At kaste vores æg i EU´s kurv, er det samme som at aflive fredsbevægelsen - en fredsbevægelse kan aldrig bygge sig op, ved at støtte den ene supermagt imod den anden.

af Karen Sunds, medlem af DKP/ML's landsledelse
Holger K. Nielsen fra SF er klar til at støtte EU's militære oprustning.
EU's nye beslutninger om at sætte fuld fart på våbenproduktionen, om at invitere våbenlobbyen direkte med ind til det bord, hvor de politiske beslutninger tages, om at opbygge et trusselsbillede, som kan sætte oprustningen i relief.
Det er alt sammen i orden for SF's formand.
Irak-krigen har forårsaget et kvantespring i hans forståelse af verden, ifølge ham selv. EU skal have en militær styrke, og det skal bruges til at 'sætte muskler bag en blød sikkerhedspolitik', fortæller han til ugebrevet A4.
Her når forvirringen et højt niveau: Ulven skal udstyres med skarpe tænder, men den må ikke bide...
Ikke nok med det. SF's formand er også klar til at tage et opgør med folkeretten: Til ugebrevet A4 siger han, at fredsbevægelsen blev fanget i en fælde, da vi ikke havde noget bud på, hvem der skal smide diktatorer fra magten. Holger K. mener, at i denne globaliserede tidsalder er der ikke længere plads til den såkaldte folkeret. Det vil sige dét princip, at alle stater skal behandles lige og at interne politiske forhold i et land er nationale anliggender, som ingen andre magter kan blande sig i.
Nu skal EU varetage opgaven at afgøre, hvilke lande man skal intervenere i! Ganske vist skal beslutninger om intervention stadigvæk en tur hen over FN's bord. Men Holger K. mener ikke, at FN er effektiv, så nu må EU til.
Og Holger K.'s opbakning til EU's militære oprustning er tydeligvis også gældende, selvom EU er akkurat ligeså imperialistisk som USA. Da Dagbladet Arbejderen spørger ham, om ikke Tyskland og Frankrig har de samme stormagtsinteresser som USA, lyder svaret: 'Det aner jeg da ikke noget om. De er da ikke domineret af USA i hvert fald. Det altafgørende er at skabe en modvægt til USA's dominans.'
Det aner Holger K. ikke noget om. Men det burde han måske tænke over. Han giver her sin opbakning til et våbenkapløb mellem to imperialistiske supermagter. EU's oprustning vil af USA blive brugt som undskyldning for yderligere våben. Og på begge sider af Atlanten er det den arbejdende befolkning, der betaler regningen.
Det fremgår dog klart, at Holger K. har høje tanker om EU som en fredselskende magt. Til ugebrevet A4 siger han, at EU skal føre en sikkerhedspolitik, 'der systematisk fremelsker demokrati og økonomisk udvikling. Netop i disse spørgsmål hviler EU på helt andre værdier end USA.' og 'Jeg er blevet mere opmærksom på de demokratiske værdier, som vi har tilfælles i EU.'
Hvem er 'vi'? Er det de europæiske befolkninger? For så kan vi roligt tilføje: Som vi almindelige europæere har tilfælles med den almindelige amerikaner, som også har vendt sig massivt mod Bush's krig.
Eller er det EU's politiske elite, statslederne fra Tyskland og Frankrig, Holger K. taler om?

EU har allerede blod på hænderne
Når vi skal se på, hvilke ædle motiver der måtte drive EU, så lad os se på noget faktuelt: Balkan-krigene. For historien om, hvordan disse krige blev startet i starten af 90'erne viser til fulde, at EU allerede har blod på hænderne.
Tyskland har helt tilbage fra Anden Verdenskrig stærke interesser i Balkan-området. Da Østeuropa begynder at bryde sammen, lægger Tyskland en langsigtet strategi for at få opdelt og splittet Jugoslavien, hvad der er en betingelse for, at Tyskland kan trænge ind i området. Tyskland opfostrer aktivt befrielsesbevægelserne i Kroatien og Bosnien. Og Tyskland erklærer åbent sin støtte til disse bevægelsers krav om selvstændighed og løsrivelse. Dette sker i vinteren 1991. Men EU-landene var ikke enige om at bakke Tyskland op i deres imperialistiske projekt på Balkan.
Så blev der indgået en række politiske studehandler: Den tyske kansler Genscher lovede Storbritanniens John Major, at Storbritannien kunne få lov at stå udenfor den sociale del af Maastricht-traktaten, som netop blev forhandlet på plads i december '91. Og Frankrig fik lovning på tysk støtteopkøb af francen, som var under pres på valutamarkederne.
Derefter var EU klar til officielt at bakke op om Tysklands intervention i Balkan. EU's støtte til Kroatien og Slovenien kom kort tid efter i '92.
Tysklands Genscher blev advaret om, at dette ville føre til en menneskelig katastrofe. FN's daværende generalsekretær Perez de Cuellar havde skarpt advaret Genscher om, at anerkendelsen af Kroatien kunne betyde 'the most terrible war in Bosnien-Herzegovina'. Det kan man blandt andet læse om i Jørgen Estrups nye bog 'Uden kompas', som dokumenterer dette. Jørgen Estrup er fra Det Radikale Venstre, men altså noget mere klarsynet end SF's formand.
En fuldstændig bevidst opsplitning af Jugoslavien var det middel, der blev brugt for at Tyskland kunne placere sig i området. Det er en dokumenteret kendsgerning. Og resultatet blev krig og folkemord.
Men Holger K. mener, at 'den blodige lektie fra 1990'ernes krige på Balkan var, at der først blev fred, da USA efter længere tids dobbeltspil trådte ind på scenen med sit militære isenkram. Europa manglede den militære kapacitet, der havde gjort EU til en troværdig partner og skabt lydhørhed hos de stridende parter'.
Ifølge Holger K. skulle EU altså have haft større militær kraft, så man kunne have forhindret udrensningerne på Balkan.
Det var Tyskland og EU, der satte processen i gang, antændte ilden. Nu vil man give pyromanerne endnu mere handlekraft, blot fordi de har klædt sig ud som brandmænd!

Imperialismen skaber krige
Holger K. afslører en rystende mangel på viden om, hvad der forårsager krigene. Han har tydeligvis sneget sig ind i SF, uden nogensinde at have åbnet en bog af Marx.
Irak-krigen falder jo ikke ned fra himlen, som en uforklarlig hændelse.
Imperialismen er i dyb krise. I to årtier har profitraten i den reale sektor i økonomien været lav. Konkurrencen mellem de store multinationale monopoler er skærpet til det yderste. Derfor bliver metoderne, for at sikre profit, og for at sikre de skrantende kapitalistiske økonomiers bevægelsesfrihed og nye markeder, stadig mere barske.
Verden har i øjeblikket to imperialistiske poler: USA og EU.
Den ene ligger økonomisk i krampe, den anden er på vej frem.
Økonomisk er den vældige militære supermagt, USA, uhyre sårbar, med sin ufatteligt store udenlandsgæld, der alene holdes oppe af den store mængde udenlandsk kapital. Men netop denne kapital begynder nu at flygte ud af USA. Derfor er den amerikanske imperialisme desperat og aggressiv.
På den anden side har vi en fremvoksende supermagt, EU. En supermagt, der også drives af jagten på højere profit og nye markeder. Men som i øjeblikket ikke i samme grad som USA er trængt op i en krog. Og derfor heller ikke agerer på samme aggressive måde.
Det er indlysende, at får imperialismen lov at rase videre, uden indblanding, så må der på et tidspunkt komme en omfordeling af magten mellem disse to imperialistiske poler i verden, fordi styrkeforholdet ikke er stabilt. Det er elementær marxistiske logik.
Denne kamp vil rase, også i form af egentlige krige, sandsynligvis pr. stedfortræder. Den eneste kraft på denne klode, der kan forhindre, at denne krig bliver gennemført med uhyre civile ofre, er fredsbevægelsen og den anti-imperialistiske bevægelse på verdensplan. Hvis den vokser sig stærk nok, kan den stoppe vanviddet.

En indædt kamp om Østeuropa
De indledende fægtninger ses i Østeuropa. Og der er ikke tvivl om, at Østeuropa bliver den første centrale skueplads for dette opgør. Det er helt logisk, at det sker netop her, for det er her, de nye markeder er, efter murens fald.
USA er på militær charmeoffensiv: Polen inviteres til en fremtrædende plads i besættelsen af Irak. USA meddeler, at de vil oprette nye militære baser i Østeuropa, 'det nye Europa', som Rumsfeld siger.
Men EU har den grundlæggende kontrol med de østeuropæiske lande. Med langt over halvdelen af de direkte udenlandske investeringer i området, og økonomisk og politisk kontrol via et kommende EU-medlemskab, har EU fat i den lange ende.
Der raser en indædt kamp, politisk, handelsmæssigt, økonomisk mellem de to imperialistiske poler. På et tidspunkt vil denne krig også blive militær.
Men det vigtigt at holde fast ved, at der er en tredje kraft: Den anti-imperialistiske bevægelse på verdensplan.
Denne kraft kan ændre dette vanvid. Ikke hvis vi kaster vores æg i EU's kurv, for det vil være det samme som at aflive fredsbevægelsen. Det turde være indlysende, at en fredsbevægelse aldrig kan bygge sig op, ved at støtte den ene supermagt imod den anden. Det vil være et spørgsmål om tid, inden EU selv starter en krig op, som den anti-imperialistiske bevægelse skal kæmpe imod.
Vi er ved at komme til en skillevej: Imperialismen har nået det stade i sin proces, hvor dens videre krise og udvikling er ensbetydende med krig og folkemord. Men hvor vi kan dreje historiens hjul i en anden retning.
Som det for nylig blev udtrykt af en brasiliansk kommunist på 1. maj i Århus: 'Det er valget mellem socialisme eller barbari.'