Begivenheder som forårets Irak-krig viser os, at demokrati og moral ikke altid er forenelige størrelser. I hvert fald ikke, når vi taler om borgerligt demokrati

af Kjeld Stenum
En af mine gode venner skrev i et brev til mig om, at forårets malingsaktion mod statsministeren og udenrigsministeren var for pjattet og artig, når man tager i betragtning, hvad det egentlig er, de to herrer har gjort sig skyldige i. Og når diskussionen bagefter kommer til at handle om, at i demokratier må vi respektere hinandens personlige integritet, så er det fuldstændig afsporet.
Han havde svært ved at se gyldige moralske indvendinger imod, at de blev draget til ansvar for deres beslutninger med midler af samme karat som dem, de havde besluttet sig for at anvende mod uskyldige, ligegyldigt hvor demokratisk et mandat de var valgt med.
Modstandsbevægelsen under krigen var jo også et oprør imod demokratiet, selvom den kæmpede for demokratiske idealer. Jeg skal ikke gå ind i at gengive alle hans synspunkter, det gør han meget bedre selv, hvis han da ønsker det, jeg skal koncentrere mig om, hvilke tanker de satte i gang i mit hoved.

For jeg giver ham fuldstændig ret.
Til tider så tvinger vores moral os til at gøre oprør mod ting, selvom de er besluttet med demokratisk mandat. Hitler kom til magten ad fuldstændig legitim demokratisk vej. Og det er også korrekt, at modstandsbevægelsen under krigen var et oprør imod demokratiet. Demokratiet - det var samarbejdspolitikken med tyskerne. Den havde bred tilslutning i folketinget, og dens fordømmelse af modstandsbevægelsens aktioner havde sit demokratiske mandat i orden.
Hvis vi stiller begrebet 'demokratiske spilleregler' op som absolutte størrelser, som vi under ingen omstændigheder må overtræde, så må vi også acceptere, at et fænomen som modstandsbevægelsen under krigen ville være umuligt.
Det er klart, ingen af os på venstrefløjen vil acceptere den konsekvens. Men så langt i defensiven har vi altså ladet os trænge af al terror-bekæmpelses-retorikken, at selv folketingsmedlemmer fra Enhedslisten er på vej ud i en ophøjnelse af begrebet 'demokratiske spilleregler' til noget, der gør, at vi end ikke må kaste maling på folk, der inddrager os i beslutninger om at deltage i organiseret mord.

Jeg er godt klar over, at det demokrati, jeg her har talt om, det er et borgerligt demokrati. Og det, der karakteriserer et borgerligt demokrati, det er jo først og fremmest, at det ikke er et virkeligt demokrati, men et pseudo-demokrati.
Enhver, som nogensinde har været på arbejdsmarkedet, ved, at på produktionens område - her hersker der på ingen måde demokrati i vores samfund, her hersker der diktatur.
Du har ikke det samme at sige vedrørende planlægningen af produktionen som din arbejdsgiver.
Lidt mere nøjagtigt, så har du ikke en skid at sige, han har alt at sige.
Det spillerum, der er tilbage til demokratiske beslutninger i vores land, det svarer med andre ord cirka til den indflydelse, du har på din boligform ved at få lov til at vælge vægfarverne i et hus, som er bygget. Mens det, du skulle have haft indflydelse på, selvfølgelig var, hvordan hele huset skulle være.
Derfor skal vi selvfølgelig heller ikke angribe vores demokrati for, at det er et demokrati, men for, at det kun er et pseudo-demokrati. Og vi kan ikke uden videre tage for givet, at beslutninger taget i pseudo-demokratiet også virkelig afspejler folks vilje, selvom det demokratiske mandat er uangribeligt.
Hvis folk tror, at pseudo-demokratiet er et virkeligt demokrati, så vil de tro, at den herskende tilstand i riget er udtryk for deres vilje og dermed også er deres ansvar, og så vil deres politiske stillingtagen blive frustreret.

Vi kan altså ikke uden videre tage det, at vores demokratisk valgte statsminister hedder Anders Fogh Rasmussen og vores udenrigsminister hedder Per Stig Møller, som bevis for, at flertallet i vores land virkelig ønsker et privatiseret borgerligt-kapitalistisk samfund med minimal velfærd. Og heller ikke som bevis for, at de virkelig ønsker, vi absolut skal være med og sætte vores fingeraftryk på USA-imperialismens mordvåben.
Men - selvom vi havde haft et virkeligt demokrati, et socialistisk demokrati, der også indbefattede en demokratisk planlægning af produktionen, selv da tror jeg ikke på, at vi kunne være sikre på at undgå voldsomme moralske dilemmaer, der undertiden ville bringe nogen af os ud i situationer, hvor vi følte os nødt til aktivt at bekæmpe beslutninger, der havde det demokratiske mandat i orden.
Jeg har gennemgående meget tillid til mine kolleger, og jeg har i hvert fald mere tillid til dem, end jeg har til dem, jeg træffer fra andre samfundslag.
Men jeg har også siddet i skure, hvor for eksempel de racistiske bølger har gået så højt, at jeg skammede mig over at være dansk arbejdsmand. Og for eksempel under USA's krig mod Taleban oplevede jeg at sidde i et skur, hvor jeg var den eneste, der anså denne krig for forbryderisk, mens alle mine kolleger mente, den var nødvendigt, beskidt arbejde.

Jeg vil ikke sige, det er den slags synspunkter, jeg altid møder. Men jeg møder dem.
Derimod møder jeg meget sjældent arbejdskammerater, som virkelig tror på, at vores demokrati er demokratisk. De kan godt gennemskue tingene, og det nytter ikke, at frelste venstreorienterede render rundt og bilder sig ind, at de kender deres virkelige holdninger bedre, end de selv gør.
De standpunkter, vi tager selv under vores pseudo-demokrati, er i vidt omfang udtryk for, hvad vi virkelig mener. Og de voldsomme moralske konflikter, vi kan opleve at blive kastet ud i i forhold til selv vores nærmeste kolleger i dag, dem ville vi næppe undgå også - i et vist omfang - at blive kastet ud i, selvom vi havde haft et virkeligt socialistisk demokrati.
Og hvis dette virkelige socialistiske demokrati ikke evnede at løse disse moralske konflikter, men måtte ty til at undertrykke eller fortrænge dem, så ville det hurtigt grave sin egen grav.

Selv i et socialistisk demokrati ville vi være forpligtede til at tage bladet fra munden. Derfor bør vi heller slet ikke i vores borgerlige pseudo-demokrati være overbærende eller pæne, når nogen drager os ind i at deltage i organiseret mord. De ved, hvad de gør!
Og hvis den moralske konflikt end ikke kommer frem, fordi vi har for travlt med at opføre os pænt, så er det eneste som er sikkert i et pseudo-demokrati, at den bliver løst forkert.