Fogh tager afstand fra samarbejdspolitikken, samtidig med at han trasker i hælene på EU´s høje herrer

af Karina Rohr Sørensen, talsperson for Folkebevægelsen mod EU
I forrige uge fejrede vi 60-året for folkestrejkerne mod den daværende regerings samarbejde med den tyske besættelsemagt under Anden Verdenskrig. Det var en vigtig og mindeværdig del af det danske folks kamp for frihed og demokrati.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gjorde i dagens anledning angiveligt op med samarbejdspolitikken. Det lyder på overfladen meget godt, men virker som et forsøg på at slå plat på modstandskampen. Og selvom situationen i dag er væsentligt anderledes, så kunne vi i Folkebevægelsen mod EU alligevel godt ønske, at regeringen mente opgøret så seriøst, at det også omfattede nutidens tendens til at klappe hælene sammen og gøre som der bliver sagt sydpå i Bruxelles og af EU's høje herrer.
For et par uger siden fremlagde statsministeren og vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) deres supplerende regeringsgrundlag med den fine titel 'Vækst, Velfærd, Fornyelse II'. Heri skriver de, at 'EU-formandskabet viste Danmarks evne til at opnå resultater i Europa-politikken'. Hvilke resultater? For hvem? Hvordan? Når man læser grundlaget igennem, står det klart, at her handler det om tilpasning til EU. Om at føje sig. Ikke om at markere en selvstændig vilje og retning.
'Vi skal medvirke til at sikre, at det udvidede EU kan fungere åbent, demokratisk og effektivt,' skriver de.
Flotte, men hule ord. Statsministeren har for nyligt vist hvordan: Ved at bruge det danske statsapperat til en ensidig propaganda-offensiv for et ja ved folkeafstemningen i Estland, hvor EU-Kommissionen og den lokale regering i forvejen stort set udelukkende har hjulpet ja-siden med ubegrænset økonomisk støtte.

Jo, regeringen har evne til at opnå resultater. De resultater, som de store lande i EU og EU-bureaukratiet gerne ser. Det kniber med resultater for den danske befolknings interesser.
Regeringsgrundlaget rummer pæne ord om indsats til gavn for blandt andet landbrug og fiskeri. Men tør regeringen stå fast og konsekvent forsvare danske landmænd og fiskeres interesser i EU-sammenhæng? Erfaringerne har ikke været for gode.
I forbindelse med udvidelsen af EU den 1. maj 2004 vil regeringen foreslå 'fri adgang for borgerne i de nye lande til at søge arbejde i Danmark, men ikke fri adgang til de danske sociale ydelser'.
Regeringen har ikke været meget for at erkende, at udvidelsen giver alvorlige problemer for de danske velfærdsydelser og forholdene på arbejdsmarkedet. Den danske befolknings pris for udvidelsen er ikke kun et større bidrag - allerede til næste år stiger skal vi betale én milliard kroner mere til EU - og mindre indflydelse i blandt andet EU-parlamentet, men også en risiko for løntrykkeri.
Når det nu er situationen, bør regeringen gå sammen med arbejdsmarkedets parter og sikre, at kommende nye medborgere får rimelige og ligeværdige levevilkår uden at det forringer forholdene for de nuværende medborgere.

Regeringen vil målrette anvendelsen af EU's social- og strukturfondsmidler mod udkantsområderne. Igen er formuleringen smuk, men dækker over den situation, at EU i stadig større udstrækning bestemmer brugen af vore egne skattekroner - som EU's økonomi er afhængig af - i alle mulige afkroge af vort samfund. Det er et af de mest indlysende eksempler på interesser som bedst og mest demokratisk varetages så lokalt som muligt. Men nationalstaten har kun i ydmygt omfang beholdt en smule medindflydelse.
Regeringen vil have, at det offentlige skal bidrage til at skabe dynamik. Men samtidig vil regeringen afskaffe undtagelsen overfor ØMU'ens tredje fase. Det vil betyde, at det danske samfundsbudget lægges i meget strømme tøjler, som en lille håndfuld direktører i Den Europæiske Centralbank holder godt fast i. Og så får regeringen endnu sværere ved for eksempel at igangsætte offentlige projekter til gavn for samfundsøkonomien.
Regeringen kalder EU-Konventets traktatudkast for 'et godt grundlag for arbejdet i regeringskonferencen'. 'Der lægges op til et EU, der er enklere, mere åbent, mere demokratisk og mere effektivt.'
Ja, det bliver enklere. Kursen er klart rettet ind mod én centralistisk EU-stat med én EU-grundlov. Mere demokratisk bliver det derimod ikke. Og effektiviteten bliver primært til gavn for de store EU-landes regeringer, som længe har arbejdet aktivt for at sikre sig mere indflydelse i forbindelse med den nye EU-grundlov. Her har regeringens 'resultater' eller selvstændige initiativer for danske interesser ikke ligefrem imponeret. Deres små tiltag på det seneste kommer i elvte time og virker hverken sønderligt helhjertede eller realistiske.

Danmark kan vise evne til at skabe resultater til gavn for udviklingen i Danmark, Europa og verden. Danmark burde vise vejen til en mere fri og demokratisk verden. Vi kan starte med et stort nej til EU's grundlov, som regeringen lover os en folkeafstemning om.
Det virker ikke til at være regeringens grundlag. Det er til gengæld efter alt at dømme befolkningens grundlag. Det er os, der må tage opgøret.