Uenighedskulturen går ud på at anerkende, at partimedlemmers uenighed eller kritik grunder sig i reelle politiske problemstillinger - vi skal anerkende at Kværulanter altid har ret.

af Birgit Unnerup, DKP
1. Hvis uenighedskulturen er et svar, hvad er så spørgsmålet?
Spørgsmålene kan for eksempel være: Hvorfor er der så mange, der forlader det kommunistiske parti/den kommunistiske bevægelse? Hvorfor er der så mange, der bliver ekskluderet? Hvor bliver den revolution af? Hvorfor kom der en kontrarevolution i Sovjet og Østeuropa? For nu at sætte det lidt på spidsen.

2. Hvis uenighedskulturen er en løsning, hvad er så problemet?
Problemet er, at selv med den demokratiske centralisme som organisationsprincip, så har vi (den kommunistiske bevægelse) aldrig formået at tackle politiske uenigheder på en demokratisk måde. Demokratiet i den demokratiske centralisme opfattes almindeligvis således, at du har lov til at sige din mening, indtil der er truffet en beslutning. Derefter er vi alle enige.
Når vi bliver spurgt og tænker os om, så ved vi godt, at det ikke er hele sandheden. Vi ved godt, at der engang var noget med, at du havde ret og pligt til efter bedste evne at medvirke til at diskutere og udvikle partiets politik.
Og ledelsesmedlemmer ved godt, at det er et vigtigt led i demokratiet, at der lyttes til medlemmerne, og at det er derfra, forandringen kommer.
Og vi ved godt, at det er beslutninger, vi træffer, og at de kan vise sig at være uheldige eller forkerte. Og vi ved, at kun praksis kan vise, om de var rigtige eller i det mindste virksomme eller brugbare.
Men alt for ofte viser vores praksis, at vi diskuterer for at finde den rigtige beslutning, og at andre beslutninger dermed ville være forkerte. Inden vi ser os om, sidder vi og diskuterer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
Dialektikken belærer os om, at der i tingene er en tese og en antitese, og at kunsten består i at forene disse til en syntese, der er den udvikling og balance, der viser frem. Men vi diskuterer i stedet, om det er tesen eller antitesen, der er den rigtige.
Al debat om det rigtige og det forkerte, det gode og det onde er udtryk for fundamentalisme. Fundamentalisme handler i sidste ende om, at der findes én sandhed, og at denne sandhed kan udgrundes af de mennesker, der har forbindelse til guddommen, til profeten, til det højeste eller til marxismen-leninismen.
Disse særligt (ud)valgte udlægger teksten for disciplene, som accepterer mesterens ord. Hvis de ikke helt selv kan se lyset, så er det netop derfor, de er disciple, og de andre mestre. Og kun ved at lytte og lære kan man opnå en dag selv at blive mester. Og kan man ikke lære at se lyset, så kan en hel del lære at tale som mestrene, og så er det vel godt nok. Nej, det er det ikke. Men det går godt så længe, at det er svært at se, at det ikke går så godt.

3. Hvis uenighedskulturen er et alternativ, hvad går det alternativ så ud på?
Uenighedskulturen går ud på at anerkende, at partimedlemmers uenighed eller kritik grunder sig i reelle politiske problemstillinger, som vi skal forholde os politisk til, for at problemerne kan holdes på et niveau, hvor vi kan tackle dem. Hvis vi ikke forholder os til de små problemer, så vokser de sig store.
Uenighedskulturen går ud på at tage de små problemer alvorligt, fordi de i sig bærer kimen til de store problemer. Ikke alle små problemer vil vokse sig store, men det kræver megen øvelse at skelne, og det er for farligt at vente og se. Det er nemmere at løse ti små problemer end ét stort. Desuden giver vores arbejde med alle de små problemer en uvurderlig øvelse i at tackle problemer.
Uenighedskulturen går ud på at anerkende, at der i politik altid vil være tesen 'revolution' og antitesen 'reform'. Når vi er heldige, så er vores politik den optimale syntese herimellem - revolutionær reformisme eller reformistisk revolution; for nu ikke at tale om antimonopolistisk demokrati.
Hvor den optimale syntese ligger, ved vi aldrig helt bestemt. Vi ved bare, at den er der, og at vi må gøre vort bedste for at finde den. Én af vore rettesnore er at være opmærksomme på kritikken fra venstre (venstreekstremisme og sekterisme) og fra højre (reformisme). Når der er en vis, men ikke markant, kritik fra begge sider, så er vi nok nogenlunde på ret vej. Især når dette bekræftes af virkeligheden i form af fremgang - for partiet, for reformerne, for socialismen.
Uenighedskulturen går ud på at lytte, at finde ud af, hvad det mere præcist er, der kritiseres, at overveje forbedringer og i teori og praksis at vise kritikerne, at vi anerkender deres synspunkter, forsøger at imødekomme dem, men at der også er gode grunde til, at alt ikke kan gøres på én gang, og at der er gode grunde til de valgte prioriteringer.
Uenighedskultur går ud på at anerkende, at kværulanter altid har ret. Der er kun to fornuftige svar til en kværulant: 'Du har ret. Vi skal straks gøre det bedre'. Eller: 'Du har ret, men af de og de grunde kan vi ikke imødekomme din kritik her og nu eller helt eller delvis'.
Uenighedskultur går ud på at anerkende, at en holdbar revolution er vanskelig at udføre og fastholde, og derfor har vi brug for 'alle gode kræfter'. Derfor er det dumt og uheldigt og partiskadeligt at bruge så megen tid og energi på at opfinde sammensværgelser og ekskludere folk i en tro på, at der uden for partiet findes ufattelige mængder af 'gode kræfter', som vil samarbejde med os.
Uenighedskultur går ud på at bruge energien og kræfterne på at holde på de 'gode kræfter', som er så gode, at de rent faktisk har meldt sig ind i det kommunistiske parti og bruger deres tid på at interessere sig for og udtrykke sig om partiets politik. Det er deres/vores ret og pligt, og det er samtidig den eneste garanti for, at vi på et eller andet tidspunkt kan gennemføre vores forehavende succesfuldt.

4. Hvis uenighedskulturen er et opgør, hvad er den så et opgør med?
Den er et opgør med den sammensværgelseskultur, der har plaget de kommunistiske partier og den kommunistiske bevægelse i mange år - måske altid.
Hvad er en sammensværgelseskultur? Det er en kultur, hvor kritikere og problemer forklares med sammensværgelser. Hvis partimedlemmer kritiserer partiets politik eller beslutninger, og især hvis de bliver med det, selv om ledelsen fortæller dem, at de tager fejl, så starter partiledelsen en sammensværgelsesteori.
De pågældende partimedlemmer er sekteriske, de er splittelsesmagere, de er spioner og agenter. Den rejste kritik er negativ og uden grundlag. Ergo må problemet ligge hos kritikerne, som enten ikke ved bedre, men opretholder deres forkerte meninger i trods. Eller også ved de bedre, men arbejder bevidst på at skade partiet.
Så: enten angrer kritikerne deres forkerte synspunkter (øver selvkritik) og anerkender, at ledelsen har ret, eller også er de forrædere, splittelsesmagere, spioner og agenter. Løsningen på problemet er herefter at få ekskluderet disse medlemmer eller i hvert fald deres leder(e). De øvrige er måske så villige til at tage imod fornuft.
Denne sammensværgelseskultur udgør et dobbeltproblem for partiet/bevægelsen: For det første giver den en dårlig stemning, et dårligt debatklima, angst for at træde ved siden af, demokratisk underskud. For det andet bevirker en sådan tilgang til kritik og problemer, at organisationen eller bevægelsen bliver ude af stand til at forholde sig politisk til problemerne, som (næsten) altid er politiske, også når de skjuler sig under personlige modsætninger.
Og vi ved det godt: Det er en almindelig kommunistisk læresætning, at man kan ikke løse politiske problemer med administrative forholdsregler. Men det er det, vi gør med sammensværgelseskulturen. Vi går blot en omvej. Vi starter med at definere problemet som en administrativt problem: Nogen forsøger at skade partiet, og vi skal finde ud af, hvordan de vil eller har gjort det, og så skal de skyldige straffes. Politik og politisk uenighed nævner vi ikke.

5. Uenighedskultur og demokratisk centralisme
Uenighedskultur er ikke et opgør med den demokratiske centralisme, men med sammensværgelseskulturen. Uenighedskulturen er et forsøg på at bringe demokratiet tilbage i den demokratiske centralisme, så partiet og bevægelsen kan drage de fordele heraf, som så længe og i så vid udstrækning har været fraværende på grund af sammensværgelseskulturen.
Demokratiet er ikke nogle formelle rettigheder. Demokrati er processer og relationer, og sådanne skal leves og praktiseres for at virke. Ledelsen giver kun demokratiet en chance for at virke ved aktivt at lytte, forholde sig til og imødekomme kritik; ved at huske at kritik altid har et objektivt grundlag i virkeligheden.
Måske kan hverken kritikeren eller ledelsen se den eller de reelle grunde til kritikken, men de er der, og det er en fælles opgave at finde dem, og det er en fælles opgave at finde en løsning på problemet eller at opnå en forståelse for problemet og accept af en prioritering af problemet. At afvise et problem og forklare folk, at de tager fejl, det er en herskerteknik og fundamentalisme - ikke en demokratisk proces og derfor ikke demokrati.

6. Hvad må der gøres? (Skjult Lenin-citat.)
Lad os bruge 'alle skjulte kræfter' i stedet for nyttesløse appeller til de gode kræfter, der hidtil har ladet sig narre af de ovennævnte sammensværgelser. Der er stadig kværulanter og kritikere iblandt os, som er klar til at bidrage med nyt og gammelt, som kan bringe os i bedre balance, give os et bedre internt klima og - mirakel - en profil og en politik, som appellerer til de gode kræfter, som ganske rigtigt er der. Og de er ikke ofre for en række sammensværgelser. De venter på et troværdigt alternativ fra os.
Lad os give dem det i stedet for at klynke over sammensværgelser. Det har aldrig hjulpet et hak. Som oftest er det slet ikke sammensværgelser, eller sammensværgelserne er kun en lille del af vores problemer. Det er mestendels ideologisk kamp, og den vindes ikke med eksklusioner af egne medlemmer og moralsk forargelse over sammensværgelser. Ideologi skal bekæmpes med ideologi, ikke med forargelse. Forargelse virker ikke motiverende, men passiviserende.
Og vi har ikke brug for passivitet, hvis vi vil lave samfundet om, eller hvis vi ønsker et stærkere parti. Magthavere kan bruge passivitet, fordi det er nemmere at beherske en passiv befolkning eller passive medlemmer. Desværre betyder passivitet over for magthaverne også, at befolkningen eller medlemmerne ikke reagerer, når den herskende tilstand anfægtes. De passive har lært, at magten er et anliggende for magthaverne. Og så lurer kontrarevolutionen eller partiets kollaps.
Socialismens og kommunismens fortrin frem for kapitalismen ligger entydigt i demokratiet, for vi er de mange og de manges håb om en bedre og især en demokratisk fremtid. Lad os propagandere for den og ikke for uforståelige sammensværgelser og kedsommelig forargelse.