Der er brug for kritikerne i enhedsprocessen, påpeger Terkel Marker

af Terkel Marker, København
Da de tre repræsentanter for henholdsvis DKP/ML, KPiD og DKP talte til hinanden og en relativ beskeden tilhørerskare på K-festivalen, lyttede jeg omhyggeligt til hvad Birgit Unnerup sagde.
Der var absolut ingen arrogance i hende. Efter at have sagt til DKP/ML og KPiD, at de skulle komme hjem til DKP, så fortsatte hun med at forklare, at der var nogle grunde til, at der var tre partier. Hun blev aldrig ret konkret på hvad disse grunde var, men det var hende, der sagde det først. Det var ikke, som man kunne have troet efter Arbejderens omtale onsdag, Betty Frydensbjerg Carlsson, der 'korreksede' Birgit Unnerup. Jo, Betty er korrekt citeret, men Birgit sagde det først.
Søren Becher mente ikke, at DKP/ML havde noget sted at komme hjem til. Nå? Gotfred Appel brød med DKP og oprettede KAK (Kommunistisk Arbejderkreds). Benito Scocozza brød med KAK og stiftede KFML (Kommunistisk Forbund Marxister Leninister). Efter at have arbejdet hårdt i en årrække besluttede man, at nu var tiden inde til at stifte partiet. Hvilket man så gjorde.
Ved oprettelsen af KAP (Kommunistisk Arbejderparti) var der en række trættende kværulanter, der ikke blev optaget. Disse dannede MLF (Marxistisk Leninistisk Forbund). Året efter var der yderligere en flok trættende kværulanter, der enten gik eller blev smidt ud af KAP. Disse dannede KSML (Kommunistisk Sammenslutning Marxister Leninister). Efter at MLF og KSML havde diskuteret et stykke tid blev de enige om at danne partiet - vi holder vejret i spænding - DKP/ML.

Jeg tror ikke, at jeg har mødt nogen som på en fornuftig måde kunne argumentere imod den demokratiske centralisme. Det er oftest ordene man har noget imod, sjældent indholdet. Og alle ønsker i hvert fald at de andre overholder spillereglerne. Og jeg er overbevist om, at masser af absolut ikke-kommunistiske organisationer i princippet ønsker at deres medlemmer skal overholde nogle tilsvarende spilleregler.
Jeg forstod Birgit Unnerup sådan, at naturligvis var hun da enig i, at man skulle overholde den demokratiske centralisme. Men det var måske relevant at diskutere, hvordan den skulle udmøntes i praksis. Hun mente vist først og fremmest, at man skulle være lidt mere varsom med alt for hurtigt at stritte kritikerne ud af partiet.

Ligesom alle andre, der kender DKP/ML, så har jeg mine fordomme imod DKP/ML. Jeg har en rygradsfornemmelse af, at de toneangivende kammerater i DKP/ML er fordomsfrie, modige og intelligente. Jeg har været imponeret over den forvandling DKP/ML har gennemløbet. Jeg er ikke i tvivl om, at der er begået fejltagelser. Men den eneste måde at undgå fejltagelser på, er ved at lægge sig ned, lukke øjnene og dø. DKP/ML er ikke dødt.
Så vidt jeg kan se er modsætningerne ikke mellem DKP/ML, KPiD og DKP, men mellem bærerne af traditionen og kritikerne af traditionen. Birgit Unnerup er én af kritikerne. Det er for mig helt tydeligt, at DKP/ML har brug for at blive et større parti. Og jeg er også overbevist om, at DKP/ML har brug for jubii-kommunisterne fra KPiD.
Det rest-DKP, som Birgit Unnerup repræsenterede, kender jeg ikke ret meget til. Hvad der er helt tydeligt, er, at DKP/ML har brug for Birgit Unnerup og de andre kritikere. Jeg lyttede som sagt omhyggeligt til hvad hun sagde. Hun kom med en række kendsgerninger, som jeg ikke kan forestille mig Søren Becher i virkeligheden kan være være uenig i. Spørgsmålet er snarere hvad man skal gøre for at lære af disse kendsgerninger, sådan at man kan undgå et begå de samme fejl igen ... hvis det ellers var fejl.

Når storesøster DKP/ML i løbet af de næste fem år gennemfører sin næste store forvandling gennem optagelse af KPiD og DKP, så er det efter min mening væsentligt, at man fastholder såvel traditionen som kritikken af traditionen. Der er masser af værdier i traditionen, sådan som man for eksempel kan finde den hos KPiD. Men der er altså også store værdier gemt hos kritikerne.
Uden kritikerne vil forvandlingen af DKP/ML til DKP kun være en kvantitativ forandring. Med kritikerne og en årelang kritisk genovervejelse af traditionen, vil der være en mulighed for et kvalitativt spring, som kunne ende med, at det nye DKP blev det dominerende parti i Danmark.
Det var værd at lytte til Birgit Unnerup. Også selv om tonen endte med at være ret skinger. Hvis alle de penge Engels donerede til Marx ikke skal være spildte, så hold dog fast i Birgit Unnerup. Snak med hende. Lyt til hende. Lære af hende. Og belær hende om, at DKP/ML allerede er det rummelige parti, som hun ønsker sig.