Der er nu al mulig grund til at håbe, at programdiskussionen ikke bare er ordkløveri, som Sven Erik Christensen skriver i Arbejderen ( den 12. august - red.). Vi der har forsøgt, at få de gode erfaringer fra 1976-programmet med ind i diskussionen, håber i hvert fald at blive forstået, som de der vil bevise sammenhæng mellem teori og praksis
af Peder Pedersen, DKP Midtjysk og Lars U. Thomsen, DKP Esbjerg
Det er en del af vor viden, som vi også husker i vort - klassens, partiets - nederlag. Nederlag, som måske kunne være undgået, om vi i tide havde gjort opmærksom på disse resultater, som er/var delløsninger på vej til socialismen. Hvis ikke vi erkender erfaringerne kommer vi let til at stå som en Erasmus Montanus, der godt nok havde ret, for jorden er jo rund; men han satte mere pris på det geniale i, at være klogere end de, han var vokset op sammen med. Socialismens berettigelse er lige så klar, som jordens runding; men bliver absolut ikke opfattet sådan.
'Her i begyndelsen af det 21. århundrede, er vi i en kvalitativ anden situation end da 'Kommunisternes Program' blev udformet', skriver du. Dernæst mener du at der er en kvalitativt ændret situation i arbejderklassen, idet den er gået fra at være mindretal til flertal, og at denne talmæssige vækst overflødiggør antimonopolistisk demokrati.
Det er helt rigtigt, at der er sket store internationale forandringer, det afgørende er imidlertid om de ændrer ved den moderne kapitalismes væsen. For det er længe siden kapitalismens politiske kræfter begyndte at tænke internatonalt, der skulle ikke være nogle grænser for udbytningen.
Men fordi fremtrædelsesformerne ændres, betyder ikke at arbejderklassen automatisk må opgive sin strategi og erstatte den med en ny. Der er ikke ændret noget som helst i det rigtige i, at fortælle arbejderen om hvad der sker, når vi søger enheden mod fælles mål. Aktionsenhedens metode har vist sin styrke. Det kan vi med overbevisning fortælle - altså hvis vi selv tror på det.
At tilpasse kommunisternes politik til de løbende forandringer i den kapitalistiske konjunktur og arbejderklassens bevidsthed, er noget vi må arbejde med og tilpasse efter styrkeforholdet mellem klasserne, det vil sige taktikken. Det at kapitalismen vokser over fra frikonkurrence til monopolisme og statsmonopolisme, er en forandring af fremtrædelsesformen og ikke af dens væsen.
Det er da godt, du lægger vægt på, at arbejderklassen er gået fra et mindretal i befolkningen til at blive det overvejende flertal. Mange, også på venstrefløjen, siger det modsatte.
Men måske glemmer du at skelne mellem objektiv og subjektiv bevidsthed? Hvis vi bare gør det til et spørgsmål om, at folk skal overbevises om socialismens fortræffeligheder; er det eneste der er sikkert, at vi ikke får socialisme. Vi må forbinde de dagsaktuelle krav med de langsigtede, og på denne måde vise socialismens nødvendighed, kun på denne måde vil en samfundsforandrende kraft kunne udformes.
Politiske alliancer bygger ikke alene på talmæssige kendsgerninger, men i lige så høj grad på en alliance af de forskellige politiske opfattelser. Tag for eksempel Folkeenheden i Chile. Her samarbejdede fem forskellige partier, der spændte fra kommunister over radikale til kristne fundamentet - for enheden i Chile blev skabt med enheden mellem socialister og kommunister, der indså det tåbelige i splittelsen. Det er derfor ikke den kvantitative forandring i arbejderklassen, som er afgørende for strategien, men mere et spørgsmål om de konkrete muligheder for at skabe enheden.
Hvad er den politiske realitet i Danmark? Der er sket en massiv højredrejning, som er trængt langt ind i arbejderbevægelsen. Det nødvendiggør netop en omhyggelig og tålmodig udvikling af de bredeste alliancer, vendt mod de egentlige magthavere i samfundet.
Hvad var styrken ved Kommunisternes Program fra 1976? Det forenede et gennemarbejdet program med de folkelige bevægelser, og skabte det pres på monopolerne, som var forudsætningen for afgørende politiske indrømmelser. Hvis man læser kommunisternes programmer og principudtalelser siden krigen, er det en ubrudt linje; hvordan enhedens metode bliver til politisk virkelighed.
Disse gode erfaringer har vi i høj grad brug for i dag.
Påstanden om den nye kvalitative udvikling af monopolkapitalismen er ikke rigtig, når vi vil analyserer udviklingen. Den er rigtig i den forstand, at de gode erfaringer også skal bruges i den udvikling, hvor koncernerne udvider til andre lande, for eksempel i kravet om overenskomster med videre.
Der er en tendens blandt venstrekræfterne og i bevægelserne til at overvurdere det internationale på det nationales bekostning. Her må vi fastholde, at de danske og nordiske demokratiske erfaringer spiller en afgørende rolle for sejre, som den vi fik i afstemningen om euroen.
Vi skal kende sammenhængen mellem international kamp og kampen for national selvstændighed med hertil hørende erfaringer om kollektive overenskomster og velfærd.
Der hvor vi må se på en ajourføring af den antimonopolistisk kamp, må være i forbindelse med det internationale samarbejde. Der er store fagforbund der allerede har et godt og et konstruktivt internationalt samarbejde, som for eksempel SiD, men der mangler endnu meget i at føre det op til et tidssvarende niveau.
Det samme gælder i den politiske bevægelse, hvor socialister og kommunister i ord bekender sig til internationalismen, men hvor handlingen ikke altid følger efter. Her er der virkelig et område at forbedre kvalitativt!
Hvad handler denne diskussion om? Nej, ikke lysten til ordkløveri vel? Det ville være en sær lyst her i den skønne sommer, hvor andre glæder lokker! Nej, den handler om grundlæggende spørgsmål. Der har igennem hele det 20. århundrede været en strid i dansk arbejderbevægelse, især blandt venstrekræfterne, om indflydelsen fra kulturradikale eller materialister. I sidste ende er det et spørgsmål om at bevare de revolutionære traditioner i forhold til de reformistiske i arbejderbevægelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278