Som medlem af Museumsforeningen har vi også mødt en larmende tavs arrogance, når vi forsøgte, at få kontakt til politikerne. Vi skrev til byens borgmester og bad om et møde hvor vi kunne fremlægge vores opfattelse af den ulykkelige museumssituation byrådet har bragt os i
af Jørgen Tved, Frederiksværk
Borgmester Helge Friis var en af talerne ved 1. majmødet i Frederiksværk. Han holdt en rigtig god tale om den arrogante holdning han var blevet mødt med, da han forsøgte at få landets finansminister i tale i forbindelse med Stålværkets lukning. To gange havde han skrevet, men var blevet mødt med en 'larmende' tavshed.
Jeg forstår din harme og er helt enig med dig: Det var og er en arrogant holdning Thor Petersen udviser.
Som medlem af Museumsforeningen har vi også mødt en larmende tavs arrogance, når vi forsøgte, at få kontakt til politikerne. Vi skrev til byens borgmester og bad om et møde hvor vi kunne fremlægge vores opfattelse af den ulykkelige museumssituation byrådet har bragt os i. Vi skrev dog kun en gang og vi fik et svar, at vores henvendelse var sendt videre til en anden, så der var ingen audiens for os i borgmesterkontoret.
Vi skrev også til alle medlemmerne af Folketingets Kulturudvalg og fik et pænt svar fra udvalgets sekretær, at vores brev var uddelt til alle medlemmerne og til deres stedfortræder. Jeg tror det i alt var til 34 medlemmer af det høje ting. Fra det yderste venstre og til det yderste højre, var svaret tavshed.
For at sikre os, at de nu bemærkede vores brev, havde vi også sendt det til deres privatadresse, dog stadig uden resultat. Jeg hører, som mange ved til på den politiske venstrefløjen, så jeg ringede til Enhedslisten og til SF.
Begge steder kunne jeg kun nå frem til en sekretær, der enten kunne fortælle, at de fik så meget post, at man ikke kunne huske netop vores brev, men hvis jeg mente det var en vigtig sag, kunne jeg da sende dem brevet en gang til. I det andet tilfælde beklagede sekretæren, at det agtværdige folketingsmedlem sad i møde og at han umiddelbart efter mødet skulle rejse til Moskva. Siden har jeg intet hørt.
Vi skrev også til de folketingsmedlemmer, der er valgt i Frederiksborg Amt. Det sker dog af og til, at de besøger Frederiksværk og viser interesse for byen, også selv om vi ikke har en valgkamp. Jeg må antage, at det er meget flittige medlemmer af Folketinget, der er valgt i vores amt. Ingen har til dato haft tid til at besvare vores høflige brev. Med en enkel lille undtagelse, nemlig Ole Donner i Frederiksværk Byråd, er der ikke en eneste politiker der har besvaret vores henvendelse.
Ingen politikere finder det åbenbart bemærkelsesværdigt, at et byråd, kan forlange en stor og aktiv museumsforening nedlagt, og sælge vores museumsgård Birkely. Alle politikere mener åbenbart at byens historie i fremtiden kun skal omfatte den helt centrale del af Frederiksværk og absolut ikke den bonde- og landbohistorie, der knytter sig til omegnens landsbyer
Det var en rigtig god tale Helge Friis holdt den første maj. Det var et godt emne han havde valgt at bygge sin tale på, men der er åbenbart en slags politisk sygdom eller arrogance, politikerne både i kommuner og i Folketinget og fra alle partier rammes af, der bevirker, at vælgere skal man kun tage sig tid til i forbindelse med et valg og at folkestyre for dem betyder, at styre folket.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278