Selv om det politiske billede stadig er præget af tømmermændene efter den sovjetiske models historiske nederlag, har valget mellem socialisme eller barbari aldrig været mere aktuelt

af Gilda Almeida, medlem af forretningsudvalget i Brasiliens faglige landsorganisation, CUT
Selv om det politiske billede stadig er præget af tømmermændene efter den sovjetiske models historiske nederlag, har valget mellem socialisme eller barbari aldrig været mere aktuelt
På denne historiske dag for den internationale arbejderbevægelse hylder vi de martyrer fra Chicago, som var hovedpersoner i en markant episode i den hundredårige klassekamp mellem arbejde og kapital, og som var en historisk inspirationskilde for arbejderklassen i kampen for kortere arbejdsdag.
Første Maj i år foregår under meget specielle betingelser for arbejderklassen og menneskeheden.
De begivenheder, som udfolder sig i verden, viser, at kapitalismens modsætninger tilspidses. Den gennemlever måske det mest kritiske øjeblik i sin imperialistiske fase og kaster en skygge af krig og barbari ud over kloden.
Imperialismen er en syg organisme, som er ramt af en akut krise. Økonomisk viser dette sig først og fremmest ved delvis stagnation i bruttonationalprodukterne, ved massearbejdsløshed, relativ overproduktion inden for forskellige dele af industrien og landbruget, ikke-bæredygtige handelsunderskud og generel monetær ustabilitet.
Nyliberalismen, som finanskapitalen tyede til for at vende den krise, som allerede viste sig i 1970'erne, forværrede problemerne. Den var en fiasko.

Det geopolitiske billede er kritisk. De institutionelle og økonomiske rammer for den gældende verdensorden, som endnu viser tilbage til de aftaler, som blev indgået i den nordamerikanske by Bretton Woods i 1944, er forældede. Dollaren er ved at miste sin førende rolle, og dens herredømme synes ikke længere bæredygtigt. Valutafonden er en miskrediteret organisme.
FN blev dømt til ligegyldighed. Det blev påstået, at menneskeheden efter socialismens nederlag i Østeuropa og Sovjetunionens sammenbrud skulle være nået til historiens afslutning, og at vi ville opleve en ny lang periode med fred og varig diplomatisk ligevægt under Onkel Sams taktstok. Denne ide viste sig at være en illusion.
Der indtraf begivenheder, som var meget forskellige fra dem, som vi blev lovet af den herskende ideolog. USA udnytter sin forbigående militære overvægt, som rigtignok er knusende, til at udløse en uhørt offensiv mod folkene og staterne i den såkaldte tredje verden.
Målet er at bremse dets eget imperiums forfald, genskabe dets hegemoni og udvide dets herredømme og militære baser i udlandet. For at kontrollere de kolossale oliereserver og nyopdele Mellemøsten startede det en fej og forbryderisk krig mod Irak. Det skete uden respekt for international ret, uden om FN og i foragt for folkenes energiske protester.
Lige nu forsøger USA at oprette en slags protektorat og militære baser i Irak. Samtidig gentager det sine farlige provokationer mod Syrien, Iran og Nordkorea og antyder, at disse lande kan blive dets næste mål.
I Latinamerika gav det støtte til de kupmagerne og de fascistiske kræfter i Venezuela. Det forstærkede Colombia-planen, fordoblede presset mod Cuba og pressede på for at få afsluttet forhandlingerne om det Amerikanske Frihandelsområde, ALCA. Alt dette kan kun blive konkretiseret ved at knuse den modstand, som forskellige lande yder. Demokratiet er i fare.
Denne adfærd genopliver gammel rivalisering mellem nationerne, skærper modsætningerne mellem de imperialistiske magter indbyrdes og giver næring til et nyt våbenkapløb.

På dette tidspunkt i vores historie er Bush-regeringens offensiv på alle planer - militært, diplomatisk og økonomisk - den største trussel, som lurer mod arbejderklassen og verdens folk og lande. Det gælder ikke mindst de folk og lande, som befinder sig i udkanten af det imperialistiske system. Som sådan er Washingtons strategi en trussel mod selve menneskehedens overlevelse.
Heldigvis er der voksende bevidsthed om den fare, som den nordamerikanske højrefløj, der i dag styrer USA, udgør. De massive demonstrationer mod krigen afspejler dette. Det er blevet af afgørende betydning at forsvare folkenes ret til selvbestemmelse og navnlig solidariteten med Iraks folk. Dette kræver stop for den imperialistiske besættelse og dannelse af en suveræn regering.
Det er korrekt at stille kampen for fred i første række, eftersom den har ekstraordinær betydning i vor tid og rummer en revolutionær dimension. Vi har draget den lære af historien, at imperialismen som system giver næring til krigen. De kendsgerninger, som vi står overfor i dette betydningsfulde øjeblik, er et ubestrideligt bevis herpå, ligesom Første og Anden Verdenskrig var det i det 20. århundrede.
Vi må forsøge at gøre de nye aktivister for den folkelige sag, som dukker frem i nutidens slag, de folkemængder, som dagligt demonstrerer verden over mod krigen og mod den såkaldte nyliberale globalisering, bevidste om, at man ikke kan få fred på jorden uden at overvinde og ødelægge det imperialistiske system. Vi må forsøge at gøre dem bevidst om, at man ikke kan overvinde nyliberalismen uden at besejre kapitalismen og erstatte den med et nyt samfundssystem, socialismen.

Selv om det politiske billede stadig er præget af tømmermændene efter den sovjetiske models historiske nederlag, har valget mellem socialisme eller barbari aldrig været mere aktuelt.
På grund af styrkeforholdet, imperialismens offensiv og de fattigste landes underlegne stilling forstår vi, at det på denne vej er nødvendigt at smede en bred alliance med de anti-imperialistiske kræfter for at skabe et alternativ til nyliberalismen. Dette projekt må være i stand til at fremme den nationale udvikling på grundlag suverænitet og ved at værdsætte folks arbejde, for det er det, som åbner op for det nye samfund.
Tiden er inde til at anbringe verdensfredens og socialismens faner side om side og forsøge at forene dem. Ved at handle på den måde tror jeg, at vi bringer os på højde med de nye udfordringer. Og samtidig giver vi martyrerne fra Chicago den hæder, de fortjener.
Nej til imperialistisk krig, for verdensfred!
For folkenes selvbestemmelsesret!
Leve den proletariske internationalisme!
Leve socialismen!

Dette er første del af en tale, som Gilda Almeida holdt 1. maj i Århus. Anden del handler om den nye situation i Brasilien og bringes fredag den 9. maj.