Tak til Arbejderen for at have givet plads til Jørgen Tang Holbeks fine anmeldelse af Erik Hoppes udstilling på Nivågård. Men, Jørgen, på et enkelt punkt er jeg lidt uenig med dig. Jeg synes du er ublid ved ´det modernistiske skoleridt´

af Finn Hermann, København
Især synes jeg ikke der er den modsætning mellem Hoppe og modernismen, som du antyder. Du skriver jo selv om 'hans livslange bestræbelser for at fange lyset, begribe solens skinnen når det modtages af, støder på, fanges af, omsvøber eller trænger igennem, hvis det da ikke smides tilbage af stoffet'.
Det er vel netop kendetegnende for modernismen, at den sætter værkets fysiske tilblivelse, den maleriske handling foran motivet; at den sætter motivet /det tilsyneladende motiv op imod stoffet. Motivets forskellige dele forvandles i malerprocessen, så de bliver til hinandens 'stof' - pigen til lys, pigen til græsplæne, græsset til krop - og derved får en anden identitet end den de havde uden for maleriet. Eller alting omdannes til ét stof, den tykt påsmurte oliefarve eller mønstret af penselstrøg eller.... Således at naturen, de rytmiske skygger, lysets spil i koldt og varmt og pigen i parken gennemtrænges af den samme erotik.
Eller kunstværket får beskueren til at stille det spørgsmål, hvad det er vi ser, når vi ser naturen eller hinanden eller lyset: Om mennesket er et menneske eller et strejf af kærligt lys, et strejf af forelskelse eller rendyrket ensomhed eller slet og ret sansning.
Er det ikke rigtigt, at Hoppe mere end mange andre i sin samtid beskæftigede sig med spørgsmålet: Hvad er et maleri? Hvad er det at male? Hvad er det der gør kunsten til andet end den virkelighed den henter sin inspiration i? Og er det ikke netop de spørgsmål modernismen beskæftiger sig med?