For øjeblikket diskuteres krav til overenskomst 2004 for at lægge op til en prioritering af hovedkravene. Ønskerne er mange og dækker stort som småt. Men det vigtige er at finde de krav, der kan samle bredest muligt i arbejderklassen.

af Joan Ågot Pedersen, faglig sekretær RBF Århus Amt, medlem af RBF’'s hovedbestyrelse, medlem af DKP/ML’'s landsledelse.

Solidaritet
Efter min mening vil det vigtigste krav være en betragtelig hævelse af mindstelønnen. Fagbevægelsen har traditionelt stået for solidaritet. Og krav om højere mindsteløn er et solidarisk krav. De stærkeste må være med til at løfte de svageste.
Mindstelønnen har altid været regulerende for de sociale satser. Også derfor er det et vigtigt krav i en situation, hvor 800.000 mennesker i den arbejdsduelige alder lever af overførselsindkomster.
Derudover er mindstelønnen også med til at regulere lønnen på alle de virksomheder, der ikke har overenskomst.
Mange inden for normallønsområdet arbejder i dag for lønninger, der ligger mellem 80 - 90 kroner i timen. I min egen branche, restaurationsbranchen, som er et minimallønsområde, arbejder folk på mindsteløn på cirka 90 kroner. Det betyder en konstant reallønsnedgang. Og med udsigterne til en øget arbejdsløshed kan det ikke en gang give den højeste understøttelse.
Der diskuteres, om kravet skal være 100 kroner eller 110 kroner. Om det er det ene eller det andet, vil det være en betragtelig forhøjelse af mindstelønnen.
Også lærlinge og ungarbejdere skal have et betragteligt løft. Alt for mange gange er de unge blevet svigtet ved fornyelse af overenskomsterne. Hvis fagbevægelsen vil vise sin duelighed over for kommende nye unge medlemmer, så må det være ved en overenskomstfornyelse.

Kollektivitet
Kollektivitet har ligeledes været en mærkesag for fagbevægelsen. Mange forbund har åbnet op for diskussionen om frit valg ved OK 2004. Det ligger fint i tråd med den liberalisering af arbejdsmarkedet, som regeringen har sat gang i.
Efter min mening skal vi ikke indføre frit-valgs-ordninger i vore overenskomster. Det er et udtryk for det ideologiske pres, der er rettet mod fagbevægelsen og det kollektive aftalesystem. Hvis vi åbner en lille flig for det frie valg denne gang, så er der plads til en ladeport næste gang. Det imødekommer kapitalens krav om individuelle aftaler på arbejdsmarkedet og dermed større ulighed. Og de fleste overenskomster rummer allerede i dag mulighed for at indgå lokale aftaler på den enkelte arbejdsplads.
Derudover vil det skabe splittelse i arbejderklassen. For hvilke krav kan vi så konflikte for i fællesskab.
Hvad angår pensionskravet, som mange forbund vil stille, så er det ikke et specielt samlende krav.
Hvad med alle dem, der ikke arbejder under en overenskomst? For ikke at nævne alle dem, der er på overførselsindkomster. Fagbevægelsen skulle hellere slås for at bevare den skattefinansierede folkepension, som kommer alle til gode.