnen vand: Enhver landmand ved, at bevidst avlspolitik skaber genetisk degeneration. Den sundeste population er den med den mest mangfoldige arvemasse.

Jeg har dog ikke tillid til, at en sinke som mig, der er beskæftiget med at grave huller i jorden, skal få lov til at lære en statsudnævnt professor og intelligensforsker som Helmuth Nyborg noget om videnskabelighed.
Det er ligegyldigt, om jeg har sagligheden på min side, det er sjældent den, der sejrer i moderne kulturkamp.
Jeg er sådan set også ligeglad. For det her handler om meget mere end bare videnskabelighed, det handler om noget så grundlæggende som spørgsmålet om, hvorfor vi mennesker overhovedet laver samfund.
For ganske få årtier siden så vi for første gang på tv psykisk udviklingshæmmede lave større teateropsætninger for publikum. Og det var til at tude over, både den skønhed, de frembragte, og den glæde, det bragte dem. Der havde vi fat i, hvad det hele drejer sig om.
Det var Rudolf Steiner-skolerne, der begyndte med den slags, for den reaktionære idealistiske Steiner-filosofi har en meget progressiv pædagogisk tanke, der siger, at sjælen altid er hel uanset kroppens mangler.
Eller i materialistisk terminologi: mennesket duer helt grundlæggende, uanset hvor stort besvær det har med at udtrykke sig. Siden er denne pædagogiske tiltro til, at også udviklingshæmmede duer, blevet udbredt. Selv om man er udviklingshæmmet, kan man i dag sagtens være erhvervsaktiv eller kunstner.
Det er noget af det smukkeste, jeg i min tilværelse har oplevet, det at udviklingshæmmede var ved at blive forvandlet fra udskud, der gemtes væk på anstalter, til fuldgyldige flyvefærdige samfundsborgere. Det fortalte mig, hvorfor vi laver samfund. Det vidnede om, at vores samfund er ved at blive rigt.

I morgen skal de psykisk udviklingshæmmede så slet ikke eksistere, ifølge Helmuth Nyborg. Bevidst avlsarbejde skal føre til, at de slet ikke fødes.
Men tanken om racehygiejne er at vende selve meningen med samfundet på hovedet. For det er for at blive i stand til at producere glæde og frihed, at vi laver samfund. Samfund er med andre ord noget, vi mennesker laver for bedre at kunne opfylde vores behov for et godt liv.
I den sag kan vi ikke veje glæden hos en for det nuværende erhvervsliv kassabel samfundsborger, for eksempel en psykisk udviklingshæmmet, af mod glæden hos en højt efterspurgt intelligensforsker, og sige, at sidstnænvntes glæde er mere værd end førstnævntes.
For det er ikke os, der skal tilpasses de menneskeegenskaber, samfundet eller dets arbejdsmarked efterspørger, det er det samfund, vi laver, der skal tilpasses vores behov.
Det er ikke Fagre Nye Verden, vi stræber efter, det er kommunisme.