Efter den borgerlige regering er kommet til magten i Danmark, stiger arbejdsløsheden nu voldsomt på trods af løfter om det modsatte.
Udtalelse fra Klub 10 Metal Århus
Millionbesparelser og massefryringer i stat, amter og kommuner gør kun tingene endnu værre.
Arbejdsmarkedsreformen 'Flere i arbejde' har vist sig at være et skud i tågen. Stramningerne for ledige og kontanthjælpsmodtagere blev lavet for at imødegå mangel på arbejdskraft, men virkeligheden er jo den stik modsatte.
Det er på høje tid, at regeringen indser dette, og vi forlanger derfor, at der nu føres en beskæftigelsesfremmende politik, som kan genskabe tryghed og optimisme i samfundet.
De vedtagne ufinansierede skattelettelser har kun haft det formål, at løse interne stridigheder i regeringen og er total uansvarlig økonomisk politik i en situation, hvor arbejdsløsheden stiger. Regningen herfor kan kun ryge et sted hen. Og det er tilbage til borgerne i form af øget brugerbetaling og store serviceforringelser i amter og kommuner.
En stærk fagbevægelse og et velorganiseret arbejdsmarked er garanten for vores velfærdssamfund.
De målrettede angreb fra regeringens side på dansk fagbevægelse og aftalesystemet må høre op.
Regeringen skal respektere de aftaler, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter og deres indgreb i bestående overenskomster, som det for eksempel skete med deltidsloven, er under al kritik, ligesom retten til at indgå eksklusivaftaler naturligvis også skal være fuldt lovlig.
Vi opfordrer kraftigt regeringen til at tage deres planer af bordet om forbud mod blokade og synpatikonflikter overfor de arbejdsgivere, som ikke vil indgå overenskomst. Bliver et sådant lovforslag vedtaget, vil det resultere i udbredelsen af et gråt arbejdsmarked, hvor der er frit slag for virksomhederne for at konkurrere på dårlige løn- og arbejdsforhold.
Regeringen har gjort det svært for de unge. De, der ikke har noget arbejde, skal på halve dagpenge samtidig med, at de vil afskaffe praktik-garantien i forbindelse med erhvervsuddanelserne.
Især i den nuværende situation kræver vi, at aflønnet skolepraktik bevares samtidig med, at indsatsen skal styrkes med opsøgende arbejde for at finde praktikpladser, så unge mennesker, der ønsker en erhvervsuddannelse, også kan få det.
Vedtaget på generalforsamling den 10. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278