12 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Væk med social dumping

Væk med social dumping

Fredag, 30. maj, 2003, 00:00:00

Vi accepterer ikke indgreb i arbejdsmarkedets frie forhandlingsret, eksempelvis deltidsloven, beslutningen om tværfaglige a-kasser samt forslaget om forbud mod eksklusivbestemmelser i overenskomsterne.

Udtalelse fra anlægs- og bygningsarbejdernes landsbranchemøde
Til regering og Folketing,
Regeringens politik understreger, at den ønsker at tage et opgør med arbejderbevægelsen og dens grundlæggende principper, hvor menneskers behov og krav om et trygt liv er sat i centrum.
Vi accepterer ikke indgreb i arbejdsmarkedets frie forhandlingsret, eksempelvis deltidsloven, beslutningen om tværfaglige a-kasser samt forslaget om forbud mod eksklusivbestemmelser i overenskomsterne. Vi forlanger, at efterlønnen bibeholdes. Desuden kræver vi, at der gennem lovgivning sikres indbetaling til arbejdsmarkedspensioner under ledighed, sygdom med videre.
Regeringens økonomiske politik har ramt og vil ramme mange bygningsarbejdere hårdt. Vi har det seneste halve år konstateret, at flere år med god beskæftigelse i byggeriet er slut. Mange dygtige kolleger er blevet arbejdsløse og uden udsigt til arbejde. Derfor kræver vi øgede offentlige investeringer, flere almene boliger og flere midler til byfornyelse - meget gerne med vægt på vinterbeskæftigelse, eventuelt i kraft af en særlig vinterbyggefond.
Vi vender os imod den mistænkeliggørelse, som arbejdsløse udsættes for. Som bygningsarbejdere ved vi af bitter erfaring, at det ikke er sjovt at blive ramt af arbejdsløshed.
Derfor forlanger vi, at udsigtsløs aktivering stoppes, at der oprettes ordinære arbejdspladser på overenskomstmæssige vilkår og at der sikres arbejde og fri uddannelse til alle.
Mens arbejdsgiverne råber på kvalificeret arbejdskraft, foretager regeringen nedskæringer og indfører øget brugerbetaling på AMU-kurser, fagskoler og efteruddannelse. Alle er enige om, at livslang uddannelse er nødvendig. Derfor kræver vi de nødvendige midler til uddannelse af vore medlemmer.
Et andet problem er et stigende antal enkeltmandsfirmaer, de såkaldte 'arme-og-ben-firmaer'. Mange firmaer misbruger skattelovgivningen for at eksistere. Dette skal stoppes omgående ved ændringer af skattelovgivningen..
Efter EU's udvidelse mod øst frygter vi, at mange østeuropæere vil komme til at arbejde til en langt lavere løn end os. Vi accepterer ikke social dumping. Vi kræver derfor fagets løn.
Brug af illegal arbejdskraft er et stigende problem på danske byggepladser. Vi kræver derfor, at lovgivningen skærpes, og som minimum at fortjenesten ved brug af illegale arbejdskraft altid konfiskeres.
Vi kræver, at Arbejdstilsynet tilføres de nødvendige ressourcer til opsøgende arbejde på byggepladserne. Desuden kræves indført certifikat ved brug af alle tekniske hjælpemidler.
Kvaliteten i byggeriet skal sættes i centrum, og tidsplanerne skal tilrettelægges i respekt for det gode veludførte håndværk og arbejdsmiljøet. Vores mål er, at bygninger renoveres med miljørigtige og velvalgte materialer, og at der bliver bygget gode og sunde boliger.

Vedtaget på landsbranchemøde den 24. og 25. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. maj. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp