Den sprogbrug er gået os alle i blodet. Den foregøgler en entydighed, som ikke eksisterer.

af Raymond Swing, medlem af DKP
Eigil Nielsen må den 15. juli have sat fingeren på et par ømme punkter, for han fremkaldte den 23. juli to nærmest enslydende svar fra Joan Ågot Pedersen (DKP/ML) og Martin Jensen (KPiD), som i talemåder mest af alt mindede om ånden fra funktionærgangen i det hedengangne Dronningens Tværgade (som jeg, skønt stadig DKP'er ikke giver ret meget for). Men jeg er enig i, at bedre medier end læserbreve ville være godt her.
Funktionærsproget viser sig især i alle de bestemte former af navneordene: 'MarxismEN-LeninismEN', 'DEN videnskabelige metode', 'DEN kapitalistiske produktion' og - værst af alt - 'arbejderklassEN'.
Den sprogbrug er gået os alle i blodet. Den foregøgler en entydighed, som ikke eksisterer. Kort sagt: Den udelukker virkelig diskussion, er dogmatisk (trods selvfølgelige benægtelser) og gør det svært at tænke dialektisk. Hør bare: '... det (er) ikke et subjektivt spørgsmål, om man tilhører arbejderklassen eller ej.' Altså er det objektivt. Til gengæld er det subjektivt, når 'fortroppen' (det vil sige partifunktionærerne og andre velskolede) ved 'at analysere... er i stand til at lægge en strategi og taktik... i klassekampEN'.
Men: Subjektivitet uden objektivitet er voluntarisme, objektivitet uden subjektivitet mekanicisme.

Naturligvis er det afgørende, om 'arbejderne' selv føler sig som sådanne - eller overhovedet kan føle sig som sådan, for ellers ender vi i den 'mekanicistiske' forestilling, at alle, selv slipsedrengene, tilhører arbejderklassEN, bare fordi de oppebærer en månedsløn. Selvfølgelig gør de ikke det. Men hvem så?
Problemet er netop begrebet arbejderklassEN. Man hører aldrig kommunister mere tale om et 'arbejderaristokrati' (selv om Marx gjorde) eller om funktionærers (faglige lederes, socialdemokraters og andres) dygtighed til at administrere det kapitalistiske system. I virkeligheden fungerer det jo allerbedst med dem i spidsen. Ro på bagsmækken! For de sad - og sidder stadig der - som gidsler, og fra gidsler skal man ikke forvente nogen dialektisk forståelse af forholdet mellem objektivt og subjektivt. Disse folk banede allerede for længe siden vejen for nyliberalismen, som har fået let spil siden sammenbruddet i øst.
Men helt bortset fra, at også administratorer skal have noget at leve af, så lever 'arbejderaristokrater' højt på det, andre producerer. På deres egen måde 'udbytter' de netop det 'proletariat', som de måske endda slet ikke regner sig selv med til.

Meget groft sagt (da nuanceret diskussion jo er udelukket i en læserbrevspalte) kunne vi såmænd også godt regne hele den vestlige verdens arbejderklasse med til dette 'arbejderaristokrati': Bygger ikke netop hele vor egen høje levestandard for en stor del på billig import fra ulandene?
Hvad ville der ske, hvis alle arbejdere i hele verden skulle aflønnes efter de regler, som vi selv har tilkæmpet os gennem over 100 års kamp? Og hele 'velfærdssamfundet'! Nej vel - nu kæmper vi en forståelig kamp for ikke selv at komme ned på de andres niveau, og de der i dag føler sig truede ender i Dansk Folkeparti (som i sin tid hos nazisterne).
Hvad er her subjektivt, hvad objektivet? Vi kan roligt sige, at hvis vi fortsætter i den gamle funktionærånd, vil den del af kampen være tabt på forhånd. For hvad er da perspektivet -?