Vores status som den eneste supermagt må opretholdes med en militær styrke, som kan tage modet fra enhver nation eller gruppe af nationer, som ønsker at stille spørgsmål ved USA´s overherredømme, skrev Paul Wolfowitz, nuværende viceforsvarsminister, allerede i 1992

af Sven Tarp
USA's krig mod Irak er også en brik i dets kamp om verdensherredømmet. Det er en gammel drøm, som har udviklet sig gennem forskellige faser siden Anden Verdenskrig for næsten 60 år siden.
Dengang udviklede de amerikanske strateger et begreb, som blev kaldt 'great area planning', det vil sige planlægning af storområdet. Dette 'storområde' var først og fremmest Eurasien. Ideen var efterhånden at omringe Sovjet og den socialistiske lejr.
I starten stillede USA sig tilfreds med at få kontrol - direkte eller gennem sine allierede - med Vesteuropa og enkelte kystområder i det fjerneste Østen. Senere og ikke mindst efter den kolde krig blev ambitionerne større.
Den tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver under præsident Carter, Zbiegniew Brzezinsky, skrev i 1997 en bog om dette emne med den sigende titel 'Det store skakbræt'. Brzezinsky, der er en af USA's førende strateger, sagde her ligeud, at kampen for verdensherredømme kan oversættes til kontrol over Eurasien:
'USA's vigtigste gevinst er Eurasien... Amerikas globale dominans afhænger direkte af, hvor længe og hvor effektivt det kan fastholde sin overlegenhed på det eurasiatiske kontinent.' (1)
Brzezinskys bog er en lærebog i imperialistisk arrogance. Det er næppe tilfældigt, at da NATO i forbindelse med sit 50 års jubilæum i 1999 fremlagde sit nye koncept, blev dets aktionsområde samtidig defineret som netop Eurasien.
I over fyrre år var Sovjetunionen og den socialistiske lejr et modstykke til USA, som effektivt forhindrede dets udvidelsesplaner. Men da Østeuropa faldt sammen i 1989 og Sovjet to år senere gik i opløsning, stod USA pludselig i en ny situation. Det måtte skyndsomt tilpasse den gamle strategi til de nye betingelser.
Det blev der langt hen ad vejen rådet bod på i den såkaldte Pentagon Hvidbog, som blev udarbejdet af nuværende viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. I dette dokument bliver USA's bestræbelse på verdensherredømme klart beskrevet. Det hedder blandt andet:
'Vores status som den eneste supermagt må opretholdes med en militær styrke, som kan tage modet fra enhver nation eller gruppe af nationer, som ønsker at stille spørgsmål ved USA's overherredømme. Vi må forhindre de industrialiserede lande i at udfordre Amerikas lederskab... Der må opretholdes en dominerende militærmagt for at tage modet fra mulige rivaler, så de ikke stræber efter en større regional eller global rolle. Den internationale orden sikres til syvende og sidst af USA, som må være i stand til at handle selvstændigt, når en kollektiv aktion ikke kan stables på benene. Vi må forhindre dannelsen af et selvstændigt europæisk sikkerhedssystem, som kan destabilisere NATO.' (2)

Militær overmagt
Pentagons hvidbog vakte megen vrede blandt europæiske regeringer, da den slap ud i pressen i begyndelsen af 1992. Og den blev måske derfor aldrig gjort til officielt regeringsdokument. Men den spøgte ikke desto mindre under overfladen op gennem 1990'erne. I år 2000 blev emnet atter taget op i et nyt dokument, som blev udarbejdet af et såkaldt 'Projekt for det nye amerikanske århundrede', hvoraf flere af den nuværende regerings medlemmer deltog, blandt andet Paul Wolfowitz.
Dette nye strategipapir fortsætter tankerne fra Pentagon-papiret fra 1992 og lægger blandt andet op til en voldsom oprustning og udbygning af USA's militær:
'For tiden står USA ikke over for nogen global rival. Amerikas overordnede strategi må være at bevare og udvide denne fordelagtige position så langt ind i fremtiden som muligt. Der er imidlertid potentielt magtfulde stater, som er utilfredse med den nuværende situation og ivrige efter at forandre den, hvis de kan, i en retning, som truer de relativt fredelige, blomstrende og frie forhold, som verden nyder i dag. Indtil nu er de blevet afskrækket fra at gøre dette på grund af den amerikanske militærmagts kapacitet og globale tilstedeværelse. Men eftersom denne magt svinder relativt og absolut, vil de lykkelige omstændigheder, som den skaber, uundgåeligt blive undergravet. At bevare den ønskværdige strategiske position, som USA nu befinder sig i, kræver en global militær fortrinskapacitet i dag og i fremtiden.' (3)
Det er ikke mindst den amerikanske våbenindustri, der her taler. I perioden efter den kolde krig var det amerikanske forsvarsbudget faldet både relativt og absolut. (4)
Det gik ud over profitterne i det militær-industrielle kompleks, som derfor søgte veje til at begrunde stigende forsvarsudgifter. En af måderne var at finansiere de højreorienterede tænketanke, som trækker hovedlinjerne i amerikansk politik. Det er som bekendt lykkedes. Og det er også en af de faktorer, som må medtages, når årsagerne til den nuværende krig skal gøres op.

USA's globale ambitioner
Dokumentet var en del af forberedelsen af Bush-regeringen, som også er kendetegnet ved sine nære forbindelser til våbenindustrien. Dokumentet blotlægger de globale ambitioner, som skulle komme til at kendetegne den nuværende regering.
Det skitserer en plan 'for at fastholde USA's fortrinsstilling, forhindre fremkomsten af en rivaliserende stormagt og forme den internationale sikkerhedsorden efter amerikanske principper og interesser.' (5)
Og med hensyn til Irak lægger forfatterne ikke skjul på, at den kommende krig mod Irak ikke først og fremmest er imod Saddam Hussein, men indgår som en brik i en større strategi:
'Faktisk har USA i årtier søgt at spille en mere permanent rolle i den regionale sikkerhed i Golfen. Mens den uløste konflikt med Irak giver den umiddelbare retfærdiggørelse, går behovet for tilstedeværelsen af en stærk amerikansk styrke i Golfen videre end spørgsmålet om Saddam Husseins regime.' (6)
Dokumentet lægger sig her i Kissinger-planens kølvand. Men alle disse overvejelser var stadig ikke officiel politik. Det skete første med den Nationale Sikkerhedsstrategi, som Det Hvide Hus offentliggjorde i september 2002. Her går mange af tankerne fra Pentagons hvidbog og Projektet for det nye amerikanske århundrede igen, men er dog formuleret en smule mere afdæmpet.
Den Nationale Sikkerhedsstrategi er chokerende læsning. Den er en åbenlys strategi for at bevare og styrke USA som den eneste supermagt gennem hele det 21. århundrede. Fremkomsten af en rivaliserende stormagt, ven eller fjende, skal forhindres.
En hel vifte af mekanismer skal tages i brug for at opnå dette mål. USA vil liberalisere verdensmarkedet, åbne de forskellige landes markeder for amerikanske produkter og investeringer og privatisere deres økonomi. Det skal blandt andet ske gennem den Internationale Valutafond (IMF) , Verdenshandels-organisationen (WTO) og andre mekanismer.

Forebyggende angreb
Men den absolutte topprioritet er at omforme det amerikanske militær og øge dets overlegenhed i forhold til dets nærmeste rivaler gennem hele det 21. århundrede:
'Det er på tide at genbekræfte den væsentlige rolle, som Amerikas militære styrke spiller. Vi må bygge og opretholde vores forsvarskapacitet, så vi kan klare enhver udfordring. Vores militærs højeste prioritet er at forsvare USA. For at gøre dette effektivt må vort militær garantere vores allierede og venner, afskrække en fremtidig militær konkurrence, forhindre trusler mod amerikanske interesser, allierede og venner samt beslutsomt besejre enhver modstander, hvis afskrækkelse slår fejl.' (7)
Ifølge den Nationale Sikkerhedsstrategi forbeholder USA sig også ret til at straffe stater, som det dømmer som 'civilisationens fjender', det vil sige de såkaldte slyngelstater. Internationale love, aftaler og forpligtelser, som begrænser USA's evne til at slå afgørende til hvor som helst og når som helst, skal ignoreres. Der lægges langt mindre vægt på diplomati og stabilitet i de internationale forhold. Forebyggende angreb anses for legitime, og der lægges endvidere op til en ensidig gøre-det-alene holdning.
Målet er 'at forsvare USA, det amerikanske folk og vores interesser hjemme og i udlandet ved at identificere og tilintetgøre truslen, før den når vores grænser. Mens USA stedse forsøger at opnå det internationale samfunds støtte, vil vi ikke tøve med at handle alene, hvis det er nødvendigt for at udøve vores ret til selvforsvar ved at handle forebyggende mod sådanne terrorister og forhindre dem i at skade vores folk og land.' (8)
Denne militære doktrin vækker selvsagt bekymring i Europa og andetsteds. (9)
Forebyggende angreb er noget ganske uhørt. Bush-regeringen har øjensynlig glemt, at præsident Dwight D. Eisenhower allerede i 1953 sagde, at 'forebyggende krig' er Adolf Hitlers opfindelse: 'Ærligt talt ville jeg ikke tage nogen som helst alvorligt, som kom for at foreslå mig noget sådant'. (10)

Noter
1. Zbiegniew Brzezinsky: The big chessboard. American primacy and its geostrategic imperatives. New York: Basic Books 1997, s. 30.
2. The Pentagon White Paper. The York Times, 8. marts 1992.
3. Rebuilding America's Defences: strategies, forces and resources for a new century. A Report of the Project for the New American Century.
4. Congressional Budget Office: The Long-Term Implications of Current Defense Plans, januar 2003.
5. Som note 3.
6. Ibid.
7. The White House: The National Security Strategy of the United States of America.
8. Ibid. Se også Mike Allen og Barton Gellman: Preemptive Strikes Part Of U.S. Strategic Doctrine. 'All Options' Open for Countering Unconventional Arms. Washington Post, 11. december 2002.
9. Se Glenn Frankel: New U.S. Doctrine Worries Europeans. Decades of Coalition-Building Seen at Risk. Washington Post, 30. december 2002.
10. Citeret efter Eduardo Galeano: A guerra.