Diskussionerne om fornyelsen af overenskomsten for store dele af det private arbejdsmarked er allerede godt i gang.

af Mattias Tesfaye, ungdomskonsulent i SiD

Der er brug for et fælles krav, der samler på tværs af brancher og overenskomster. Og med nogle perspektiver, der ikke kun er snævert faglige, men samtidig har en bred politisk appel i befolkningen.
Kravet om en markant forhøjelse af timelønnen, både på minimal- og normallønsområderne, kan alt dette. Det er der mindst fem gode eksempler på.
1. Reallønsfaldet skal stoppes.
Gennem den seneste række år er lønspredningen blandt LO medlemmerne øget. For flere arbejdergrupper, specielt på normallønsområdet, har lønudviklingen resulteret i, at deres realløn er blevet udhulet. Det drejer sig blandt andet om folk, der arbejder med rengøring, kasseekspedienter og serveringsarbejde. I perioden 1997-2001 lå deres lønudvikling på mellem 1,7 procent og 2,0 procent, mens forbrugerpriserne lå på 2,4 procent. Timelønnen for de 25 procent dårligst lønnede indenfor salg og service var på 80 kroner i gennemsnit.
2. Flere skal dækkes af overenskomster.
I år 2000 var 71 procent af lønmodtagerne indenfor det private arbejdsmarked dækket af en kollektiv overenskomst. Hvis dette tal skal forhøjes, ville det hjælpe meget med en forhøjelse af mindstelønnen i de allerede indgåede landsdækkende overenskomster. Mange gange har vores tillidsfolk simpelthen for dårlige argumenter på hånden, når de skal ud og tegne nye overenskomster.
3. Fagbevægelsen – moralens vogter?
Moral er jo på mode i virksomhederne. Grønne regnskaber, socialt ansvar og selvstyrende enheder –- alt sammen fint nok. Men så betaler de samtidig deres ansatte langt under 100 kroner i timen! Fagbevægelsen har en enestående mulighed for at komme i offensiven i den offentlige ”moral-debat” om de svage i samfundet. En overenskomstforhandling, der gav de lavestlønnede en klækkelig lønforhøjelse, ville mere end noget andet gavne fagforeningernes omdømme.
4. Østeuropa og den nye legale arbejdskraft.
Når optagelsen af østlandene i EU for alvor træder i kraft, vil alle danske bygningsarbejdere stå med et problem, der kan udvikle sig meget alvorligt. Minimallønnen i overenskomsterne vil nemlig danne udgangspunkt for enhver lønfastsættelse, når det endeligt lykkedes at få organiseret og overenskomstdækket de nye kolleger. En markant forhøjelse af mindstelønnen vil dermed også være i bygningsarbejdernes interesse.
5. Det skal kunne betale sig at arbejde
En overenskomstsituation, hvor mindstelønnen bliver sat i centrum, vil give fagbevægelsen to væsentlige argumenter på hånden, der ville tilbageerobre noget af det ideologiske terræn, vi har tabt til liberalismen. En forhøjelse af mindstelønnen vil:
- Reelt øge de arbejdsløses incitament til at komme i arbejde!
- Give hundredtusindvis af lavtlønnede et reelt frit valg i hverdagen!
Kravet om en markant forhøjelse af mindstelønnen ville kunne samle meget bredt. Både blandt fagbevægelsens medlemmer og i befolkningen generelt. Når arbejdsgivere, økonomiske vismænd og borgerlige politikere argumenterer imod en sådan forhøjelse, bør vi stille dem spørgsmålet… Hvad tjener du i timen?

Kilder:
LO notat om lønudviklingen, februar 2003. DA's lønstatistik 2001. Scheuer Ansættelses- og organisationsforhold 2000. Industriens overenskomst.

Mattias Tesfaye, 22 år. SiD Murersvendene Århus. Arbejder som ungdomskonsulent i SiD. Medlem af DKP/ML's landsledelse

Mattias Tesfay har debuteret med bogen, 'Livremmen', om moral og etik