Da jeg kommer ud i gaden, som er lige i begyndelsen af Pusherstreet, ser jeg et voldsomt slagsmål.

af Jonna Gram-Petersen, København
Programmet 'Sagen ifølge Sand' den 9. april omhandlende Christiania og partiet Venstres byfornyelsesideer om området.
Tilfældigvis så jeg udsendelsen på Christiania, hvor der både blev klappet og jublet, både over at se bekendte, men også over de vældige gode udtalelser, der blev talt.
I god stemning forlod jeg lokalet, hvor jeg havde set programmet, hvorefter jeg lige ville kikke ind på Børneteatrets jazzklub, hvor jeg kun blev et minuts tid, så var jeg på vej hjem.

Da jeg kommer ud i gaden, som er lige i begyndelsen af Pusherstreet, ser jeg et voldsomt slagsmål. Det skal lige siges, at jeg kun ganske få gange har oplevet slagsmål på Christiania, og det har været på et udskænkningssted, overstået på to minutter maksimalt.
Det slagsmål, jeg nu så, forgik i gaden. Et hurtigt overblik fortalte mig, at der var fire overfaldsmænd, der havde fået flere til jorden, mens de råbte og skreg.
Jeg blev naturligvis forskrækket, og bedre blev det ikke, da jeg måtte springe til side for ikke at ramme ind i en mand, der var ved at blive fanget.
Da jeg fortsatte mod udgangen, tænkte jeg ved mig selv, jeg håber det er civile betjente, fordi ellers er volden da gået langt over grænsen på Christiania.
Jeg fik hurtigt sikring om, at det var politiet, for pludseligt hører jeg en vældig larm ude fra hovedindgangen. En deling på flere betjente, end jeg kunne tælle, stormløb ind ad indgangen lige imod mig. Jeg trak med bankende hjerte og andre fysiske angstsignaler ud til siden, hvor jeg håbede, at de ikke ville angribe mig.
Et sekund senere løb endnu en eller to delinger i fuld fart ind ad porten, mit hjerte hamrede videre, imens en dyb tristhed begyndte at fyldte mig.
Lad mig fortælle, at præcist denne dag var Christiania usandsynlig tom for mennesker på grund af kulden. På tidspunktet for denne magtudfoldelse var der måske syv hashstande åbne og der var måske 20 mennesker på vej igennem gaden.
Der var vist ingen fare for at politiets 200 betjente, eller hvor mange de var, kunne komme i mindretal, da deres udrykning gav mig indtryk af, at en person mindst lige så vigtig som Saddam befandt sig på området.

Denne brug af politiets ressourcer forstår jeg ikke. Jeg hørte også i går, at en embedsbil blev eskorteret af adskillige motorcykelbetjente, hvilket fik de danske folk til at ryste på hovedet.
Dette holdt op imod, at en ung kvinde med et lille barn måtte ringe tre gange til politiet, fordi hun havde haft indbrud. Først ringede hun omkring midnat, da hun kom hjem og opdagede indbruddet. På det tidspunkt fik hun at vide, at de ikke havde folk nok til at komme forbi og undersøge sagen. Hun ringede igen tidligt om morgenen, hvor hun fik besked på, at de ville komme klokken 15 samme dag.
Klokken 16.30 ringede hun igen, da politiet ikke havde ladet høre fra sig. Denne gang forklarede politiet igen, at de simpelthen ikke havde mænd nok til opgaven. De kom dog efter 30 minutter til denne borger i nød.
Helt ærligt, hvor og hvordan tror I, at vi borgere helst ser mænd og ressourcer brugt?
Til sidst denne bemærkning, hvilke tilbøjeligheder har politiets ledelse, når de angriber Christiania højest fem minutter efter et pragtfuldt program om Christiania, et program der fik alle til at smile?