Nej´et til euroen hænger sammen med, at den svenske befolkning har gjort sine bitre erfaringer med EU - efter at Sverige kom med i EU, er arbejdsløsheden forbodlet og klasseforskellene øget voldsomt.

af Ole S. Larsen, Sverige
Den svenske euro-debat optil valget den 14. september var en utroværdig blanding af trusler, løfter, personangreb og mordet på udenrigsminister Anna Lindh.
Det som lykkedes for de samarbejdende 'ja til EU'-partier i 1994, at lokke og true sig til et flertal, lykkedes ikke i år.
I 1994 havde svenskerne ingen egne erfaringer med EU. Men modstanden var stor, især i arbejderklassen Og den blev opmuntret af det danske nej til Maastrict 1992. Hele to tredjedel af LO-medlemmerne stemte nej til EU-medlemsskab i 1994.
Gennem otte års EU-medlemskab har svenskerne set hvad EU og især den økonomisk-monetære Union - ØMU`en i virkeligheden betyder:
* Arbejdsløsheden er mere end fordoblet siden de første år i 90'erne.
* Nedskæringer og besparelser i den offentlige sektor har ført til at skolerne og ældreomsorgen er forringet.
* Pensionssystemet ATP blev skrottet og et system med tvungen aktiespekulation med pensionspengene blev indført, trods protester.
* Klasseforskellene øgedes dramatisk. Ifølge en FN-rapport var Sverige det land hvor klasseskellene øgedes mest i 90'erne.
* Nedslidningen på arbejspladserne øgedes lige så dramatisk.
* Store offentligt ejede virksomheder blev privatiseret med forringede arbejdforhold og højere priser til resultat.

Arbejderklassens og folkeflertallets erfaringer med de borgerlige-socialdemokratiske politikere har betydet, at de lettere bliver gennnemskuet i deres løgne og manipulationer.
En række skandaler hvor ministrer, direktører og andre repræsentanter for eliten er blevet afsløret i at fuske og rage til sig, inden og uden for lovens grænser, har ikke øget tilliden til 'eliten'.
Mistilliden til de ledende politikere er større i dag end for ti år siden. Og klasseforskellene er steget dramatisk.
Særlig efter at de kapitalistiske medier erklærede 'kommunismen død og begravet' kunne kapitalen flytte sine positioner i klassekampen frem, også i Sverige
I disse år har de svenske topdirektører øget deres indkomster sådan at de i dag får 43 gange mere end industriarbejderen. I 1980 fik de ni gange så meget.
Riksdags- og EU-politikerne har sammen med de socialdemokratiske fagforbundsledere fulgt topdirektørernes eksempel og bevilligt sig selv store lønstigninger. LO-formanden Wanja Lundby-Wedin modtager nu mere end 1,1 millioner svenske kroner om året, betalt af LO-medlemmerne, der tjener ned til syv gange mindre.
Der er langt til Karl Marxs krav om at arbejderklassens valgte tillidsfolk ikke skal modtage mere end medlemmernes gennemsnitsløn, hverken i fagforeningerne eller i parlamentet.

Den demokratiske offentlighed fik bekræftet sin indsigt i, at EU ikke mindsker disse klasseforskelle da det blev kendt, at bistandsminister Jan O. Carlsson modtog 80.000 kroner hver måned fra EU uden at røre en finger. Samtidig med at han modtog sin ministerløn. Den socialdemokratiske minister kunne ikke se noget forkert i dette og henviste til, at EU's regler ikke kan omgås.
Carlsson kom dog senere frem til, at han kunne undvære ministerlønnen, og leve af den skattefrie 'EU-pension' på 80.000 kroner.
At de socialdemokratiske ledere, ministre og fagforbundsformænd lytter mere til hvad direktørerne i storkapitalens erhvervsliv mener, også i EU-spørgsmål, har fjernet det Socialdemokratiska Arbetare Partiet SAP, endnu længere væk fra arbejderklassens brede lag. Siden EU-afstemningen i 1994 har SAP mistet langt over 100.000 medlemmer, det er mere end 40 procent.
I ja-sidens kampagne optrådte de svenske konservatives (Moderaterna) næstformand Gunilla Carlsson som den lille dreng i kejserens nye klæder, da hun i et fjernsynsinterview sagde at: 'ØMU betyder et mere borgerligt Sverige'
Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med og ja-sidens kampagnegeneraler fik koldsved, for Carlsson sagde jo lige ud, hvad de borgerlige kapitalistiske pengetanke er fulde af. Men det måtte ikke siges offentligt.
For de 'samarbejdende' borgerlige og socialdemokratiske ja-politikere forsøger at optræde 'politisk neutralt', og at fremstille ØMU`en som et uundværligt projekt for økonomisk velfærd for alle, ja et projekt for et fredeligt Europa. Derfor blev Carlsson nødt til at korrigere hendes 'borgerlige' udtalelse.

I august advarerede statsministeren: 'Mulighederne for at gennemfører vores valgløfter bliver mindre ved et nej'.
Samtidig lovede Persson, at hvis svenskerne stemte ja vil der blive skabt: '100.000 nye job i den offentlige sektor.'
Konsument-minister Ann-Christin Nykvist fulgte op med at: ' En husholdning med to børn sparer 30.000 kroner per år på husholdningsudgifterne'.
Der var ikke langt til guldet og de grønne skove i euro-tilhængernes kampagne.
På en pressekonference advarede koncernchef for Ericsson (2), C-H Svanberg, om at et nej vil føre til mindsket økonomisk vækst og øget arbejdsløshed.
Svanberg udtalte, at det er 'uundgåeligt' at svenske virksomheder vil overveje at forlade Sverige ved et nej: 'Beholder vi kronen vil det føre til færre investeringer i Sverige'.
Det var de samme slet skjulte trusler om fyringer hvis der blev stemt nej, som vi også oplevede med Danisco-koncernens Alf Duch-Pedersens tomme trusler om nedlæggelse af arbejdspladser ved et dansk nej i september 2000
En international undersøgelse viser dog, at Sverige er det land som har taget imod de største udenlandske investeringer i Norden i de sidste år. De udenlandske investeringer i Sverige var 108 milliarder svenske kroner sidste år, på trods af at Sverige står udenfor euro-projektet.

LO-formand Wanja Lundby-Wedin oplyste efter valget, at 65 procent af LO-medlemmerne stemte nej.
Og meget lovende for fremtiden stemte to ud af tre unge mellem 18 og 21 år nej.
Arbejderklassen og ungdommen er de bærende kræfter i euro-modstanden.
Sammen med dele af mellemlagene har arbejderklassens kvinder, mænd og ungdommen gennemskuet atder intet demokratisk, endsige fremskredent og socialistisk er over Euroland som styres af en eurofil halvhemmelig 'kapitalist'klub hvor medlemmerne ikke er folkevalgte, holder møder lukket for offentligheden, med hemmelige afstemninger både i Kommission, Ministerråd og i den 'uafhængige' Euro-centralbank ECB.
I de otte folkerigeste kommuner var det kun i overklassens og magtens Stockholm at ja-siden kom op over 50 procent, mens det blev et klart nej i Göteborg og andre folkerige kommuner.
De højeste ja-procenter var i de velbjergede stockholmske omegnskommuner som Danderyd: 74,7 procent, Lidingö: 68,6 procent, Täby: 66,3 procent, Nacka: 60,4 procent samt i skånske Vellinge: 67,0 procent og Lomma: 62,1 procent.
I disse kommuner bor kapitalistfamilierne, topcheferne, spekulanter og andre udbyttere. De store ja-procenter i disse overklasse-kommuner peger på det kapitalistiske klasseindhold i Maastrict-traktatens økonomisk-monetære union, selvom de forenede samarbejdspartier vil benægte det. Men det er jo også bourgeoisiets ideologi, at hævde at dets klasseinteresser er i hele samfundets og folkets interesse.

Folkeafstemingen viste at det ikke lykkes for 'samarbejdspolitikerne' som bestod af de fire største partier, otte ud ti riksdagsmedlemmer og i realiteten hele det kapitalistiske erhvervsliv at true, lokke eller forvirre tilstrækkeligt mange mennesker til at stemme ja.
Folkeafstemningen blev et rungende nej.
58,3 procent (heraf 2,1 procent blanke) afviste at følge 'samarbejdspartiernes' anbefalinger, mens bare 41,8 procent stemmte ja.
At samarbejdspolitikerne ikke har lært noget bekræftes af infrastruktur-minister Ulrica Messing der dagen efter afstemningen udtalte:
'Der har nok været en større frygt for det nye, end vi havde troet'.
Hermed udtrykker hun magtens arrogance og nedladenhed og sin egen uvidenhed.
Folket har intet forstået...
Problemet for magthaverne og de 'samarbejdende' ja-partier er, at folket netop har forstået hvad EU handler om og derfor har stemt nej.

Noter:
(Overskriften) Danmark, 29. august 1943: En folkelig opstand vælter samarbejdsregeringen, bestående af Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt.
2.) Verdenskoncernen Ericsson udbytter 50.000 arbejdere og andre ansatte, heraf 30.000 mennesker i Sverige. Også i Danmark har firmaet produktion.