Da jeg nu var i Polen, kunne jeg jo lige så godt besøge Grudziadz eller Graudens, da den var det prøjsiske og tyske storriges yderste forpost mod øst, nogle hundrede kilometer fra Hviderusland

fra Stig Hegn
Men jeg var ikke den første dansker i G. selvom der nok ikke har været mange. Anthon havde været her. I 1864 altså - efter forgæves at have forsvaret skanse 8 i Dybbøl mod prøjserne.
Som krigsfange blev han placeret så langt væk fra Danmark som muligt. Lørdag den 20. august 1864 tegnede Anthon Knudsen fæstningen, hvor han var fanget.
Dagen efter skulle han hjem som følge af våbenstilstanden. Hans tegning er bevaret i sognearkivet i Gørding ved Esbjerg.
Jeg ville se om tegningen passede. Jeg var spændt på om fæstningen var der endnu, byen havde været genstand for heftige kampe i det 3. riges sidste år. Men den var der, og jeg fik adgang, selv om det var militært område - takket være ihærdige kolleger på biblioteket.
Og et par mystiske ting ved Anthons tegning fik jeg opklaret, bondeknolden fra Gørding havde nemlig ikke lært perspektivtegning.
Søndag den 21. august 1864 drog Anthon så mod Danmark - til fods. Han var heldigere end mange kammerater, dels de der faldt, dels de der døde i fangenskab (en sten over Søren Petersen og Niels Hansen havde de gemt på museet). Det var så bare derudad, der er 1035 kilometer fra Grudziadz til Gørding, det viste min triptæller.
Efter besøget på fæstningen drak vi en pivo og kiggede ud over Visla og følte os heldige ved at have en bil at køre hjem i næste dag, at have penge til overnatning...
På vejen tænkte vi på, hvordan Anthon havde fået føden, hvor han havde sovet, hvor langt han havde gået hver dag. Og tænkte naturligvis også på en anden flok danskere, der havde gået samme vej i 1945, nemlig de danske kommunister fra Stutthof, en 100 kilometer nord for Anthons udgangspunkt.
Og jeg tænkte på Martin Nielsens beskrivelse af hvordan nogle kammerater blev hundesyge af at spise et dødt svin de havde fundet. (I Rapport fra Stutthof, se også Arbejderen 5.6. 2003). På sulten og elendigheden og døden.
Men solen skinnede og vi havde en fin tur.

PS. I 1922 fik Anthon og hans kone som guldbrudepar lykønskningstelegram fra kong Christian den Tiende og Forsvarsministeriet. Se det var da et plaster på såret fra Grudziadz.