Hvad handler uenigheden mellem de kommunistiske partier egentlig om...

af Kjeld Stenum, Ejby
I Arbejderen den 13. september har DKP/ML's formand Jørgen Petersen et indlæg, som begrunder, hvorfor der sættes særlig turbo på enhedsbestræbelserne mellem KPiD og DKP/ML, mens DKP henvises til venteposition. Den vistnok væsentligste begrundelse for at holde DKP i venteposition er, at dette parti befinder sig et andet sted end KPiD og DKP/ML. Om dette andet sted skriver Jørgen: 'DKP har ikke demokratisk centralisme, men derimod en landsledelse der både forsvarer og i rige mål også praktiserer den såkaldte uenighedskultur.'
Hvorvidt dette er en karakteristik, som DKP kan godtage, skal jeg overlade til DKP selv at svare på. Men jeg mener, at Jørgen gør en helt principiel fejl i at dømme DKP i venteboks på baggrund af, hvad han mener om dette partis nuværende organisationbsstruktur.

Hvorvidt partier kan sluttes sammen eller ej afhænger da af det grundlag, som de kan gå ind i sammenslutningsbestræbelserne på, og ikke af, hvad man mener om hinandens øjeblikkelige organisationsstruktur. Hvad mener DKP så om demokratisk centralisme som grundlag for sammenslutningsbestræbelserne?
Ja, det har DKP's landsledelse faktisk skrevet om i Arbejderen den 9. september. Her hedder det: 'Hvis ikke den demokratiske centralisme blot skal være et banalt flertalsprincip, er det vigtigt at fremhæve retten til at være uenig...'
Altså: DKP går ind for demokratisk centralisme, men de mener, det er foreneligt med det, Jørgen kalder uenighedskultur, og som de selv kalder et kreativt og kritisk debatklima. Jørgen mener tilsyneladende ikke, at uenighedskultur og demokratisk centralisme er forenelige. Han mener jo, at fordi DKP har uenighedskultur, så kan de ikke have demokratisk centralisme.
Er det det, uenigheden drejer sig om: At DKP mener, uenighedskultur og demokratisk centralisme er forenelige, mens DKP/ML (og KPiD?) mener det modsatte?
Jeg har svært ved at tro det. Selvfølgelig kan man fortsat fastholde et standpunkt, efter at partiet har truffet beslutning om noget andet, og man kan også forsvare sin uenighed indadtil i partiet. Demokratisk centralisme handler om, at man er loyal mod partibeslutningen udadtil, ikke om, at man holder op med at diskutere den, blot fordi den er truffet.

Den slags uenighed, som demokratisk centralisme ikke tillader, det er det, man kalder fraktionsdannelse, altså at man såvel i ord som i handling arbejder for forskellige mål. I det russiske bolsjevikparti, hvorfra princippet om demokratisk centralisme er hentet, havde man mange debatter løbende om selv meget grundlæggende uenighederi de første mange år. Blandt andet var selve Lenins grundmodel for socialismnens opbygning, NEP-politikken, genstand for heftig debat i alle de år, den eksisterede som vedtagen partilinje. Og hvis ikke en konstruktiv uenighed var tilladt, hvordan skulle et parti så nogensinde kunne korrigere for fejltagelser?
Vi er formentlig enige om, at forkerte beslutninger er uundgåelige, og at det derfor er afgørende at have mekanismer til at rette fejl. Men hvordan skal man kunne erkende beslutninger som fejl, medmindre debatten om dem kan fortsætte, også efter at de er truffet?
Er du ikke enig i, Jørgen, at demokratisk centralisme nødvendigvis må indeholde lidt af den her uenighedskultur for at kunne korrigere forkerte beslutninger? Jeg vil gætte på, at DKP's landsledelse også kan tilslutte sig, at man ikke kan have fraktionsdannelse i et kommunistparti. Og så er vi ved at være derhenne, hvor jeg godt kunne tænke mig at få præciseret, hvad det egentlig er, uenigheden handler om.