Finansminister Thor Petersen vil fjerne portotilskuddet til fagblade og tidsskrifter for at spare 180 millioner kroner
af Søren Søndergaard, kultur- og medie-ordfører for Enhedslisten
Egentlig er det ikke overraskende, at regeringen kommer med dette udspil i betragtning af dens foragt for faktuel viden. Som vi blandt andet så det med regeringens kalkunjagt på eksperter og andre, som ved hvad de snakker om, er det en grundlæggende holdning hos Fogh-regeringen, at ville forfølge alt, hvad der blot på mindste vis kan bide den i haserne.
At regeringen ikke ønsker fagbevægelsen det godt, kan heller ikke forbløffe nogen. Fagbladene har stor betydning for kontakten mellem medlemmer og valgte, og den slags bryder Anders Fogh og Thor Pedersen ikke om.
Fjerner man portotilskuddet, vil det især ramme fagbevægelsens blade og de kulturpolitiske tidsskrifter, som holder åndehuller i den offentlige debat åbne.
Ved højtidelige lejligheder svinger Fogh og andre sig op med store ord om demokrati og ytringsfrihed. Men fremover skal denne frihed være for de velstående magasiner og de 'strømlinede' annonceblade. Den borgerlige dominans over pressen - som på dagbladsområdet er næsten totalt - skal yderligere styrkes.
Der er ingen tvivl om, at demokratiet og den politisk-kulturelle debat vil lide under dette forslag. Langsomt men sikkert sænker der sig et åndsmørke over den demokratiske debat, hvor 'støjen' skal fjernes, så Foghs spindoktorer kan arbejde uforstyrret!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278