Det er ganske simpelt et spørgsmål om hvorvidt EU-projektet kan lade sig gøre, og vi kan ikke forvente at medierne af egen fri vilje tager dette spørgsmål op. Det er alene op til modstanderne af en atom-bærende militær supermagt at rejse disse spørgsmål, og dermed bliver ansvaret vores

Claus Pedersen, Stud. mag i samfundsfag og historie. Aktiv i Globale Rødder.
Umiddelbart er det svært at finde lyspunkter ved den netop overståede krig i Irak.
Israel benyttede det internationale fokus på Irak til nye voldsomme angreb på den palæstinensiske befolkning. Rydning af palæstinensiske huse, mord på fremtrædende og tilfældige palæstinensere og det nyeste påfund mord på fredsvagter.
Cuba benytter USA's krig mod terror til at henrette båd-kaprere, og USA benytter samme lejlighed til at lade flykaprere gå fri.
Der er ingen tvivl om, at Saddams fald betyder jubel hos de irakere som personligt har mærket konsekvenserne af Saddam Husseins manglende pædagogiske evner, men derfra til at opfatte regime-skiftet i Bagdad som en positiv begivenhed er der desværre langt.
Det kristne korstog mod og besættelse af Irak har betydet en styrkelse af de religiøse kredse i både Irak og store dele af den muslimske verden. Iraks nationale kulturarv er smadret og plyndret, hvilket internationale kunstfonde og museer advarede mod allerede inden krigen.
Antallet af civile ofre stiger dag for dag. På initiativ af den amerikanske hær er hospitalerne plyndret for alt af værdi, og der er hverken elektricitet eller rent vand.

Splittelse i EU
Der er dog et enkelt lyspunkt i al elendigheden, og på trods af at det måske virker ligegyldigt og måske lidt virkelighedsfjernt i lyset af de irakiske lidelser, så vil jeg alligevel minde om den splittelse Irak-krigen medførte i EU.
Efter en situation hvor EU's medlemslande har stået uforsonligt overfor hinanden på et udenrigspolitisk spørgsmål, må vi - i forbindelse med den kommende afstemning om en EU grundlov - forlange at få svar på følgende spørgsmål:
Hvilke lande og partier er det som - i alt fremtid efter en eventuel vedtagelse af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - må ophøre med at føre den politik, som de virkeligt mener er den eneste rigtige?

Vores ansvar
Kan man forestille sig en situation hvor store lande som England, Spanien og Italien gennemtvinger en fælles EU-støtte til militære aktioner imod Tyskland og Frankrigs ønske? Er det realistisk, at både Tyskland og Frankrig i denne situation vil forholde sig i ro og i EU-solidaritetens navn ikke protestere?
Eller endnu bedre... Vil en dansk regering med Venstre og Konservative adlyde en fælles EU-holdning om ikke at involvere sig militært i for eksempel Irak?
Det er ganske simpelt et spørgsmål om hvorvidt EU-projektet kan lade sig gøre, og vi kan ikke forvente at medierne af egen fri vilje tager dette spørgsmål op. Det er alene op til modstanderne af en atom-bærende militær supermagt at rejse disse spørgsmål, og dermed bliver ansvaret vores.