Det kan undre når man hører forbundsledelsen argumentere for, at man helst ikke skal genere nogen synderligt ved en konflikt

af Bjarne Sørensen, formand Metal Horsens
Den afgående forbundsformand Max Bæhring har valgt at benytte en del af sin sidste kongresberetning til at slå til lyd for at ændre på forhandlingsstrukturen i forbindelse med afslutning af overenskomster. Hovedbudskabet synes at være, at tiden er løbet fra storkonflikter og at der derfor er behov for andre midler.
Hermed håber han velsagtens at markere sig som en visionær og fremsynet formand, der giver de sidste gode råd inden han går fra borde. Hans erfaringer med storkonflikten i 1998 var heller ikke de allerbedste - det var ikke med hans gode vilje, at det gik som det gik; selvom han efterfølgende har taget æren for at have gennemført den sjette ferieuge. Nu mener han at storkonflikter ikke harmonerer med et internationaliseret samfund - og at der må andre midler til.
Dette er ikke noget overenskomstmæssigt spørgsmål, men en diskussion af Hovedaftalen og det fagretslige system som sådan. Og diskussionen kan såmænd være tiltrængt nok. Men hvis udgangspunktet er, at man skal afskrive sig brug af konfliktvåbnet eller begrænse det meget mere, så er der mange der melder fra. Konfliktvåbnet er nu en gang det, man har at falde tilbage på, såfremt forhandlingerne ikke fører til noget, der ligner et ønskeligt resultat.
Max Bæhring foreslår at man i stedet kan bruge mindre, lokale strejker - en slags punktstrejker. Den idé kan være nok så interessant. Man praktiserer noget tilsvarende i lande som for eksempel Tyskland. Punktstrejker anvendes som en mulig optakt til mere omfattende storstrejke for at lægge pres på forhandlerne. Problemet her er dog, at den tyske forhandlingsstruktur er meget mere centraliseret og der er ikke den grad af medlemsdemokrati, som vi kender.
Hvordan det mere konkret skule gribes an, står lidt hen i det uvisse, for det kræver i hvert fald en revision af Hovedaftalen; eller arbejdsmarkedets grundlov, som den også kaldes.
Det en række afdelinger frygter, er at forbundsledelsen faktisk spiller sig nogle stærke kort af hænde. Argumenterne om, at man under en lammende storkonflikt svækker konkurrenceevnen og endda muligvis bringer nogle virksomheders eksistens i fare, bør man overlade til modparten - de skal nok påpege disse ting under alle omstændigheder. En konflikt afspejler dybest set interessemodsætninger. Hvis man ikke vil erkende disse modsat rettede interesser, ja, så har man reelt smidt håndklædet i ringen.
Det kan undre når man hører forbundsledelsen argumentere for, at man helst ikke skal genere nogen synderligt ved en konflikt, og det nærmest bør undgås for enhver pris. Det er nu en gang sådan, at en konflikt nødvendigvis vil ramme nogen; ellers er den ret beset meningsløs. Det er effektiviteten af en konflikt, der er afgørende.
Diskussionen bør derfor i langt højere grad handle om, hvordan konfliktvåbnet benyttes mest effektivt - i stedet for at pakke det sammen og sende over til Arbejdsmuseets historiske arkiv. Konfliktvåbnet er det sidste stærke kort vi har. Det skal bruges med omtanke.