Mordet på udenrigsminister Anna Lindh er en afskyvækkende og forfærdelig handling - at det vækker sorg og forstemmelse i hendes parti og i samfundet generelt er forståeligt

af Teddy John Frank, KPML(r)
I kølvandet på mordet kommer der spørgsmål frem om dets dybereliggende årsager, alt fra nedlagt psykiatri til nazistiske voldsgrupper, og om de politiske konsekvenser på længere sigt.
Det er afgjort vigtige diskussioner.
Men mordet udløste også i nogle dage en debat om den myrdedes politiske gerning, som ikke står i nogen som helst rimelig proportion til virkeligheden. Der var pludselig ingen grænser for hendes politiske storhed. Det var et uerstatteligt tab 'for Sverige, for Europa, ja for hele Verden', som en af hendes politiske partikolleger udtrykte det i et indslag i Sveriges Radio.

Falske lovsange
Til sidst antog lovsangene så opblæste dimensioner, at de slog over i sin egen modsætning og kom til at føles både desperate og falske. Mistanken eksisterede om, at dette var en metode, som en stadig mere trængt ja-side benyttede for at spille et følelsesmæssigt kort ud i dagene op til folkeafstemningen. Hvis det var tilfældet, så lykkedes det usmagelige forsøg som bekendt ikke.
Anna Lindh er efter sin død blevt udnævnt til den fremmeste svenske 'moderne politiker', og en del debattører har hævdet, at det var hende, som skulle forny Socialdemokratiet.
Der er draget paralleller til Olof Palme. Men mens Palme til tider - først og fremmest i internationale spørgsmål - udfordrede og konfronterede imperialismen (Indokina, Cuba, Nicaragua, kernevåben, Europas missiler, u-bådshysteriet), så findes der ikke noget der ligner dette på Anna Lindhs konto.
Derfor må hendes politiske indsats undersøges og vurderes.
I en mindeudsendelse på Sveriges tv, kanal 1 forklarede hendes efterfølger som formand for SSU - Socialdemokratisk Ungdom - Karl-Petter Thorvaldson, at som SSU-formand 'brændte Anna frem for alt for tre spørgsmål: JAS-projektet, mod Øresundsbroen, mod kernekraft...'.
Hvis dette var hendes tre store politisk sager i 1980'erne kunne man med en vis ironi konstatere, at hun ikke var en særlig fremgangsrig politiker. Kampflyet JAS flakser stadig omkring, Øresundsbroen står der ligesom kernekraftværkerne.

Ændrede opfattelse
Mere belysende er imidlertid det som metalbossen Göran Johnson fortsatte beskrivelsen med. Han sagde:
'Efter SSU-perioden (læg mærke til den typiske socialdemokratiske formulering: 'efter SSU-perioden', som om det handler om en etape, der godt må være passende rig på radikale fraser - en periode, som enhver socialdemokrat med selvrespekt skal igennem på vej mod højere mål) viste hun sin loyalitet med partiet ved hurtigt at lægge disse spørgsmål bag sig af hensyn til andre opgaver.'
Lindh blev vist nok lokal SSU-formand i 13-års alderen. Siden da har partiet og ungdomsforbundet da også i princippet været hendes arbejdsgivere. Som SSU-formand, som kommunalpolitiker, som rigsdagsmedlem og siden som medlem af regeringen.

Albright - Lindhs forbillede
I et interview kort før mordet blev Lindh spurgt om sine største politiske forbilleder, eller den politiker hun beundrede mest og mente at lært mest af.
Hendes valg fortæller en del.
Svaret var USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright. Sandt nok havde Lindh et kønsperspektiv på svaret. Albright var en kvindelig politiker, som i en mandsdomineret sfære formåede at spille en fremtrædende rolle. Men er det ikke også dette, som oftest er kommet frem i kommentarerne omkring Lindhs politiske karriere som udenrigsminister? Hun har 'tagt hånd om', hun har 'været effektiv', hun har 'været hurtig, skarp, målbevidst' og så videre.
Men hvilken politisk rolle var det hun havde påtaget sig for Göran Perssons socialdemokratiske regeringer? Det kan man sammenfatte med nogle få ord, selvom en sådan sammenfatning naturligvis ser bort fra enkeltheder.
I det historiske bakspejl vil Anna Lindh blive husket som den udenrigsminister, der loyalt fortsatte arbejdet med at nedtone Sveriges selvstændige stemme i verden. At udradere Sverige som et - ganske vist lille, men tidligere respekteret og bemærket land - også uden for EU og Vesten.
I stedet placerede hun Sverige på den absolutte midte i den fremvoksende europæiske superstat. Ikke noget med at være anderledes, ikke udfordre, være bedst i klassen.
Det er en af de alvorligste og en uundgåelig konsekvens af EU-medlemskabet siden 1995.
Dem som tvivler kan hurtigt blive overbeviste ved at kigge i den undersøgelse, som blev gennemført af Göteborgs Universitet for nogle år siden under professor Ulf Bjerelds ledelse. Her findes fakta sort på hvidt. Nogle af tallene fortjener at nævnes i denne sammenhæng.
Bjereld slår fast, at EU-medlemskabet har været den afgørende faktor for omlægningen af svensk udenrigspolitik i løbet af 1990'erne. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har Sverige tilpasset sig med hud og hår trods den officielle linje med alliancefrihed.

Advarsel fra nej-siden
Man kan i denne sammenhæng også minde om, at forud for EU-afstemningen i 1994 var netop denne konsekvens en af nej-sidens bekymringer. Det var noget som ja-siden energisk tilbageviste som 'skræmmekampagne'.
I rene tal kan den ændrede svenske udenrigspolitik klart dokumenteres med, hvordan Sverige stillede sig til vigtige spørgsmål, som berørte den tredje verden under afstemninger i FN.
I løbet af 1980'erne var der 122 afstemninger i FN, hvor Vesten og den tredje verden stod over for hinanden. Af disse stemte Sverige 33 gange med den tredje verden og 30 gange med Vesten.
I 1990'erne (fra 1991 til 2001) var der 72 afstemninger, hvor Vesten stod over for den tredje verden. Heraf stemte Sverige 55 gange med vesten og tre gange med den tredje verden!
Det fortæller ikke det hele, men viser en tydelige retning.
Hvor Sverige tidligere - i det mindste nogen gange - var en stemme, som stod på de fattige landes side, som landene i den tredje verden regnede for en forbundsfælle og en ven i forholdet til de vestlige imperialister og kapitalistiske stormagter - her står Sverige ikke længere.
Men var Anna Lindh som udenrigsminister ikke modig og ligefrem? Hun vovede jo at kritisere både USA og Israel, fremhæves det. Hendes amerikanske kollega Colin Powell sagde jo til og med selv i et tv-interview på Sveriges ambassade i Washington dagen efter mordet, at han 'beundrede Anna', og at hun 'vovede at kritisere os, sådan som venner skal være - oprigtige mod hinanden'.
Og det er sandt vi kan finde eksempler: Lindh kritiserede USA's krig mod Irak. Men hvad var det andet end blot at sige det indlysende, det som hele verden sagde: et brud på folkeretten og i strid med FN-pagten.
Ikke særligt udfordrende.
Og når det handlede om USA's grove brud på folkeretten med fangerne på Guantanamo-basen. Her påstod Lindh til det sidste, at 'det stille diplomati' var bedre. Så Sverige afstod fra åbenlyse protester og internationale krav... Og supermagten USA fortsætter sit brud på folkeretten.

Sagde det selvfølgelige
Det hævdes, at Anna Lindh var en radikal modvægt til Göran Persson i Palæstina-spørgsmålet.
Sandt nok dæmpede hun til en vis grad Göran Perssons ensidige, pro-zionistiske holdning. Ja, Anna Lindh har sagt, at Yasser Arafat er palæstinensernes valgte præsident og legitime leder. Men hvori ligger radikalismen i at sige det indlysende og åbenbare?
Sverige er samtidig bemærkelsesværdig stille når det gælder Israels voldspolitik, dets åbenlyse statsterrorisme. Den illegale besættelse og bosættelsespolitik, den kollektive afstraffelse, massemordet på civile palæstinensere, afspærringerne, sprængningerne og så videre.
Og nede i EU havde Anna Lindh ingen indvendinger da USA og Israel for nyligt krævede hele Hamas stemplet som en terrororganisation. Det Hamas, hvis sociale og humanitære virksomhed er så afgørende for hundredtusinder af palæstinensere (skoler, sundhedsklinikker og mad), men som forties næsten totalt.
Det er sandt, at Anna Lindh kritiserede retsforholdene i Tyrkiet, da spørgsmålet om landets ansøgning om EU-medlemskab blev diskuteret for et års tid siden.
Så afskaffede det tyrkiske regime dødsstraffen, og pludselig var det kun positivt, hvis Tyrkiet kom med i EU. Som om menneskerettighederne var garanteret, som om kurdernes situation var forbedret afgørende.

Udlån af våben
Ugen før mordet blev det afsløret, at det svenske forsvar havde 'udlånt' avanceret udrustning til Storbritannien for at anvendes i den kriminelle Irak-krig.
Det var en hån mod hele lovgrundlaget for våbeneksport. Den svenske regering forsvarede handlingen - også udenrigsministeren.
En udenrigsminister fører ikke sin egen politik. Sådan skal det heller ikke være. Men i regerinen er det udenrigsministeren som sammen med statsministeren bærer hovedansvaret for at udforme den politiske holdning i aktuelle spørgsmål.
På den baggrund tvinges vi til at konstatere, at Sverige er holdt op med at være en selvstændig stemme i verden. Dagens svenske tilpasning til EU's fælles politik på udenrigsområdet er regeringens kollektive ansvar. Anna Lindh bærer en del af dette kollektive ansvar.
Det er ikke kun efter sammenbruddet i Cancun, at den tredje verdens fattige lande kan spørge sig: hvem tjener på denne nye ordning?

Artiklen har været bragt i det svenske kommunistiske parti KPML(r)'s ugeavis Proletären den 18. september.