12 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tak for støtte til blokader

Tak for støtte til blokader

Søndag, 18. maj, 2003, 00:00:00

TIB stopper blokaderne ved Volvogrunden, nu hvor medlemmerne er sikret deres penge

af Kjeld Andersen, bygningsgruppeformand, TIB afdeling 24 Nordsjælland
Arbejdskampe har igennem fagbevægelsens historie haft forskellige udfald, og nogle kampe har man suverænt vundet. Det har igennem historien givet samfundet et løft i den rigtige retning til fordel for arbejdernes vilkår.
Arbejdskampen i Frederikssund havde udgangspunkt i manglende løn til vores medlemmer på en samlet sum af 280.000 kroner.
Vores medlemmer havde været ansat i et firma, der aldrig skulle have haft lov til at ansætte folk. Der var ingen ordentlig økonomi i firmaet til uforudsete udgifter, og på den baggrund 'brugte' firmaet de penge der skulle betales til Told & Skat, samt den løn vores medlemmer havde tilgode.
I det moderne samfund vi lever i, er der på baggrund af tidligere arbejdskampe opnået nogle rettigheder der gør, at vores medlemmer har en mulighed for at få deres tilgodehavende løn via Lønmodtagernes Garantifond.
I den periode sagen bliver behandlet hos Garantifonden, har vi retten til at blokere det arbejde vi har aftaler på, og ingen andre organiserede firmaer med organiseret arbejdskraft må udføre vores arbejde, før den skyldige løn er betalt. Det er også en rettighed, der er opnået ved tidligere arbejdskampe.

Afviste at betale løn
I denne sag havde firmaet HAKI BYG ApS arbejde på to pladser, én i Helsingør og én i Frederikssund.
I Helsingør var det Skanska der var hovedentreprenør for et boligselskab, og på denne plads havde vi et tilgodehavende på 170.000 kroner. Efter et møde mellem Skanska, Dansk Byggeri og TIB blev vi hurtigt enige om, at den manglende løn skulle betales, før arbejdet kunne forsætte på pladsen.
Her var der nogle parter der accepterede det arbejdsretlige system, som fungerer fint i det danske samfund, og efter den manglende løn var udbetalt, kunne arbejdet frigives og byggepladsen forsætte.
I Frederikssund var det en privat bygherre der havde lavet entreprisen med firmaet HAKI BYG ApS, og da firmaet ophørte med at betale løn til svendene, blokerede vi pladsen i Frederikssund på samme måde som i Helsingør.
Den private bygherre Rene Rasmussen ville ikke acceptere det arbejdsretlige system, og ville derfor ikke betale den skyldige løn på 280.000 kroner.
Han var af den opfattelse, at Lønmodtagernes Garantifond skulle betale den skyldige løn, og ikke ham. Jeg er af den opfattelse, at det er urimeligt at Garantifonden skal betale for at få hans hus opført.
Det arbejde vores medlemmer havde aftaler på, satte han så uorganiserede enkeltmandsfirmaer til at udføre.

Fin opbakning
Og det er her vores arbejdskamp har haft sin berettigelse:
* Kampen for at bevare det udmærkede aftalesystem vi har i Danmark.
* Kampen for at bevare retten til arbejdet.
* Kampen for at bevare retten til, at andre ikke må udføre arbejde, før lønnen til vores medlemmer er betalt.
Hvordan gik det så?
Der har været en meget fin opbakning på demonstrationerne fra stort set alle forbund, og en stor tak skal lyde herfra til alle der har deltaget aktivt i vores arbejdskamp i Frederikssund.
Vi har fået vist, at der stadigvæk findes en fagbevægelse, og vi har fået en fair og god behandling i den borgerlige dagspresse. TV2 Lorry og Københavns Radio har også sendt nogle gode udsendelser.
Dagbladet Arbejderen har fulgt vores arbejdskamp ved at skrive nogle gode artikler i deres udmærkede dagblad, og kommet med opfordringer til støtte i demonstrationerne.

Pengene kommer
Vi har nu fået oplysning om, at Lønmodtagernes Garantifond har anerkendt konkursbehandlingen af HAKI BYG ApS. Den tilgodehavende løn på 280.000 kroner vil så blive betalt via fonden til vores svende.
Svendene får deres løn, om end meget forsinket.
Om det så er den mest retfærdige løsning af konflikten, må man afgøre med sig selv. Jeg mener det er forkert at bygherren skal have finansieret sit byggeri af Lønmodtagernes Garantifond.
Demonstrationerne ophører, og dette fordi vi har opnået en positiv tilkendegivelse i befolkningen i Frederikssund samt blandt de af vores medlemmer der har fulgt arbejdskampen. For ikke at stemningen skal vende til noget negativt, hvad der meget hurtigt kan ske når der er fysiske blokader af en arbejdsplads, stopper vi hermed blokaden mod Volvogrunden.
Denne afgørelse har jeg taget i samarbejde med bygningsgruppeformand Peter Hougård Nielsen, efter det har været debatteret i forbundets bygningsudvalg.
De planlagte demonstrationer på Volvogrunden i Frederikssund den 19., 20. og 21. maj er hermed aflyst

Fremtiden
Vi har stadigvæk en stor opgave der skal løses, og det bliver aktioner overfor brugen af enkeltmandsfirmaerne - vi skal via Told & Skat have afklaret lovligheden i enkeltmandsfirmaernes aftaleforhold med bygherre og hovedentreprenører.
Er der nogle skattefordele de benytter sig af, som de ikke har krav på?
Når den type firmaer laver aftaler med en bygherre som ham i Frederikssund, ligger den aftalte timeløn på cirka 230 kroner, og ud af denne timeløn skal der betales udgifter til afholdelse af ferie, pension og ikke mindst forsikringer.
Hvordan firmaerne kan få det til at løbe rundt kan man kun gisne om.
På vegne af TIB afdeling 24 Nordsjælland takker jeg hermed for den fine opbakning vi har fået i vores arbejdskamp - til alle der har deltaget fysisk, og ikke mindst til dem der har støttet os mentalt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. maj. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp