Intet lærer én så meget om et samfund som det at studere, hvad det samfund begraver under sin overflade, og hvordan det gør det. Alle, som vil studere statskundskab eller samfundsfag, burde som obligatorisk del af deres uddannelse have mindst ét år med jordarbejde..

af Kjeld Stenum
Vi skulle grave utætte muffer på fjernvarmerør fri, så kom der en rørsmed og skiftede dem, og så skulle vi dække det hele til igen.
Én af de utætte muffer lå et sted ude midt på Åboulevarden, én af hovedindfaldsvejene til Københavns indre by. Det var et satans sted. Man kan aldrig sige med hundrede procent nøjagtighed, hvor mufferne ligger, og fjernvarmerørene løb på tværs af vejen, så vi vidste ikke præcist, hvor meget af Åboulevarden det ville være nødvendigt at grave op.
Samtidig lå rørene netop der meget dybt, og dybe huller har det med at kræve store diametre ved jordoverfladen. Men vi måtte kun lukke én af de tre kørebaner i den ene side, og så måtte vi tage midterrabatten, selvfølgelig, så kunne vi kun håbe, vi ville ramme en muffe. Hvis ikke, ja, så skulle der mange møder og megen kaffe og blødt wienerbrød til, før der kunne træffes beslutning om at spærre mere af trafikken. Hvis den beslutning overhovedet kunne træffes.

Vi var kun kommet en halv meter ned under asfalten, så rendte vi ind i en svær betonkappe, som optog halvdelen af den plads, vi havde fået bevilget til at grave i. Det var noget lort.
Da vi gravede ned ved siden af betonkappen, kom et kæmpestort betonrør, som lå inde under kappen, til syne. Vi havde ikke fået noget at vide om det rør. Vi studerede vores tegninger og diskuterede noget. Var det en hovedkloak, eller var det en vandledning?
Vi snakkede også om, hvorvidt det måske kunne være åen, en vej hedder jo ikke Åboulevarden for ingenting.
Vi skulle ned i godt fire meters dybde.
Da vi var nede i halvanden meters dybde, kom et lille brunt hul i skrænten til syne. Fra det hul piblede vandet frem. Vi kiggede på det vand. Først piblede det frem, så var det, ligesom det fik sig banet vej, og med eet væltede det ud. Den mand, der på det tidspunkt stod i hullet, sprang for livet. 'Nu kommer der vist vand,' sagde han.

Vi riggede nogle pumper til, så måtte jeg ned med en håndskovl og forfølge hullet. Vandet kom selvfølgelig fra det store rør. Fra en stor revne stod det ud i stråler. Lidt længere fremme var der direkte hul ind i bunden af røret, og fra det hul væltede vandet også op.
Nu ville vi efterhånden gerne vide, hvad det var for et rør. Vi ringede nogen steder hen, nogle kloge herrer lovede at komme ud.
Mens vi ventede, blev én af mine makkere opmærksom på, at Åboulevardens to yderste kørebaner slog et dyk ud for, hvor vi gravede. Man kunne se det på bilerne, der kørte forbi. Hver gang, de passerede os, slog de et vip med næsen...
Så gav vi os til at gå ture frem og tilbage langs Åboulevardens midterrabat. Så langt som vi orkede at gå, kunne vi se meterlange revner i asfalten på langs ad midterrabatten.
'Var der ikke engang for nogle år siden noget med, at et stort stykke af Åboulevarden skød op på grund af brud på nogen rør?' huskede jeg pludselig. De andre syntes også, de kunne huske sådan noget.

Der blev inspiceret og diskuteret. Efter to dages venten, hvor nogen kloge herrer holdt nogen møder og spiste noget blødt wienerbrød og drak noget kaffe, fik vi at vide, at det var Ladegårdsåen, vi havde fundet. Vi fik ordre på bare at pumpe vandet væk, efterhånden som det kom, og så grave videre. Med håndskovl.
Der lå også lyslederkabler.
Det blev noget frygteligt lort. Det er umuligt at pumpe så meget vand væk, lige så hurtigt som det kommer.
Samtidig var det et meget lille hul, der var faktisk ikke plads til både gravemaskinens skovl til at fylde det håndskovlede pladder op i, til en mand med håndskovl, til afstivning, og til pumper og slanger. Men det skulle der være. På en eller anden måde kom vi dernedad.

I fire meters dybde fandt vi fjernvarmerørene. Der var ingen muffer.
De kloge herrer holdt nogen møder med kaffe og wienerbrød. Vi ventede.
En rørsmed kom ud og brød hul på rørisoleringen, de var nødt til at lave en kunstig muffe for at få fat i de tråde, hvorpå de nøjagtigt kunne måle beliggenheden af den utætte muffe. Fjernvarmemanden kom ud og målte. Den utætte muffe lå godt en meter inde under Åboulevardens kørebane i den side, hvor vi ikke havde gravetilladelse.
Nye møder. Ny venten. Så fik vi at vide, at vi fik ikke gravetilladelse til mere i år. Vi skulle bare dække til igen.
Da vi var nået næsten op, blev vi stoppet. Vi måtte grave det store rør fri igen. Nogen skulle ud og reparere skaden. Vi fik ordre på kun at grave revnen fri, hullet i bunden af røret havde en klog mand besluttet bare var grundvand, som trak langs bunden. Vel var det ej. Et hul er et hul, jeg havde selv haft hånden inde i det.
Vi gjorde, som vi fik besked på. Nogle mænd kom ud og smurte lidt hurtighærdende cement i revnen. Det var ikke en skid værd. 'Nu har vi da gjort noget!' sagde deres formand.

Vi tog ham under armen og trak ham med på en tur op langs vejens midterrabat og pegede på de lange revner i asfalten. 'Det er galt hele vejen op,' sagde vi. 'Det rør er pilråddent! '
Han vred sig noget. Ja, sagde han så, han kunne godt se det. Men det var politik. Nu havde han ligesom gjort, hvad han kunne, sagde han og så appellerende på os.
Jeg så ham for mig, siddende alene ved et bord med alle politikerne, der blev sure, hver gang han snakkede om noget, der kostede penge, og glade, hver gang han fortalte om alt det, han havde ordnet til næsten ingen penge. Joh, hans liv var svært. Og selvfølgelig, der er jo meget, der skal bruges penge på. Politikernes liv var også svært.
Vi dækkede til. Det var ikke til en skid, noget af det. Det siger noget om vores samfund.