Så nåede ´regeringens kulturkamp´ omsider til København. Nu skal der betales tilbage for alle de gange byen har været på tværs; VK har København og al dens socialbrokkeri på sigtekornet - og fingeren på aftrækkeren.

af Helene Toxværd, formand for Lejernes LO i Hovedstaden
Byfornyelsesloven skal laves om, så kommunen mister muligheden for selv at igangsætte byfornyelse og så borgerne fuldstændigt mister indflydelse. Alle rettigheder lægges over til ejerne af ejendommene, der er frit slag, selv for de ejere og udlejere, der i årtier har misligholdt deres ejendomme - og i øvrigt tjent gode penge på at gøre dét.
Regeringen har erklæret 'kulturkamp' mod det stivnede og revnede socialdemokratiske velfærdssamfund. At det ikke drejer sig om kultur men om benhård ideologi, er mindre væsentligt, for regeringen har tilsyneladende tænkt sig at udnytte sit absolutte flertal sammen med Dansk Folkeparti til at brække op i den danske model med nærdemokrati og borgerindflydelse. Det værste er, at der i virkeligheden ikke en gang er tale om et opgør med Socialdemokratiet, men med en dansk politisk konsensus om, at alle bør have indflydelse på centrale livsområder - for eksempel boligen.

I regeringens udspil til rammerne til en ny byfornyelseslov, der (som sædvanlig) er lavet på embedsmandsniveau, uden partshøring og lagt på en hjemmeside lige før sommerferien, sløjfes med et let og ubesværet pennestrøg alle de nærdemokratiske principper for borgerindflydelse.
Med den nuværende byfornyelseslov i hånden kan en kommune - i størst omfang naturligvis Københavns Kommune - gå ud og påbyde byfornyelse af en ejendom. Dette vil regeringen ændre, så det fremover kun er ejeren af en ejendom der kan tage initiativ til byfornyelse.
I dag har lejerne i en privat udlejningsejendom ret til at nedlægge såvel kollektivt som individuelt veto mod de fleste byfornyelsesarbejder - har man for eksempel selv lige installeret nyt køkken, er der jo ingen grund til at byfornyelsen gør det. Denne indflydelse vil regeringen fjerne - det er udlejeren og kun udlejeren der i fremtiden bestemmer hvad der skal laves, hvornår det skal laves og hvad det skal koste.
Men, det er lejerne der efterfølgende skal betale, for ifølge regeringens udspil skal der ikke længere være noget loft for huslejen efter byfornyelse og muligheden for at få byfornyelsesboligstøtte bortfalder.

Til gengæld skal udlejeren i modsætning til i dag kunne få tilskud til at vedligeholde sin ejendom (en vedligeholdelse som lejerne allerede har betalt én gang via en særskilt del af huslejen). Og nåh ja, så skal udlejeren for resten også kunne beregne sig en større lejeforhøjelse end den han kan få i dag.
Endeligt er der den almene boligsektor, der med det nye forslag helt afskæres fra at få støtte til byfornyelse. Om dette skal ses som et sidste 'stød i hjertekulen på den socialdemokratiske boligbevægelse', som bygge- og teknikborgmester Søren Pind så manende udtrykte det, da regeringen besluttede sig for at sælge de almene boliger, skal være usagt, men i hvert fald konstaterer rapporten, at de almene boliger jo generelt er velholdte, så skal der laves noget her, kan de bare tage pengene fra Landsbyggefonden!
Med det nye udspil om byfornyelse, lukkes et vigtigt kapitel i boligpolitikkens og ikke mindst i Københavns historie. En periode på cirka 25 år, hvor nogle af de aller dårligst stillede har fået bedre boligforhold - toilet og bad i lejligheden og måske endda et nyt køkken eller nye vinduer. En periode, hvor lejerne har haft indflydelse på byfornyelsen og hvor en stor del af dem faktisk har kunnet blive boende i deres lejligheder efter byfornyelsen.
Den nuværende byfornyelseslov er på ingen måder perfekt, men den har i det mindste som sigte at skabe bedre forhold for byens borgere. Det har regeringens udspil ikke, aspektet - den enkelte borgers, det vil sige lejers, ret til ønsker om bedre boligforhold - er aldeles fraværende. 'Kulturkampen' har for alvor nået boligområdet og regeringen har med et kunstgreb overført omkostningerne til dem, det går ud over. Det er smart, men inderligt usympatisk.