EU som en stærk modpol til USA. Det er den nye dagsorden fra Socialdemokratiet og SF.

af Karen Sunds, nationaløkonom, medlem af DKP/ML's landsledelse og af styrelsen i Folkebevægelsen mod EU.

Jeg skal ikke gentage, hvad Niels Eriksen og Trine Pertou Mach allerede har sagt om EU's hensigter. EU er ikke et hak bedre end USA, det er sagens kerne.
Hvad der pikerer mig mest, er følgende fra Pernille Frahm her i avisen, om betydningen af en fælles udenrigspolitik i EU: 'Det vil naturligvis være et indgreb i danske regeringers ret til blindt at følge USA, men den ret afgiver jeg gerne for at sikre muligheden for en stemme for FN og international ret'.
Det er da et utroligt defensivt synspunkt. Kunne Pernille slet ikke forestille sig, at retten til en selvstændig udenrigspolitik kunne bruges til andet end at følge i røven af Bush? Regner vi med, at Fogh & co. sidder på magten til evig tid?

SF flirter med ja
Det er deprimerende, hvis SF ikke har fantasi til at se større perspektiver. Vi står netop i en situation med en ny stærk fredsbevægelse, der viser det enorme potentiale, der er i den folkelige modstand.
Nu skal denne fredsbevægelse altså udmøntes politisk og gives en stemme, via EU's institutioner? Fredsbevægelsen har allerede vist, at den selv har både stemme og handlekraft.
Vi har den samme uenighed i holdningen til den kommende unionsforfatning. Her er der en absolut realistisk mulighed for at sikre et dansk nej ved en kommende folkeafstemning. Et nej, der ville åbne nye perspektiver for de progressive kræfter i Danmark, både i kampen herhjemme, og i skabelsen af international solidaritet.
Alligevel flirter SF med muligheden for at stemme ja. Selvfølgelig vil et SF-ja til EU's grundlov svække nej-siden. Men der vil stadigvæk være en realistisk mulighed for at få et nej. Og vi vil kæmpe med næb og klør for det.
Det skal SF bare være klar over. Hvor fedt er det lige for SF at stå sammen med Fogh Rasmussen på en tabende ja-fløj?

Brug for selvbestemmelse
Og her kommer vi netop til perspektivet for denne kamp: Et nej til unionsforfatningen er politisk set langt mere dramatisk end selv nej'et i 1992 til Maastricht. Ingen skal tro, at den politiske situation bare kører uændret videre herefter. Det vil udløse en enorm politisk krise hos alle ja-partierne. Altså også en parlamentarisk krise.
Vi er nødt til at tænke lidt længere frem, og forudse disse muligheder. Og arbejde efter at holde chancerne åbne, allerede nu.
Det skulle ikke være svært at se, at vi kan få hårdt brug for vores nationale selvbestemmelse og en selvstændig udenrigspolitik i fremtiden.