Populært sagt finansierer USA en del af sine underskud næsten gratis, det vil sige alene med de udgifter, der går til at trykke grønne sedler. Men netop fordi dollaren er internationalt betalingsmiddel og reservevaluta, kan USA tillade sig dette. I realiteten er den en mekanisme til at udplyndre andre landes rigdomme.

af Sven Tarp
I en interessant analyse af USA's økonomi og krigspolitik skrev den britiske avis The Observer i januar i år:
'USA er godt nok en supermagt, som bruger mere på forsvaret end de efterfølgende ni lande til sammen, og som i år har planer om at øge forsvarsbudgettet med 48 milliarder dollars, hvad der svarer til Storbritanniens samlede forsvarsbudget. Men det er en strategisk position, som bygger på økonomisk sand'. (1)
Hvori består dette 'økonomiske sand', som The Observer senere i artiklen kalder USA's 'bløde økonomiske underliv'?
For at besvare dette spørgsmål må man gå næsten 60 år tilbage i tiden, til slutningen af anden verdenskrig. På det tidspunkt udgjorde den amerikanske økonomi omkring halvdelen af verdens samlede økonomi og dets valutareserver omkring 80 pct. af de samlede reserver.
I den situation blev det besluttet at gøre dollaren til internationalt betalingsmiddel. På det grundlag rejste det amerikanske imperium sig som verdens stærkeste. Det gik alt sammen uden de helt store problemer frem til 1971.
Til grund for den oprindelige beslutning lå den forudsætning, at USA garanterede for dollarens værdi med sine guldreserver. Men de kolossale udgifter til at finansiere Vietnam-krigen førte til store økonomiske problemer for USA. Det tvang i 1971 daværende præsident Nixon til ensidigt at ophæve dollarens indløselighed med guld.
Hermed stod verden tilbage med et internationalt betalingsmiddel, hvis eneste 'sikkerhed' var tiltroen til den amerikanske økonomis sundhed.
Denne beslutning lagde grunden til en ny fase af imperialistisk snylten. Den førte frem til en situation, hvor alverdens lande ganske enkelt finansierede den amerikanske nations overforbrug. Eller for at sige det på en anden måde: hvor USA sugede den rigdom, som blev produceret rundt om i verden, til sig.

Dollarens hegemoni
I en artikel i Asian Times i april 2002 forklarede Henry C. K. Liu, der leder en investeringsgruppe af samme navn, grundtrækkene i denne mekanisme:
'Den nuværende internationale finansarkitektur bygger på dollaren som den dominerende reservevaluta, som nu udgør 68 procent af de globale valutareserver... Verdenshandlen er nu et spil, hvor USA producerer dollars og resten af verden producerer ting, som dollaren kan købe. Verdens sammenkædede økonomier handler ikke længere for at opnå komparative fordele. De konkurrerer for at få fat i de dollars, som de behøver for at servicere en dollar-domineret udlandsgæld og ophobe dollarreserver for at fastholde værdien af deres egne valutaer.' (2)
For at forhindre spekulative angreb mod deres valutaer må de forskellige landes nationalbanker opkøbe og besidde dollars i en mængde, som svarer til den valuta, der er i cirkulation. Jo større pres markedet lægger på en bestemt valuta, jo større dollarreserver må de sidde inde med.
Dette skaber grundlaget for en stærk dollar. Men omvendt tvinger det verdens centralbanker til at købe og besidde endnu flere dollarreserver, hvormed dollaren i teorien bliver endnu stærkere. Henry C. K. Liu skriver herom:
'Dette fænomen er kendt som dollarens hegemoni og er opstået på grundlag af den geopolitiske ejendommelighed, at afgørende varer, fremfor alt olie, prissættes i dollars. Alle accepterer dollars, fordi dollars kan købe olie. Tilbagestrømningen af petrodollars er den pris, som USA har krævet af de olieproducerende lande for at tolerere OPEC siden 1973. Dollarreserverne må per definition investeres i amerikanske værdier, hvormed der skabes et kapitaloverskud til den amerikanske økonomi.... Dette overskud finansierer omvendt USA's handelsunderskud.' (3)
Populært sagt finansierer USA en del af sine underskud næsten gratis, det vil sige alene med de udgifter, der går til at trykke grønne sedler. I ethvert andet land ville dette føre til inflation.

Dollaren i krise
Men netop fordi dollaren er internationalt betalingsmiddel og reservevaluta, kan USA tillade sig dette. I realiteten er den en mekanisme til at udplyndre andre landes rigdomme.
Forudsætningen for hele systemet er, at de dollars, som sendes i omløb, vender tilbage til USA og investeres i værdipapirer. Det skruer aktiepriserne op og giver dermed en dobbelt fortjeneste. Men når tilliden til den amerikanske økonomi smuldrer og dollarens fortrinsstilling udhules, begynder systemet at gå op i limningen. De strukturelle svagheder, som måtte findes i den amerikanske økonomi, vil i så fald slå igennem og bære ved til en mere generel krise.
Siden 1970'erne har den amerikanske økonomi befundet sig i en strukturel krise. USA er blandt de lande i verden, som har den laveste indenlandske opsparing. Det er derfor afhængig af kapitaltilstrømning fra udlandet. Dertil kommer, at det gennem det seneste år har ophobet store underskud på såvel handelsbalancen som betalingsbalancen.
I november 2002 udgjorde værdien af USA's eksport således kun 48 procent af importens værdi. I 2003 når det forventede underskud på handelsbalancen således op på det astronomiske beløb af næsten 500 milliarder dollars, det vil sige knap fem procent af bruttonationalproduktet.
USA har igen store budgetunderskud. Og dets samlede offentlige gæld nærmer sig nu syv trillioner dollars, det vil sige omkring 60 procent af bruttonationalproduktet. Intet andet land kan tillade sig sådanne underskud.
I ethvert andet land ville den Internationale Valutafond have grebet ind. Men netop på grund af dollarens stilling kan USA tillade sig denne ekstravagance.
Som nævnt er omkring to tredjedel af alle valutareserver i dollars. Dertil kommer, at lån fra den Internationale Valutafond også ydes i dollars. Desuden regner man med, at fire femtedele af alle transaktioner på valutamarkedet og halvdelen af verdenshandlen sker i dollars.

Euroen truer dollaren
Begynder denne situation at ændre sig, vil den amerikanske økonomi for alvor blive rystet og træde i krise.
I de senere år har dollaren faktisk fået en konkurrent, nemlig euroen. Denne valuta blev ikke kun sat i verden for at virke som betalingsmiddel i EU's medlemslande. Formålet var også, at den skulle tage kampen op med dollaren på den internationale arena.
De gamle europæiske kolonimagter ville have del i eller helt overtage de gratisindtægter, som besiddelsen af et internationalt betalingsmiddel giver. Det er en af forklaringerne på, at stormagter som Tyskland og Frankrig havde så let ved at opgive deres egne valutaer.
Til at begynde med gik det ikke så godt. I løbet af det første år, efter at euroen var søsat, blev den kraftigt devalueret i forhold til dollaren. Men det skal man ikke lade sig snyde af. Euroen er fremfor alt et strategisk projekt.
Den har inden for det seneste år igen vundet ind på dollaren. Og der er samtidig flere ting, der tyder på, at den også er ved at styrke sig strategisk over for sin rival.

Noter
1. Will Hutton: Why Bush is sunk without Europe. The Observer, 26. januar 2003.
2. Henry C. K. Liu: US dollar hegemony has got to go. Asia Times, 11. april 2002.
3. Ibid.
4. Javad Yarjani: The Choice of Currency for the Denomination of the Oil Bill. Foredrag holdt på Eu-seminaret 'The International Role of the Euro', 14. april 2002, Oviedo, Spanien.
5. Ibid.