Det gælder om at ruste sig til de store slag, som ligger forude. Det gælder om midt i kampen mod den fascistoide krig at styrke den anti-imperialistiske og anti-kapitalistiske bevidsthed. Det gælder om at bringe arbejderklassen på banen i kampen for fred, demokrati, solidaritet og socialt fremskridt.

af Sven Tarp
Krigen mod Irak har ikke en enkelt årsag. Bag den ligger et helt årsagskompleks, som taler sit eget uhyggelige sprog.
Den amerikanske økonomi befinder sig i en akut økonomisk krise. Bush-regeringen, der er erklæret nyliberal, har på trods heraf valgt at ty til nykeynesiansk planøkonomi i form af et opskruet krigsbudget, der kan sætte gang i hjulene.
Krig åbner op for store profitter for våbenfabrikanterne og de industrier, der skal forestå det kolossale genopbygningsarbejde. De amerikanske olieselskaber har det heller ikke dårligt ved tanken om de profitter, som en privatisering og overtagelse af Iraks oliekilder kan give dem.
USA selv står i de kommende år over for at øge sin olieimport på grund af udtørringen af dets egne kilder. Kontrol over olieresurserne ved den Persiske Golf vil ikke alene sikre USA's egen forsyningssituation. Det vil også give det en betydelig magt over dets rivaler i Europa og Asien, som er endnu mere afhængige af importeret olie.
Men uanset hvor vigtige disse grunde er, kan de ikke alene forklare beslutningen om den igangværende krig. Den kan kun forstås, hvis man inddrager de mere overordnede mål, nemlig at forsvare dollarens internationale fortrinsstilling, splitte Europa, forhindre dannelse af en fælles europæisk militæralliance i EU-regi og tage et nyt skridt på vej mod verdensherredømmet.
Alle disse ting - og muligvis også andre - flyder sammen og kan som helhed forklare den tragiske beslutning om at gå i krig.
Den strukturelle krise i USA, der har udviklet sig gennem mere end 30 år, er i dag så dyb, at den uimodståeligt skubber landet mod afgrunden. Som sådan er krigen en nødvendighed for det nuværende system. Den er et desperat forsøg på at holde næsen over vandskorpen endnu en tid. Oprustningen og det militære muskelspil er et vidnesbyrd om, at USA ikke længere kan løse sine økonomiske problemer med økonomiske midler. Bag det prangende ydre står en kolos på økonomiske lerfødder.

'Hvad vi er vidner til, er første fase af USA's dødskamp. Denne kamp vil blive lang og smertelig.'
Hvad vi er vidner til, er første fase af USA's dødskamp. Denne kamp vil blive lang og smertelig. Bush-regeringen har selv erklæret, at den planlægger en hel række af fremtidige krige. Den har erklæret, at den er rede til at bruge atomvåben.
Denne kurs fører uafværgeligt til øget oprustning over alt i verden. Tryk avler modtryk. Dens modstandere ved, at de kun kan måle sig med USA, hvis de også råder over et stærkt militær, indbefattet atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben. Konturerne af et fremtidigt ragnarok begynder at tegne sig i horisonten. Menneskehedens overlevelse som art er i fare.
Når den amerikanske regering i den grad har rettet skytset ind mod masseødelæggelsesvåben, er det ikke kun propaganda. Men det er dog langt fra noget moralsk ærinde, den er ude i. Den forbeholder sig ret til selv at råde over sådanne våben og har allerede de største lagre i hele verden. Den ønsker blot ikke, at dens fjender skal besidde disse våben eller et stærkt militær overhovedet. Den ønsker, at de skal være svage og medgørlige, så det 21. århundrede kan blive et amerikansk århundrede.
Bush-regeringen taler om humanitære hensyn. Men den fører selv en brutal krig mod det irakiske folk. Den kaster højteknologiske bomber ned over en uskyldig civilbefolkning, som den påstår, at den vil befri.
Den har i årene siden den første Golf-krig udsultet det irakiske folk gennem en morderisk blokade. Den har ødelagt den irakiske infrastruktur med næsten daglige bombninger. Den har smadret landets vandforsyning og nægtet det at købe udstyr, der kan rense op efter det uransvineri, som blev forårsaget af bomberne under den første Golf-krig.
Over en million irakere er døde som følge af denne politik, de fleste børn. I det sydlige Irak vil hvert andet menneske ifølge eksperter dø af kræft fremkaldt af den berigede uran, der nu er blandet med ørkensandet.
USA har sammen med sin britiske skødehund begået forbrydelser mod menneskeheden i de forløbne år. Og det fortsætter nu denne skæbnesvangre kurs. Intet under, at det har været så kraftigt imod at oprette en International Domstol til at dømme i sådanne sager!

'Det er denne beskidte krig, som Anders Foghs danske regering nu er gået med i.'
Det er denne beskidte krig, som Anders Foghs danske regering nu er gået med i. Dels af opportunisme og dels som en håndsrækning til A. P. Møller, våbenindustrien og de virksomheder, som med Industrirådet i spidsen lægger billet ind på de kæmpeordrer, som vil komme i krigens kølvand.
På den måde har regeringen sat en skamplet på Danmarks ære, som kun en stærk folkelig fredsbevægelse kan råde bod på. Og der ér en folkelig bevægelse på vej. Den har allerede gennemført de største protestaktioner siden de store fredsmarcher i begyndelsen af 1980'erne. Og den har langt fra udfoldet hele sit potentiale.
For at gøre dette må den fremfor alt forstå krigens virkelige årsager og drage den nødvendige lære, så der kan udvikles en fremgangsrig strategi og taktik. Og den må ligeledes forstå sine egne rødder. Vi står nemlig ikke over for den 'gamle fredsbevægelse', men et helt nyt fænomen.
Under den første Golf-krig og de senere krige mod Jugoslavien og Afghanistan var det vanskeligt at få stablet en bred fredsbevægelse på benene. Og nu er antallet af aktivister og deltagere nærmest overvældende, især hvis man kigger ud over Europa og resten af verden. Hvad er der sket?
For det første har modsætningerne mellem de imperialistiske centre nu nået en sådan grad af spænding, at det ikke længere er muligt at danne en fælles imperialistisk front under FN-mandat, sådan som det var tilfældet i de foregående krige. Og i de lande, hvor regeringerne slutter op om USA's krig, er oppositionen som hovedregel gået imod den, som det også er sket i Danmark. Alene det har åbnet op for en bredere deltagelse.

'Objektivt set er den en bevægelse mod det imperialistiske system, der hersker i verden.'
Men endnu vigtigere er det, at den nye fredsbevægelse på mange måder er en fortsættelse af den anti-globaliserings bevægelse, der har bredt sig som en steppebrand gennem de sidste tre-fire år.
Denne bevægelse, som hovedsagelig består af unge, reagerer spontant mod den uretfærdighed og de enorme sociale uligheder, som er opstået i verden gennem de seneste årtiers nyliberalisme. Objektivt set er den en bevægelse mod det imperialistiske system, der hersker i verden.
Men denne erkendelse har kun lidt efter lidt banet sig vej. Anti-globaliserings bevægelsen var i sit udspring politisk og ideologisk svag med en overvældende dosis af sund retfærdighedsfølelse og humanisme, men kun ringe politisk analyse og teori.
Dens førende ideologer bildte sig ind, at de kunne skabe en mere menneskelig kapitalisme. Bevægelsen kunne derfor i starten ikke forbinde sig selv med modstanden mod de krige, som ifølge krigstrommerne blev ført i humanismens navn imod blodige og bagstræberiske tyranner.
Nu er erkendelsen imidlertid på vej som et ekko af en lignende erkendelse, der brød frem for mere end 30 år siden i forbindelse med Vietnam-krigen og studenteroprøret i 1968.
Bush-regeringen har ikke gjort erkendelsen sværere. I sin Nationale Sikkerhedsstrategi forbinder den klart de transnationale selskabers nyliberale offensiv med kampen for militær overlegenhed og verdensherredømme. En af Vietnam-krigens største krigsforbrydere, den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, sagde allerede i 1999 om den såkaldte globalisering:
'Den grundlæggende udfordring er, at den såkaldte globalisering i virkeligheden er et andet navn for USA's dominerende rolle'. (1)
Denne erkendelse er nu ved at bryde igennem. Og den skaber en ny generation af fredsaktivister, der ikke lader sig imponere af gamle historier og fordomme. De har allerede introduceret nye og forfriskende aktionsformer. Selv om de ikke alle er lige heldige og velovervejede, kan kun knarvorne fredsfolk, der lever i fortiden, tage afstand fra sådanne aktioner. Den nye generation kræver plads til at sætte sit præg på nutidens og fremtidens udvikling.
Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at fredsbevægelsen har brug for at lægge en klar strategi og taktik. Der er mange faldgruber forude, hvis den ikke holder hovedet koldt.

'Det er ofte de små ting, som til at begynde med afgør, om man stiller sig på fredens eller krigens side.'
Den første og umiddelbare opgave, der er stiller sig, er at få stoppet den konkrete krig.
Selvom det i tilfældet med Irak-krigen til syvende og sidst var den amerikanske fredsbevægelse, som sammen med det irakiske folks kamp, kunne udvirke dette, var den internationale bevægelse også af stor betydning som pressionsmiddel og inspiration. Hvis den danske fredsbevægelse havde kunnet få Danmark til at trække sig ud af krigen eller tilmed bringe den krigeriske regering til fald, havde den ydet sit vigtigste bidrag til freden.
For at nå et sådant mål ved kommende krige må fredsbevægelsen udvides i bredden. Titusinder og hundredtusinder af nye mennesker må drages ind i bevægelsen. Det indbefatter en broget bevægelse af folk, som har meget forskellige afsæt og bevæggrunde, men som er forenet omkring det fælles mål at stoppe den konkrete krig.
Det kræver en smidig og demokratisk opbygget fredsbevægelse med respekt for andres synspunkter. Det kræver, at man finder veje til at bringe de vaklende over på fredens side. Det kræver, at man udnytter de mindste sprækker i krigstilhængernes rækker. Og det kræver fremfor alt, at man udnytter de modsætninger, som er opstået i det danske Folketing.
For at gøre dette må man undgå, at 'fortroppen' går forud for bevægelsen. De mest engagerede fredsaktivister må forstå, at erkendelser, som de selv er nået frem til, ikke nødvendigvis er fælles, kollektive erkendelser. Man må have fingerspidsfornemmelse for de tanker, der rør sig i folks hoveder. Det er ofte de små ting, som til at begynde med afgør, om man stiller sig på fredens eller krigens side.
Det er for eksempel let nok at sige, at Iraks påståede masseødelæggelsesvåben blot er et påskud, som USA bruger til at starte sin krig. Men mange er forvirrede. Og det er derfor fredsaktivisternes opgave tålmodigt og med kendsgerninger at argumentere for, at våbeninspektørerne indtil nu ikke har fundet beviser for, at der stadig findes sådanne våben - og slet ikke i et omfang, så de udgør nogen reel trussel mod nabolandene og USA. Og det er desuden opgaven at vise, at USA selv har sådanne våben og tilmed er rede til at bruge dem.
Det er ligeledes let nok at pege på alle FN-systemets svagheder. Men der er stadig mange illusioner tilbage om FN's karakter og muligheder. Dem må man bearbejde. Og det sker ikke ved radikale krav om at skrotte FN. Man må ikke glemme, at den kendsgerning, at USA og dets allierede gik i krig uden FN-mandat, øgede antallet af modstandere mod den konkrete krig. Det, der er tilbage af FN, kan stadig bruges til at øge bevidstheden om USA's hensigter og skabe en front af lande imod krigen. Hvorfor skulle man gå glip af en sådan mulighed?
Til syvende og sidst skyldes den kendsgerning, at FN og dets Sikkerhedsråd nu er alvorligt svækket, ikke selve systemets mangler. Det skyldes derimod, at modsætningerne mellem de imperialistiske magter er blevet så store, at de ikke længere kan holdes inden for et fælles regelsæt. Det var akkurat det samme, som skete med Folkeforbundet i 1930'erne.

'USA forbereder en hel kæde af fremtidige krige.'
Hvis fredsbevægelsen udvikler sig optimalt i Danmark, USA og resten af verden har den en rimelig chance for i sidste ende at stoppe den konkrete krig eller i det mindste forhindre en langvarig amerikansk besættelse af Irak. Det er det konkrete mål.
Men som vi har set, drejer det sig ikke bare om en krig mod Irak. USA forbereder en hel kæde af fremtidige krige. Dets indre modsætninger gør, at krig er blevet noget ønskeligt og tilmed nødvendigt for de folk, som står i spidsen for verdens største supermagt. For helt at fjerne faren for krige, må man således fjerne det system, som råder i USA og verden i dag, det vil sige imperialismen.
Det hævdes fra forskellig side, at 'imperialisme' er et forældet begreb, som var moderne i 1970'erne og ikke længere har nogen berettigelse. Intet kunne være mindre forkert. Begrebet opstod i begyndelsen af 1900-tallet, da kapitalismen gik fra sin frihandelsfase over i monopolkapitalisme.
Det var Lenin, som under Første Verdenskrig gav en videnskabelig definition af imperialismen og udviklede en sammenhængende teori om den. Siden har imperialismen gennemgået en voldsom udvikling. Nye fænomener er kommet til, ikke mindst under de seneste årtiers nyliberale globalisering.
Men de grundlæggende elementer i Lenins teori er stadig gyldige, og den fortjener at blive studeret med langt større iver, end det er tilfældet i dag. En af Lenins konklusioner var, at imperialisme uundgåeligt betyder krig og reaktion over hele linjen. De ord er højaktuelle i dag.
En anden konklusion var, at verdensudviklingen i imperialismens epoke foregår på grundlag af fire grundlæggende modsætninger:
* modsætningen mellem de imperialistiske magter og de koloniale og afhængige lande,
* modsætningen mellem de imperialistiske magter indbyrdes,
* modsætningen mellem arbejde og kapital i de kapitalistiske lande og
* modsætningen mellem de kapitalistiske og socialistiske lande.

'Den mest åbenlyse modsætning i den aktuelle konflikt går mellem USA og dets imperialistiske allierede på den ene side og Irak og de arabiske folk på den anden side.'
Som en overordnet strategi for den kommunistiske bevægelse i imperialismens epoke lagde Lenin op til en solidaritet og alliance mellem arbejderklassen i de udviklede lande og de nationale befrielsesbevægelser i de koloniale og afhængige lande.
Alle de modsætninger, som han analyserede, går igen i den nuværende situation:
Den direkte og mest åbenlyse modsætning i den aktuelle konflikt går mellem USA og dets imperialistiske allierede på den ene side og Irak og de arabiske folk på den anden side.
Men lige under overfladen spøger også modsætningen mellem de imperialistiske lande eller centre indbyrdes, fremfor alt mellem USA og Storbritannien på den ene side og Tyskland og Frankrig på den anden side.
Dertil kommer modsætningen mellem imperialismen og de socialistiske lande, hvoraf to er blev udråbt som en del af 'ondskabens akse'.
Og endelig er fredsbevægelsen for tiden det mest åbenlyse udtryk for modsætningen mellem arbejde og kapital i USA og de europæiske lande.
I den konkrete krig flyder alle disse modsætninger sammen og skaber en kompliceret situation, hvor det er vanskeligt at spå om det endelig udfald af krigen. Dette åbner på sin side både muligheder og faldgruber for fredsbevægelsen. Her skal blot nævnes to mulige faldgruber, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden.

'EU er ikke et projekt, der har noget med fred at gøre.'
Den første gælder den splittelse, som går tværs ned igennem Europa, og hvor en del EU-lande og EU-venlige kræfter er gået op imod krigen, for eksempel det danske Socialdemokrati. Fredsbevægelsen ville være en slem skurk, hvis den ikke udnyttede de eksisterende modsætninger og gik sammen med disse kræfter i en fælles kamp mod den konkrete krig.
Men den ville samtidig begå langsigtet harakiri, hvis den lod sig spænde bag EU-tilhængernes vogn. Socialdemokratiets ledelse har direkte erklæret, at kampen for freden er en kamp for EU. Den fisker på denne måde i rørte vande og søger at udnytte Frankrigs og Tysklands modstand mod netop denne krig til at sælge EU som et fredens projekt.
I virkeligheden drejer det sig om et imperialistisk projekt til gavn for de store europæiske monopoler. Indadtil fører det benhård nyliberal politik over for arbejderklassen med privatisering, fleksibilitet og angreb på fagbevægelsen. Udadtil deltager det ligesom USA i udplyndringen af den tredje verden.
EU er ikke uden grund blevet kaldt Fort Europa. Det rejser skyhøje toldmurer omkring sig, samtidig med at det kræver liberalisering af landene i den tredje verden. Det har søsat sit euro-projekt blandt andet i den hensigt at konkurrere med USA om gratisydelser fra de fattige lande.
Det har sit eget militære projekt, som i langsigtet perspektiv skal ruste det til kampen mod USA om verdensherredømme. De har støttet de store krige op gennem 1990'erne og senest krigen mod det ludfattige Afghanistan. Og især Frankrig har snesevis af gange gennem de senere år deltaget i kolonikrige i Afrika.
EU er ikke et projekt, der har noget med fred at gøre. Den eneste grund til, at Frankrig og Tyskland ikke er med i den nuværende krig, er, at det ikke gavner deres interesser. (2)

'Fredsbevægelsen ville grave sin egen grav, hvis den lod sig lokke med i lovpriselsen af EU.'
Fredsbevægelsen ville grave sin egen grav, hvis den lod sig lokke med i lovpriselsen af EU. Den må tværtimod finde sine egne ben at gå på, så den kan optræde uafhængigt af såvel den amerikanske som den europæiske imperialisme. Den må undgå at blive vedhæng til et hvilket som helst imperialistisk projekt, samtidig med at den udnytter enhver mulighed for at udvide bevægelsen mod den konkrete krig.
En anden faldgrube er forholdet til det irakiske folk. At Saddam Hussein er en skurk, bør ikke føre til, at solidariteten med det irakiske folk droppes. Irak er nu blevet angrebet, og det har lov til at forsvare sig. Det irakiske folk og de irakiske soldater kæmper ikke for at forsvare Saddam Hussein, men for at forsvare deres land mod en angriber. Som sådan har de objektivt samme interesse som fredsbevægelsen.
At man er solidarisk med det irakiske folk, betyder ikke, at man støtter Saddam Husseins regime. Hvis man droppede denne solidaritet, ville man i virkeligheden legitimere USA's krig mod landet.
Det irakiske folk må selv afgøre, hvem der skal være dets ledere. Demokrati kan ikke påtvinges udefra (og det er i øvrigt slet ikke hensigten med denne krig) . Det må nødvendigvis gro ud af folket selv og finde sine egne veje i hvert enkelt land.
Alle disse overvejelser betyder, at de mest fremskredne fredskræfter må udvikle en taktik, hvor man på samme tid går i bredden og dybden, dvs. uddyber kritikken af imperialismen.
Hvis man udelukkende gik i bredden for at få stoppet den nuværende krig, ville man miste det perspektiv, at krige først endeligt kan forhindres, når imperialismen er afskaffet som system. Den aktuelle situation må udnyttes til at udvikle en anti-imperialistisk bevidsthed.
Hvis man omvendt udelukkende koncentrerede sig om det langsigtede slag mod imperialismen og undlod at udvikle den brede bevægelse mod den konkrete krig, ville man isolere sig selv og optræde sekterisk. Princippet er at gå i dybden, når bevægelsen går i bredden. Det er et princip, som er resultat af dyrekøbt historisk erfaring.

'Det gælder om at bringe arbejderklassen på banen i kampen for fred, demokrati, solidaritet og socialt fremskridt.'
Hvad det gælder om, er at se fremad uden at glemme de aktuelle opgaver. Det vil styrke både den aktuelle kamp og ruste bevægelsen til de fremtidige udfordringer. Og der er nok at tage fat på.
Den amerikanske imperialisme befinder sig i en situation, som trods den frygtindgydende facade bedst kan betegnes som en dødskamp. Den kapitalistiske produktionsmåde er ved at have udlevet sig selv. Gennem de seneste to årtiers nyliberalisme har de imperialistiske lande og især USA malket verdens lande i et hidtil uhørt omfang. Alene det forarmede og gældstyngede Latinamerika har gennem de sidste ti år overført den ufattelige sum af en trillion dollars til det rige USA, hvor de ender i et bundløst hul. (3)
Men nu er også disse kilder til berigelse ved at løbe tør. Latinamerika kan bare ikke mere. Og det samme gælder i et flertal af lande rundt om i den tredje verden. Et system, der udtømmer kilderne til sin egen eksistens, har ingen fremtid.
En bølge af social uro gennemryster verden. Denne sociale uro går nu op i en højere enhed med vreden mod krigen. Man skal ikke være nogen stor spåmand for at forudse, at verden står over for en periode med sociale revolutioner - og sandsynligvis ikke blot i den tredje verden.
Det gælder om at ruste sig til de store slag, som ligger forude. Det gælder om midt i kampen mod den fascistoide krig at styrke den anti-imperialistiske og anti-kapitalistiske bevidsthed. Det gælder om at bringe arbejderklassen på banen i kampen for fred, demokrati, solidaritet og socialt fremskridt.
Og fremfor alt gælder det om at genrejse kampen for socialismen, som er det eneste reelle alternativ til kapitalismen og imperialismen. Socialismen er ikke længere kun arbejderklassens projekt. Hvis menneskeheden skal have en fremtid, er socialismen det eneste svar.
Den ungdom, som nu med stor energi og nye øjne kaster sig ind i fredskampen, kan blive bæreren af dette budskab. Det er kommunisters og konsekvente fredsfolks opgave at sikre, at dette sker. Det er forhåbningen midt i en mørk tid.

Noter
1. Henry Kissinger: Foredrag på Trinity College, Dublin, 12. oktober 1999. Citeret efter www.resistir.info
2. Se f. eks. Sven Tarp: Historien om en bebudet krig. Den ufortalte historie om Vestmagternes indtrængen på Balkan og deres langsigtede mål. Forlaget Arbejderen 1999.
3. Se Osvaldo Martinez: Kampen mod ALCA går ind i en afgørende fase. Ret og Vrang, nr. 24, januar kvartal 2003.