Solen og månen skinner på hele kloden, alle civilisationer og folkeslag. Ingen har endnu vovet at tage patent på solen eller dens formørkelse

Her til morgen sænkede mørket sig over landet. Fuglene stoppede deres sang i løvhanget. Solformørkelsen var næsten total.
Det var et storslået naturfænomen, som vi mennesker ikke har nogen indflydelse på. Vi kan blot betragte det gennem sorte folier for ikke at skade øjnene.
Solen og månen skinner på hele kloden, alle civilisationer og folkeslag. Ingen har endnu vovet at tage patent på solen eller dens formørkelse.
Men der findes andre naturelementer, som vi kan erobre og har erobret, for at gøre dem til en del af vores verden.

Vores verdens tag
I denne uge er det nøjagtig 50 år siden, at Mount Everest blev besteget. Helt præcist den 29. maj blev det 60 millioner år gamle bjerg erobret. I dag er det 8850 meter højt.
Denne første succesfulde bestigning blev gennemført af Sir Edmund Hillary og Tenzing Norgay. Hillary var newzealænder, og dermed en af det britiske imperiums mænd, mens Tenzing blot var lokal nepaleser. Hillary blev slået til ridder af dronning Elizabeth.
Vores bjerg Mount Everest fremstår, som et billede på grundlaget i den vestlige liberale civilisation. Netop denne civilisation er skabt til at erobre verden med sine universelle standarder og rettigheder. Kun her er mennesket frit og udfordrer sine egne - og må man nok sige - også andres grænser. Gennem denne overvindelse af naturens udfordringer underforstås også retten til disse erobringer.

Mount Everest er for eksempel ikke det navn, det store bjerg har på de kanter. I Nepal hedder bjerget Sagarmatha, som betyder noget i retning af himlens gudinde.
I Tibet, hvor bjerget også ligger, hedder det Chomolungma, som betyder noget i retning af universets modergudinde. Disse navne viser respekten og storheden. Måske har de derfor ikke forestillet sig, at de behøvede at gå op på toppen.
Navnet Mount Everest er dog blot et resultat af den britiske kolonialisme. Det er meget lidt poetisk og udtrykker ingen storhed, der kan måle sig med himlens og universets gudinde. Godt nok hævdede briterne at solen aldrig gik ned over imperiet, men det gjorde den nu. Nej, bjerget er opkaldt efter den britiske generalinspektør i Indien i 1865. Han hed såmænd Sir George Everest.

Vores verdens dristige folk
Med erobringen af bjerget og inddragelsen af det i vores kultur har det ikke blot fået kolonialismens stempel. Det er også blevet en industri.
Sværme af højteknologisk udrustede ekspeditioner kæmper om at komme der op på Peak 15. Det er ekspeditioner der koster knapper med turguider og det hele.
I bunden af dette system er de lokale folk - sherpaerne. De slider og slæber op og ned af bjerget for at gøre ekspeditionerne så bekvemme som muligt for vores verdens dristige folk.
Ofte udsætter de sig for stor risiko og en del omkommer. Som en af forudsætningerne for vores verdens her kommer vi kultur, bliver sherpaerne groft underbetalt ligesom andre folk, der er havnet i et kolonialt greb.
Apa Sherpa blev for et par år siden spurgt, om det var et job eller et eventyr, da han havde besteget Sagarmatha 10 gange. Han svarede, at for ham var det blot et arbejde, og at han i øvrigt har forbudt sine børn at blive bærere for bjergturisterne, fordi det er enormt farligt.
Få dage før jubilæet besteg Apa Sherpa bjerget for 13. gang. Han tilbagelagde turen fra Base Camp til toppen på den uhørt korte tid på kun 10 timer og 56 minutter.
Det ligner en definitiv tilbageerobring af Sargarmatha. Lad nu blot mørket sænke sig over toppen.