Det er tankerne, undertiden så godt som glemte tanker, der genopstår og lever inspirerende videre i andre

af Erik Stinus Digter. Modtager af blandt andet kritikerprisen i 1979 og Otto Gelsted-prisen i 1995.

'Det er min klare opfattelse,' udtaler statsministeren og erklærer Irak krig. Jeg vil ikke nævne her hvad der bliver udtalt af præsidenten, som står over statsministeren og over os alle, for der er få som ikke ved det. Morgen, middag og aften og midnat hører vi det. Øjne og ører er vendt den vej, og nogle mener at det er derfra håbet om bedre tider kommer. Først udsulter vi folk, dræber rigtig mange, så samler vi ind for at vi kan give de overlevende mad at spise, vand at drikke, telte at bo i på ruinerne.
'Uanset hvad man mener om krigen,' er i den senere tid blevet en ofte hørt vending. Der er noget forsonende ved den, den indeholder en anerkendelse af at vi som mennesker, som et folk, som alverdens folk, kan have divergerende meninger og at vi ikke derved mister vores menneskelighed, hører op at være et folk eller ligeværdige beboere af vores klode. Man kan sige at ordene udtrykker respekt for anderledes tænkende og på en måde går i brechen for retten til selvstændig tankevirksomhed.
Die Gedanken sind frei, sang tyskere under forskellige undertrykkende regimer, ja tankerne er friere end skovens og markens dyr, for ingen jæger kan skyde dem ihjel. Den amerikanske fagforenings agitator og sangskriver Joe Hill opfordrede sine kammerater til ikke at synge lovprisninger af 'de fries gudsvelsignede land' og dets 'kære hær og flåde', men i stedet slutte sig til arbejdernes våbenløse skare og finde takten og meningen i dens omkvæd. 'Og venner, hvis I ikke dør,' sagde han til sidst, 'så har I her den sang som vil bære Jer ind i en anden tid.'
Joe Hill dømtes til døden og henrettedes. Alfred Hayes og Earl Robinson satte ham et minde i balladen om manden der ikke kan dø: '.. takes more than guns to kill a man, says Joe, I didn't die.' Hvor folket kæmper for et fredeligere, retfærdigere samfund, 'der kæmper han jo med' hedder det i sangen.

Ingen holdbare begrundelser
Det er tankerne, undertiden så godt som glemte tanker, der genopstår og lever inspirerende videre i andre. Desværre har også til alle tider undertrykkere ment, at når de lader et menneske skyde, så dræber de tillige dets tanker og sikre dermed deres egen uantastelighed. Og, mener de, når de lader tilstrækkelig mange mennesker dø i et eller andet fjendeland de ønsker at bemægtige sig, så tilfalder landet dem, ikke som en ret men i kraft af deres vilje, og hvad de overlevende end måtte tænke, så er disse tanker efter endt hærværk under kontrol.
Undertrykkere har sære tanker om menneskeheden, men fejlagtigt tænkt er det ikke at tanker kan fortrænges, sløves, druknes. Hjemme, mener de og deres håndgangne mænd, står de efter en sådan krig til ros og anden ophøjelse og i de lande vi kalder demokratiske til genvalg. Jour leaders are the finest men, and we elect them again, er det ikke hvad vi lærte i skolen?
Uanset hvad man mener om 'koalitionens' (altså også vores demokratiske Danmarks) krig mod Irak, så har ingen af begrundelserne for drabene, ødelæggelses orgiet, demonstrationen af den egentlig regerende våbenindustris formåen plus de beklagelige men uundgåelige egne tab, vist sig holdbare.
Det kunne 'almindelige mennesker' ikke forudse, for det som 'almindelige mennesker' altid får af vide er, at udenrigs- og krigspolitik ikke er en sag for dem; den virkelighed hvori den må føres er 'alt for kompliceret.' Det er forbeholdt de politiske og militære ledere og et par eksperter at have 'en klar opfattelse' af denne krinkelkrogede virkelighed, og derfor er udenrigs- og krigspolitikken omgæret med hemmelighedskræmmeri og aldrig emne for et valg.

De store forandringers tid
Men hvis valgkampen mellem to kandidater eller to politiske blokke kan forenkles, som den bliver det, til en underholdende dyst på ord og løfter angående ikke udpræget gennemskuelige regnestykker, til en boksematch eller skønhedskonkurrence, så må spørgsmålet om hvorvidt vi skal gå i krig, der dog gælder liv og død, kulturens overlevelse og Jordens fremtidige beboelighed, rumme en lignende mulighed for forenkling.
Imidlertid er vi næppe vendt hjem fra ambassaderne og regerings bygningen, førend vi hører mr. Straw eller en anden stråmand, som fandt det meningsløst at lytte til folket, forberede os på 'de nye realiteter' i det generobrede koloniområde. Vi får at vide at tiden er løbet fra os, som den løber fra sangene vi synger. Men når 'almindelige mennesker' Jorden rundt går på gaden og stiller de regerende ubekvemme enkle spørgsmål, kan de store forandringers tid være inde.

Erik Stinus Digter. Debuterede med 'Grænseland' i 1958 og har siden udgivet en lang række digtsamlinger, noveller og rejsebøger, senest digtsamlingen 'Blivesteder'. Modtager af blandt andet kritikerprisen i 1979 og Otto Gelsted-prisen i 1995. Erik Stinus har oversat indiske, tyrkiske og afrikanske romaner og digte til dansk. Bor på Østerbro i København. 68 år.