Mit problem er, at jeg ikke har de samme erfaringer eller oplevelser, som Birgit henviser til, at ´vi kommunister´ har. Selvom jeg er i den kommunistiske bevægelse.

af Lisbet Brabæk, KPiD
For tiden har mange journalister den ubehagelige vane, at sige 'vi', når de vil fortælle om handlinger eller synspunkter hos en gruppe, de selv er medlem af. For eksempel:
'Vi danskere er for fede', eller 'vi kvinder gifter os helst med rige mænd', eller 'vi forældre forkæler vores børn'.
Jeg synes det er generende, når jeg af andre bliver påduttet erfaringer, oplevelser, synspukter eller handlinger, som ikke er mine.
Det er det også, når Birgit Unnerup i kronikken: 'Hvad er det nu med den uenighedskultur' (den 25/9 i Arbejderen) bruger samme indforståede 'vi' - her om den kommunistiske bevægelse.
I afsnittet om den demokratiske centralismes problem skriver hun indforstået 'vi' 12 gange.
Mit problem er, at jeg ikke har de samme erfaringer eller oplevelser, som Birgit henviser til, at 'vi kommunister' har. Selvom jeg er i den kommunistiske bevægelse.
For eksempel har jeg ikke oplevet den omtalte 'sammensværgelseskultur'.
Jeg ved ikke, om DKP de sidste 13 år har fået de erfaringer med den demokratiske centralisme, som Birgit refererer til.
Ud af de 12 'vi'er' er der kun et 'vi', som jeg genkender. Og det er: 'vi ved, at kun praksis kan vise, om de (beslutningerne) var rigtige eller i det mindste virksomme eller brugbare.'
Til gengæld er det min erfaring, at DKP's ledelsesmedlemmer for tiden udtrykker så forskellige politiske holdninger, så det er umuligt for andre partier, at finde ud af, hvad DKP - som parti- egentlig mener.