Den 29. august er det 60-året for en af de vigtigste begivenheder i danmarkshistorien. På denne mindeværdige dag trådte regeringen tilbage og erkendte samarbejdspolitikkens fallit

af Lars U. Thomsen, Esbjerg
'... fra den 29. august, denne store mærkedag i det danske folks historie, blev kampen hele folkets og undertrykkerne måtte bekræfte den gamle sandhed, at intet nok så glubsk uhyre kan sluge et kulturfolk uden at få maveforgiftning og måtte gi det fra sig igen.'
Martin Andersen Nexø i Kæmp for alt, Ny Dag 1944.
Den 29. august er det 60-året for en af de vigtigste begivenheder i danmarkshistorien. På denne mindeværdige dag trådte regeringen tilbage og erkendte samarbejdspolitikkens fallit. Hvilken lære kan man drage af den 29. august og er der paralleler til vores egen tid?
Netop i disse år med borgerskabet og socialdemokraternes totale udsalg af nationale interesser er besættelsestidens historie af interesse for nutiden. Det der gav modstandsbevægelsen den store gennemslagskraft var den snævre forbindelse mellem kampen for reallønnen, mod sociale og demokratiske forringelser og kampen mod besættelsesmagten.
I disse år oplever vi et tilsvarende angreb på vores levestandard. Under dække af skattestop reducerer kommuner og amter den sociale service. Presset på arbejderklassen forstærkes gennem opskruet tempo og privatisering af pensioner og andre offentlige ydelser.
Kampen mod denne politik er ikke kun spørgsmålet om at skifte den ene regering ud med den anden. Vi har gennem årene set at forskellen på en socialdemokratisk og en borgerlig regering er beskeden, derfor må der være andre faktorer som bestemmer den kurs regeringen følger.
EU-modstanderne har gang på gang advaret mod konsekvenserne af at afvikle den nationale selvbestemmelse, med alle de konsekvenser det får for almindelige lønarbejdere i Danmark.
Det er her parallellen til vores egen tid kommer ind.
Kampen mod de sociale forringelser og for at hæve reallønnen kan ikke skilles fra kampen mod EU. Derfor er der også brug for ét kommunistisk parti, der kan trække de historiske linjer op og vise vejene til at rejse en folkebevægelse mod Euroland. Vi behøver ikke at føre kampen illegalt, men betingelserne i forhold til de grundlovssikrede rettigheder, muligheden for at komme til orde, er næsten lige så grel som under besættelsen. Kun de store medier bestemmer hvilke emner der skal diskuteres og en følgagtig akademikerstand lefler for disse medier og leverer det ønskede produkt.
To dele antikommunisme, tilsat en del løgn og voila - har vi den redigerede sandhed om kommunisternes rolle under besættelsen.
Den vigtigste lære af besættelsestiden var, at det var arbejderklassen som stod i spidsen for modstandskampen, i forbund med dele af borgerskabet og funktionærstanden. Der er igen brug for at fagbevægelsen kommer til at spille den ledende rolle i EU-modstanden, som vi så det i 70'erne og 80'erne. Det var i denne periode at kommunisterne stod relativt stærkt med folketingsrepræsentation og egen presse.
Når arbejderklassens politiske indflydelse er svækket, skyldes det kommunisternes manglende mulighed for at komme til orde. Det er den anden vigtige lære af besættelsestiden; Der skal en politisk kraft til som er i stand til at analysere situationen og drage de nødvendige konklusioner for den folkelige modstand. Trods forfølgelser og illegalitet udfyldte kommunisterne på bedste måde denne rolle under besættelsen.
Nutidens historikere har travlt med at underkende modstandsbevægelsens og DKP's betydning. Vi behøver ikke synge med på den sang, vi kan gennem vore kammeraters oplevelser og erindringer vise den vilje og modstandskraft der er afgørende, for at vende den politiske udvikling!