De danske soldater gjorde, hvad de var sendt ned for at gøre. Kære venner, sådan er det at være del af en imperialistisk besættelsesmagt. Hvis I ikke vil have, danske soldater tøver og slår ihjel, så skulle I have tænkt over det, inden I var med til at vælge sådan en krigsgal regering

Nu er der blevet talt og skrevet om en del af det. Blandt andet i denne avis' leder. Først så var en dansk soldat blevet dræbt i ildkamp. Så fik vi at vide, at to irakere var omkommet ved samme lejlighed. Siden kom det frem, at der ingen ildkamp havde været, danske soldater havde overfaldet ubevæbnede irakiske fiskere, fordi de så mistænkelige ud.
Og også den omkomne dansker var faldet for danske skud, for det var de eneste skud, der var faldet. Så kom der et par meldinger fra Afghanistan. En dansk flyver havde kastet den første danske bombe. Hvor mange den slog ihjel, og hvor mange af dem, der var uskyldige, forlød der intet om. Man vidste det vel ikke.
Fly flyver så dejligt højt, hvordan skal man kunne registrere, hvor meget svineri det laver, hver gang man trykker på en bombeudløser? Hvor mange af de omkomne, der havde forbrudt sig sådan mod den danske regering, at det gav den ret til at tage dem af dage, kan vi derimod svare ganske klart på:
Det havde ingen af dem. Absolut ingen. Siden hørte vi om endnu et dansk fly, der havde kastet hele to bomber. Bomberne havde man tal på, hvor mange mennesker, der blev ombragt havde end ikke tilstrækkelig nyhedsværdi til, at nogen journalister gad gisne om det. Så ville rygter vide, at danske soldater havde tævet irakere under en anholdelse. Og så havde de dræbt endnu en iraker...

Vi er i krig. Vi er i krig mod befolkninger i to fjerne lande. Somme tider kommer det lidt bag på os, at medierne kan hitte på at komme med den slags nyheder om vores soldater, for vi er ikke vant til at føre krig. Men hvor længe? Medierne gør deres bedste for at skabe en snigende tilvænning.
Har vores journalister ikke for længst vænnet sig til, at medlemmer af vores folketing lukker den ene racistiske svada ud efter den anden, ting som også skete en gang imellem allerede i firserne, men som dog i det mindste dengang blev gjort til mediebegivenheder? Nu er det dagligdag og bliver behandlet, som om det er almindelig stueren politik.
Kære journalister, nu må I vågne op. Det bliver allerede behandlet som en smule stuerent, at danske soldater deltager i bombetogter, besættelser og mord i fjerne lande. Det er ikke stuerent. Folkeretsligt og moralsk er det ikke hævet en tøddel over, hvad amerikanerne gjorde i Mai Lai og ved en del andre lejligheder i Vietnam, målestokken er blot en del mindre.
Men I køber den med, at det er en lille smule mere stuerent, for det er jo krig mod terrorisme. Men kære venner, på samme måde prøvede amerikanerne jo at gøre deres Vietnam-krig stueren ved at sige, at den fandt sted for at inddæmme kommunismen. Det var ikke kommunister, den krig i længden vendte sig imod. Det var fattige bønder. I Irak var det så fiskere.

Det er afledning, når medierne vælger at fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt og hvor tidligt forsvarsministeren har kendt sagens rette sammenhæng. Og den underofficer, der hjemvendt fra tjeneste i Irak stod frem med et lidet tillidsvækkende forsvar for sine kammerater, havde egentlig også ret i den ting at melde hus forbi, når nogen forsøgte at kaste smuds på de danske jensers indsats.
De danske soldater gjorde, hvad de var sendt ned for at gøre. Kære venner, sådan er det at være del af en imperialistisk besættelsesmagt. Hvis I ikke vil have, danske soldater tøver og slår ihjel, så skulle I have tænkt over det, inden I var med til at vælge sådan en krigsgal regering.
Og så kom denne vores kære regeringsleder i anledning af tresåret for det danske folkeoprør mod nazisterne med den lille krølle på historien, at hans krig mod terrorisme i dag er en forlængelse af den kamp, frihedskæmperne førte mod den danske regerings samarbejdspolitik.
De kæmpede for frihed og demokrati, skrev Anders Fogh til de danske skoleelever, og det gjorde de osse, men det havde samarbejdspolitikerne ikke gjort, de havde samarbejdet med den fæle diktator Hitler, den tids Saddam Hussein.
Det er historiefordrejning og begrebssammenrodning for viderekomne. Denne avis har været inde på, at Foghs forhold til Bush har mere at gøre med samarbejdspolitikernes forhold til Hitler under krigen end med frihedskæmperne og dem, der var aktive i folkeoprøret i 1943.

Dette er også en del af historien. En anden og lidt mere foruroligende del er så, at Fogh jo har ret i, at han kæmper for demokratiet. Eller i hvert fald på demokratiets grund. Det gjorde samarbejdspolitikerne også. Hvem der ikke havde deres demokratiske mandat i orden, det var faktisk frihedskæmperne.
Selvom det var demokrati, de ville, og mange af dem sikkert endda i en betydelig dybere betydning end det borgerlige parlamentariske cirkus, efterkrigstiden udviklede sig til, så lagde de sig i deres oprør mod samarbejdspolitikken faktisk ud med demokratiet.
Kære Anders Fogh, vær du glad for, at du ikke er forpligtet til at anvende den jura på fortiden, som du har forpligtet dig til at anvende på din samtid. For efter moderne EU-lovgivning så skulle frihedskæmperne faktisk dømmes som terrorister.
De var nogen af dem, du har viklet vores land ind i en krig imod. Dette være ikke sagt for at kaste nogen form for skygge på frihedskæmperne, dette være sagt for at kaste en stor fæl skygge ind over vores moderne anti-terror-love og over din forbandede krig.

Nu er det jo et borgerligt parlamentarisk demokrati, vi har. Og i et borgerligt parlamentarisk demokrati er der rig mulighed for at manipulere med befolkningens vilje. For borgerligt demokrati omfatter netop kun parlamentet og de politiske beslutninger, mens der er diktatur på økonomiens område.
Sådan er det også her i Danmark. Vores moral tvinger os undertiden til at trodse vores politikeres beslutninger, ligesom frihedskæmpernes moral tvang dem til at trodse samarbejdspolitikerne. For vi oplever, at vi bliver manipuleret, og politikerne træffer beslutninger, vi absolut ikke har valgt dem til at træffe, og undlader at træffe dem, vi valgte dem til.
år alt dette er sagt, så kan jeg alligevel ikke lade være med at sige det. Kære venner, selv om vi er manipulerede, hvordan kunne vi dog gøre sådan en mand til vores statsminister? Hvordan kunne vi? En tung skyld hviler på os. Lad os dog få den rystet af...