Fagbevægelsen må indse, at solidariteten også skal omfatte dem udenfor arbejdsmarkedet, hvis vi skal forhindre klassesamfundet i at udvikle sig til det endnu værre.

af Erling Frederiksen, formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige
Det er en udbredt opfattelse, at vi her i Danmark lever i et af verdens bedste samfund. Man roser sig af, at forskellene mellem rige og fattige er mindre end mange andre steder og at loven gælder for både høj og lav.
Altså, mange har afblæst den klassekamp som har præget de sidste 150 års historie. Etableringen af velfærdsstaten og arbejderklassens regeringsbærende partier mindskede behovet for at føre klassekamp. Der blev indført frihed, lighed og broderskab og otte timers arbejdsdag.
De undertrykte klasser opnåede stemmeret, ret til organisering i fagforeninger, ret til tillidsmænd og beskyttelse af disse, pensionsordninger, forsørgelse af ubemidlede, lighed for loven, folkeskoler og sundhedsvæsen betalt af den fælles samfundskasse.
Og her i sommeren 2003 er det rart at tænke på, at lønarbejderne også har opnået ret til både lørdagsfri, ferie og sågar feriepenge, således at storbyernes proletarer ikke længere behøver at sende deres børn til opfedning hos behjertede bønder i sommermånederne.

Men i takt med at selvtilfredsheden og den tilsyneladende tro på at vi lever i verdens bedste samfund opretholdes af grundtvigdiansk bragesnak og videreformidles af bevidstløs journalistisk mikrofonholderi, ja så er klassekampen som en ubestridelig kendsgerning nu genopstået Danmark.
Hvis nogen vil bestride, at der føres klassekamp på det såkaldte ordinære arbejdsmarked, så fred være med dem, men det kan ikke bestrides, at der i hvert fald føres klassepolitik i forhold til det arbejdsmarked, som Hanne Reintoft kalder det tredje arbejdsmarked.
På det tredje arbejdsmarked i Danmark arbejder formentlig i omegnen af 100.000 mennesker uden ret til lønforhandlinger, ferie, feriepenge, tillidsmandsbeskyttelse og med en konstant hængende trussel om fratagelse af forsørgelsesgrundlaget - som er dagpenge, kontanthjælp eller starthjælp.
Starthjælpen er en ydelse for flygtninge og indvandrere, som Bertel Haarder med flere vil have til at leve af cirka halvdelen af en kontanthjælp og det kan man faktisk ikke i Danmark. Så nu kan man igen se, at der er forskel på folks børn.

Den lunkne grumsede kaffe du måske netop nu hælder op fra en Bodum stempelkaffekande er med stor sandsynlighed pakket for den multinationale Bodum-koncern af danske tvangsaktiverede kontanthjælpsmodtagere uden rettigheder. Mød, hold kæft og arbejd! Ellers mister du kontanthjælpen. Din kaffekande er med stor sandsynlighed pakket i Svendborg - altså ikke i Shanghai.
Den sut du putter i munden på dit barn for at få lidt middags- eller aftenro, er måske også samlet og pakket af en tvangsaktiveret kontanthjælpsmodtager. Hvis dit barns sut er købt nede om hjørnet i Brugsen under navnene Nuk, Bamse eller Pussycat og fremstilet for Tolico A/S, ja så er det overvejende sandsynligt, at der ikke har været involveret lønmodtagerrettigheder i monteringsprocessen. Og det er højst sandsynligt, at sutterne er pakkede i Farum Produktionshus - altså ikke i Fjernøsten.
Den fluesmækker du i sommervarmen sidder og dasker de fluer med, som angriber den kage, du lige har købt hos bageren, hvor bagerjomfruen måske i øvrigt får halvdelen af sin løn betalt af det offentlige, ja den fluesmækker er måske også pakket af tvangsaktiverede uden rettigheder. Med stor sandsynlighed i Nykøbing Mors - altså ikke i Nedre Mongoliet.
Det samme kan være gældende for de perler som dit barn laver perlekæder af til mor og mormor.
Når far i eftermiddag skal reparere lidt på sommerhuset eller carporten er det højst sandsynligt, at både sømmene og skruerne er pakket i æsker og poser af medborgere uden lønmodtagerrettigheder og hvis der mangler et par beslag i de medfølgende poser, når det nye klædeskab skal opstilles og samles i soveværelset - ja så er det måske fordi umotiverede kontanthjælpsmodtagere uden løn har samlet disse poser på Grøndahl Centeret for millionfirmaet H. T Bendix.
Grøndahl Centeret er det kommunale produktionshus i Herning.

Hvis du bemærker, at personalet på de museer og teatre I besøger i ferien kun virker ferieopstemte i begrænset omfang - så kan det skyldes, at de slet ikke har ferieret eller feriepenge og i øvrigt ikke får løn for deres arbejde.
Klager din gamle mor over hjemmehjælpen kan det skyldes, at kommunen har sendt hende en tvangsaktiveret kontanthjælpsmodtager, som egentlig hellere ville i lære som smed. Eller blot en hashoman døgenigt som kun møder op for lige at opretholde sit eksistensgrundlag i form af kontanthjælpen, som ellers ville blive ham frataget, uden at noget sættes i stedet.
Flere kommuner har stor set ikke lønnet personale til at passe de grønne områder mere. Disse områder passes nu af tvangsaktiverede, som i flere tilfælde end ikke får udleveret arbejdstøj eller sikkerhedssko og som i nogle tilfælde skal dække deres transportomkostninger frem og tilbage til tvangsarbejdet ud af deres sparsomme kontanthjælp.

Der er altså store økonomiske interesser i at genindføre et klassesamfund, hvor arbejdskraften er billig og rettighedsløs. Både kapitalister og forvaltere i staten, i amterne og i kommunerne har denne interesse i at øge indtjeningen og begrænse udgifterne ved at holde lønningerne nede. Altså hvis man vil undgå skattestigninger, undgå at fyre ansatte i kommunen og undgå at sænke kommunaldirektørens løn - ja så er det en oplagt at lade mere og mere arbejde udføre af en ny underklasse uden ret til at gøre vrøvl.
Almindelige lønmodtagere i Danmark er nu kommet i et klassemodsætningsforhold til denne nye rettighedsløse underklasse, fordi skatterne formentlig ville stige, hvis man gav disse mennesker løn.
Men faktisk truer de dårlige forhold for de underste i samfundet dem som befinder sig i lønindkomstgrupperne over, fordi lønarbejderens arbejds- og lønforhold hele tiden trues af at kunne blive overtaget af aktiverede, som gerne vil væk fra aktiveringen og have et rigtigt arbejde. De aktiverede får altså funktionen som løntrykkere. Og faktum er, at en enlig forsørger med en løn på for eksempel 86 kroner i timen kun vanskeligt kan forsørge sig og sine med en sådan indkomst.

Foreløbigt har LO valgt at stå sammen i klasseinteresse med både DA, regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet mod den nye underklasse på det tredje arbejdsmarked i Danmark.
Men det må vel siges på lidt længere sigt at stride mod den danske lønmodtagers klasseinteresse, at der er blevet etableret en organiseret statsautoriseret adfærdsregulerende og livsstilskontrollerende aktiveringsindustri, finansieret af et beløb som ligger i omegnen af 15 milliarder skatteyderkroner årligt på at forringe levevilkårene for de cirka 100.000 mennesker der er i aktivering og som trykker lønningerne for den øvrige befolkning, som dermed også har mindre at betale skat af. Hvorefter endnu fleres skal sende i aktivering for at få udført nødvendige samfundsopgaver.
Det er ikke tilfældigt, at Landsorganisationen af Arbejdsledige hedder LA. Da vi stiftede organisationen for fem år siden indså vi, at der var brug for et modstykke til både LO og DA, så vi tog et bogstav fra hver af vores to klassefjendeorganisationer. Det blev til LA.
Den gamle parole om frihed, lighed og broderskab - har det også være nødvendigt at genoplive i det moderne klassesamfund. Vi har omformuleret parolen med hensyn til det med broderskabet, for at tage hensyn til kvinderne som også har blandet sig hos os: Nemlig - frihed fra tvangsarbejde, lighed for loven & solidaritet mellem lønarbejdere og tvangsarbejdere.
Må fagbevægelsen snart indse, at solidariteten også skal omfatte dem udenfor arbejdsmarkedet, hvis vi skal forhindre klassesamfundet i at udvikle sig til det endnu værre. Vi så gerne, at andre end LA argumenterede for at lavindkomstgrupperne bør omfattes af tryghed, retssikkerhed og almindelige borgerlige rettigheder. Og at aktivering bør være frivilligt, således at det bliver en ret at forlade dårlige aktiveringsprojekter.
Og god ferie til de af jer der stadig har ret til noget sådant.