Det brasilianske folk og dets nye regering står overfor en kæmpe opgave med at gennemføre radikale forandringer i en situation med dyb krise.

af Gilda Almeida, medlem af forretningsudvalget i Brasiliens faglige landsorganisation, CUT
Lulas valgsejr i Brasilien kommer i en situation med dyb krise og modstand som finder sit eget udtryk i den særlige og modsætningsfyldte situation i Brasilien.
Denne sejr markerer starten på en ny fase i vores folks kamp. Det er en sejr for de politiske og sociale kræfter, som forsvarer de progressive og folkelige interesser. Nye kræfter står nu over for en stor udfordring, nemlig at overskride de rammer, som er blevet påtvunget udefra, og skabe et demokratisk projekt, som kan åbne op for udvikling af landet.
Den nye brasilianske regering består af en front af både venstrekræfter og centrum-højre kræfter. Den centrale kraft er Arbejderpartiet (PT). Kommunisterne deltager i forreste række i den nye regering, for første gang i Brasiliens historie.

Regeringen har bred støtte i de organiserede folkelige kræfter og nyder sympati fra repræsentative dele af mellemlagene og vigtige dele af borgerskabet. Men selv om de konservative partier tabte præsidentvalget, har de stadig betydningsfulde positioner i delstatsregeringerne og parlamentet. Dette gør det vanskeligt for Lulas regering at opnå absolut flertal for sine reformer.
På denne måde overtog venstrekræfterne landets regering, men har endnu ikke fuldt ud erobret den reelle magt. Og på grund af arven fra den nyliberale model, som blev indført i 1990'erne, har Lulas regering endnu ikke opnået de nødvendige forudsætninger for umiddelbart at kunne bryde med den linje, som var fremherskende tidligere.
Med disse begrænsninger i den politiske magt står den nye regering over for den udfordring at indføre en model for udvikling, som bygger på økonomisk vækst og national suverænitet. Den står over for den udfordring at omforme et land, som er ekstremt sårbart udadtil, og som er blevet viklet ind i Valutafondens diktater og opskrifter. Denne sårbarhed er et resultat af den tidligere præsident, Fernando Henrique Cardosos regering, som uden restriktioner åbnede markedet og gennemførte en finansiel deregulering, hvad der førte til, at renterne og de offentlige underskud voksede til et hidtil uhørt niveau.

I 2002 forværredes den strukturelle krise. Det medførte en række akutte problemer - underskud, astronomiske renter, inflation og krise i energisektoren - hvad der skabte en følelse af stor ustabilitet i befolkningen. Året begyndte med en arbejdsløshed på 11 procent af den erhvervsaktive befolkning. De arbejdendes gennemsnitsindtægt var 12,7 procent mindre end i 1998.
Udlandsgælden nærmer sig 230 milliarder dollars, hvad der betyder, at landet skal betale omkring 40 milliarder i renter og afbetaling i år. Den offentlige gæld svarede i december 2002 til 55,89 procent af bruttonationalproduktet. Og som om dette ikke var nok, brugte den tidligere regering af landets internationale valutareserver, som i slutningen af året var på 13,6 milliarder dollars, et fald på 41,4 procent i forhold til 2001.
Inden for disse rammer står Lulas regering med et land, som er ramt af alvorlige problemer, og hvor der ikke er resurser til en umiddelbar løsning. Den finanslov som den har overtaget, er i alt væsentligt øremærket til betaling af den offentlige gæld. Dette skaber store problemer for den nationale genopbygning og de sociale fremskridt.

Den nye regering har en demokratisk og progressiv karakter. Der er blevet oprettet fora, hvor folket tages med på råd, så der kan skabes en bred politisk pagt bag regeringen.
Regeringen har umiddelbart taget kampen op mod sulten og har 'social indlemmelse' som ledestjerne for udviklingen.
Den har indledt en proces for etablering af en aktiv udenrigspolitik, som styrker Brasiliens ledende rolle i Sydamerikas integrationsproces og betyder omfattende reaktivering af det Sydamerikanske Fællesmarked, Mercosul (Mercusur).
Men selv om den nye regering er demokratisk, er den stadig fanget af den økonomiske politik, som gik forud. Dens magt er begrænset, og den lider under en knugende arv fra fortiden. Selv om det er vanskelig øjeblikkeligt at bryde med den nyliberale model, må og skal denne forandring ske.
Kampen mellem de to slags politik - den gamle og den nye, som skal finde sit konkrete udtryk - er til stede i regeringen og samfundet. Og udfaldet af denne kamp er ikke afgjort på forhånd.

For de revolutionære, demokratiske og patriotiske strømninger indledes der således en nye fase, der består i opbygning af et alternativ, som kan overvinde den nyliberale dominans, forene brede sociale og politiske kræfter og bringe det folkelige, demokratiske og nationale projekt til sejr.
Den politiske kamps nuværende fase er kendetegnet ved, at arbejderne, de folkelige lag, mellemlagene, de studerende og dele af arbejdsgiverne sætter sig i bevægelse gennem deres organisationer.
Som følge af de kompromisser og aftaler, som blev indgået under valgkampen under indtryk af den finansielle og valutamæssige krise, og som følge af de 'økonomiske spilleres' magtfulde interesser og de tunge ydre og indre restriktioner, som er gået i arv, står den nye regering over for et paradoks: Enten at garantere de aftaler, som blev indgået i Fernando Henrique Cardosos periode, eller ændre det projekt, som blev ført ud i livet af den tidligere regering.
Dette fører til et pres for at fortsætte den gamle linje. Og dette pres kan vokse, hvis der ikke skabes en strategisk bevidsthed om, at der må gennemføres forandringer, og hvis denne bevidsthed ikke støtter sig på folkelig mobilisering. Forandringer er kun mulige, hvis der sker en ændring af det hidtidige økonomiske politik, så nationalstaten kan bygges på et nyt grundlag.
På nuværende tidspunkt indtager regeringen stadig en defensiv holdning. Det er ikke muligt at foretage et hurtigt skift af den økonomiske politik, da den frygter 'markedets' hævn på grund af den store skrøbelighed udadtil. På denne måde ser den sig tvunget til at tage skridt, der går imod udviklingsprojektet, som for eksempel fastholdelse af de høje renter. Disse skridt kan betragtes som forbigående, eftersom den nylige historiske erfaring viser, at anvendelsen af en nyliberal politik begraver muligheden for udvikling.
Af alle disse årsager kan forandringen ikke ske abrupt. Problemet består i, hvordan man skal udarbejde og forklare den nye nationale strategi for udvikling i betragtning af de aktuelle betingelser. Regeringen bør opstille de konkrete mål for at øge befolkningens tillid. Den må gennemføre de nødvendige reformer - social-, faglig, arbejdsmarkeds-, finans- og skattereform - og må her hele tiden tage hensyn til de sociale rettigheder og arbejderklassens interesser.
På denne måde mener vi, at regeringen er en omstridt regering. På den ene side presses den af samfundets konservative sektorer, der stadig forsvarer nyliberale interesser. Og på den anden side presses den af arbejderklassen, som ønsker forandringer til gavn for befolkningsflertallet.
Derfor kan udviklingen af en bred national bevægelse for udvikling, produktion og beskæftigelse, som mobiliserer arbejderne, store dele af folket og samfundets progressive sektorer, blive et første skridt til at slippe ud af den spændetrøje, som hersker på nuværende tidspunkt. Det kan blive første skridt i kursen mod sociale forandringer.

Dette er anden del af den tale Gilda Almeida holdt den 1. maj i Tangkrogen i Århus.