Angrebskrigen mod Irak affødte en vigtig debat, som klargjorde for mange, at der findes en international retsorden - Folkeretten - og at de fleste på denne klode er tjent med at den bliver respekteret.

af Jon Børge Hansen, medlem af FN-Forbundet i Norge
Pepe Escobar plejer at have dækning for det han skriver. Escobar er journalist på internet-avisen Asia Times.
Den 28. maj offentliggør han oplysninger om, at den irakiske intifada - oprøret - starter for alvor i begyndelsen af juli.
Centralt i planlægningen og organiseringen af det, der er tænkt som en langvarig guerilla-krig, finder vi Saddam Hussein. Saddam, hans to sønner, hans forhenværende forsvarschef og en række generaler sidder et eller andet sted i Irak og forbereder en modstandskamp mod besættelsesmagterne.
Pepe Escobar plejer at have gode kilder. Men denne gang baserer han sig hovedsageligt på en rapport fra CIA, som han har fået adgang til. Og som vi efterhånden alle ved, har de amerikanske efterretningstjenester produceret meget sludder om Irak, hvadenten det drejer sig om masse-ødelæggelsesvåben eller irakernes holdninger.
Vi må vente og se. Men uanset hvad, så tvinger rapporter som denne os til at tænke situationen igennem. Vi, der var modstandere af krigen mod Irak, og som i årevis har været modstandere af Saddam Husseins regime, hvordan skal vi forholde os til besættelsen og til modstanden mod den?

Folkeretten og krigen
Et udgangspunkt er folkeretten, der forandrede sig væsentligt i løbet af maj måned.
Før angrebskrigen mod Irak var debatten om FN's rolle meget vigtig. Den klargjorde for mange, at der findes en international retsorden - Folkeretten - og at de fleste på denne klode er tjent med at den bliver respekteret.
Det var ikke uvæsentligt, at USA blev nødt til at angribe Irak uden at have FN at dække sig under. Det at medlemmerne af Sikkerhedsrådet ikke bøjede sig for presset, da USA i foråret ville have en resolution der åbnede op for krig, gav os mulighed for at opsummere følgende:
For det første, at FN-Pagten, der kun giver lov til forsvarskrige og det endda på ganske særlige vilkår, fortsat er retningsgivende for måden vi håndterer konflikter mellem stater på.
For det andet, at USA's og Storbritanniens krig mod Irak var i strid med Folkeretten - med andre ord ulovlig.
For det tredje, at besættelsen derfor også er ulovlig.
For det fjerde, at irakisk civil og militær modstand mod invasionen og besættelsen er lovlig i henhold til Folkeretten.
Og for det femte, at hvis den norske regering sender tropper for at deltage i den såkaldte 'stabiliseringsstyrke' vil det gøre Norge til en illegitim besættelsesmagt, og dermed til et legitimt mål for angreb fra de irakiske modstandsfolk.

FN giver USA ret
Med Sikkerhedsrådets beslutning den 22. maj bliver alt dette ændret. 14 af de 15 medlemmer af Rådet stemte for resolution 1483. Kun Syrien udeblev fra afstemningen.
Resolutionen udgør en skillevej for FN. Avisen Washington Post udtrykker det på denne måde. 'Ved at vedtage resolutionen har Sikkerhedsrådet for første gang godkendt en udenlandsk besættelse af et af FN's medlemslande efter en invasion, som flertallet af Rådets medlemmer gik imod'.
Resolution 1483 ser ganske simpelt bort fra, at krigen mod Irak var i strid med FN-Pagten. Den nøjes med at erkende, at de sejrende invasionsstyrker har etableret sig som Iraks nye herskere under betegnelsen 'Autoriteten'. Besættelsesmagterne får alle de nødvendige fuldmagter fra FN for at omdanne Irak efter behag.
Med otte siders detaljeret tekst i resolutionen bliver alle juridiske hindringer for total kontrol med Irak og de irakiske ressourcer - herunder naturligvis olien - fejet af bordet.
FN må nøjes med at være juniorpartner på nøje afgrænsede områder. Kontrollen over salget af Iraks olie bliver overført fra FN til besættelsesmagterne. Pengene fra tidligere salg af olie, der i dag står på en FN-konto, skal overføres til en 'udviklingsfond', bestyret af USA. Det samme gælder penge, som irakiske topfolk har stående på udenlandske konti.
En række punkter i resolutionen giver besættelsesmagterne direkte immunitet mod eventuelle retslige krav fra enhver, der måtte mene at have noget til gode i Irak, hvad enten det gælder olie, gas eller finanser.
Der er ingen tidsbegrænsning i fuldmagterne. Sikkerhedsrådet skal blot undersøge hvordan det står til om et år, og da 'vurdere nye tiltag som måtte være nødvendige'. Tiltag, som USA og Storbritannien kan nedlægge veto mod, hvis de ønsker det.
Efter en krig i strid med FN-Pagten, en krig der blev sat igang på trods af omfattende modstand fra medlemmerne af Sikkerhedsrådet, ligger Irak i dag hærget og åbent for udplyndring.
Sikkerhedsrådets resolution 1483 giver i et ubegrænset tidsrum besætterne ret til at gøre hvad de vil med landet, med olien, med indbyggerne, med hele Iraks fremtid. Det eneste forbehold er en påmindelse om, at bestemmelserne i Geneve- og Haag-konventionerne om besættelsesmagtens forpligtelser også gælder for USA og Storbritannien.

'Realister'
Medlemmerne af Sikkerhedsrådet har altså kapituleret. De har bøjet sig for de militære, politiske og ikke mindst økonomiske 'realiteter i marken' og placeret sig der, hvor det tjener dem bedst.
De franske, tyske, russiske og kinesiske regeringers modstand mod krigen var alligevel ikke så principiel. Det er en lærdom, der er værd at huske på.
Folkeretten har dermed fået et åbent, smertende sår, revet op af dem der var sat til at forvalte den. FN-Pagten og Sikkerhedsrådets optræden før krigen brød ud lader sig ganske enkelt ikke forene med den enstemmige vedtagelse af resolution 1483.
Det mest graverende er måske konsekvensen for kommende krige. USA har dannet præcedens for, at angrebskrige uden støtte i FN bagefter kan blive godkendt af Sikkerhedsrådet.
Vi der har været vidner til dette spil kan i sagens natur fristes til passiv kynisme. I stedet bør vi holde fast i, at FN-Pagten skal være både moralsk og politisk forpligtende. Vi skal fremme kravet om at omorganisere FN og Sikkerhedsrådet, for at formindske mulighederne for misbrug af disse organer.
Men det er vigtigt, at også vi forholder os til 'realiteterne i marken', at fokus bliver fastholdt på det der foregår i Irak. Og de realiteter vi er vidne til, er en klassisk kolonial besættelse der kæmper for at få fodfæste.

Kolonien Irak
Amerikanerne har udarbejdet planer for at omlægge den irakiske økonomi. Planerne fokuserer på at få kontrol over olien, privatisere den statsejede irakiske industri og åbne op for udenlandske investeringer.
Beslutningen i FN var nødvendig for at få gang i eksporten af olie på lovlig vis. Men de store amerikanske selskaber er allerede begyndt at tjene på Irak. Den enorme genopbygning af landet kan betyde indtægter i milliardklassen for entreprenørerne.
Kontrakterne på alt fra havnebyggeri til opbygning af et sundheds- og uddannelsessystem er allerede tegnet, og de fleste er gået til Bush-regeringens nærmeste.
Irak betyder profit for de amerikanske (og få europæiske) storforetagender, uanset hvordan det går for landet som sådant, sålænge USA kan beholde den militære og politiske kontrol.
Det springende punkt er: kan USA magte det? Indtil videre har amerikanerne ikke engang fået politimæssig kontrol over en by som Bagdad.
Modstanden mod besættelsen er klar og tydelig, fra Mosul i nord til Basra i syd. Det er et åbent spørgsmål om denne modstand vil udvikle sig til omfattende militære aktioner. Men allerede nu bliver de amerikanske soldater dagligt udsat for angreb.
Måske bliver de shia-muslimske organisationer centrum for den kommende kamp for at få amerikanerne ud af Irak. Måske dukker Saddam og hans slæng på ny op som en vigtig faktor i modstandskampen. Måske bliver Irak sønderrevet af blodige borgerkrige, med shiaer, sunnier, kurdere og turkomaner mod hinanden. Eller for og imod Saddam Hussein.
Men måske vil det lykkes for folket i Irak at samle sig i en virkelig kamp for fremtiden, vendt mod det nye koloniherredømme. Det vi kan gøre herhjemme er at fastholde kravet om at USA skal ud af Irak, selvom den nu har fået sit figenblad fra FN.
Modstandskampen i Irak må vi tage stilling til, efterhånden som den vokser frem.

Artiklen har været bragt i det norske dagblad Klassekampen og bringes her efter aftale med forfatteren.