Hvordan skal fagforeningerne agere, i forhold til et Europa der er styret af virksomhederne og deres interesser? Det giver Asbjørn Wahl en række bud på.

af Asbjørn Wahl
Hvis vi skal til at udvikle en fagforeningsstrategi i det dagens Europa, som er stadigt mere domineret af virksomhedsinteresser, så er det af afgørende betydning, at vi har en korrekt forståelse af den nuværende situation, så vel som af fagbevægelsens problemer og nuværende status.
I løbet af de sidste 20 år er vi blevet konfronteret med et massivt angreb fra markedskræfterne. Kapitalistiske interesser er gået til angreb, og vi har oplevet et enormt skift i magtbalancen mellem arbejde og kapital.
De multinationale selskaber har naturligvis været i fronten af denne udvikling. En vigtig del af denne udvikling er de forsøg de multinationale selskaber og deres politiske hjælpere har gjort på at institutionalisere deres nyligt opnåede magtpositioner og på at vinde yderligere frem. Dette gøres gennem internationale institutioner og aftaler, som for eksempel WTO (Verdenshandelsorganisationen) og GATS-aftalen og gennem regionale magtstrukturer som den Europæiske Union.
Den følgende analyse er derfor baseret på den formodning, at det nuværende EU er metoden til at institutionalisere den fremherskende neo-liberale sociale og økonomiske model i Europa. Den Europæiske Union og andre regionale og overstatslige institutioner bliver skabt på basis af den nye magtbalance og kan hverken blive betydeligt forandret, demokratiseret eller bekæmpet, før vi er i stand til at ændre den nuværende magtbalance i vores retning. Det nødvendiggør mobiliseringen af klasse- og folkelige kræfter. Dette er derfor det vigtigste langsigtede mål for fagbevægelsen i dag.

Velfærdsstaten var et resultat af fagforeningernes faktiske styrke.
Jeg tror nemt vi kan blive enige om at fagbevægelsen i Europa er i defensiven og for tiden ikke i stand til at udfylde sin rolle som forsvarer af medlemmernes umiddelbare økonomiske og sociale interesser. Fagforeningerne har tabt terræn i alle sektorer og industrier. For at forstå denne udvikling, må vi også se på den europæiske fagbevægelses historie.
Af grunde som jeg ikke vil uddybe yderligere her udviklede fagbevægelsen igennem det 20'ende århundrede gradvist en slags fredelig sameksistens med kapitalistiske interesser. Gennem 1930'erne, da fagbevægelsen gjorde fælles sag med kapitalinteresser, begyndte denne sameksistens at blive institutionaliseret i visse dele af især det nordlige Europa, og efter Anden Verdenskrig også i det meste af Vesteuropa.
Denne sociale pagt mellem arbejde og kapital dannede det grundlag som velfærdsstaten blev udviklet på og løn og arbejdsvilkår blev gradvist forbedrede. Fra en periode karakteriseret ved konfrontationer mellem arbejde og kapital gik samfundene ind i en fase med social fred, to- og treparts forhandlinger og konsensus politik.
Som følge af de vigtige sejre i form af velfærd, løn og arbejdsvilkår, opnåede denne politik massiv støtte fra arbejderklassen, og de mere radikale og antikapitalistiske dele af arbejderbevægelsen blev gradvist marginaliserede. De socialdemokratiske partier blev denne klassekompromiets politiks bærere.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at dette sociale partnerskab mellem arbejde og kapital var et resultat af fagforeningernes og arbejderbevægelsens faktiske styrke. Arbejdsgiverne og deres organisationer indså, at de ikke kunne bekæmpe fagbevægelsen. De var nødt til at anerkende fagforeningerne som arbejdernes repræsentanter og forhandle med dem. Den radikaliserede fagbevægelse der voksede ud af den økonomiske og sociale krise i 1930'erne og Anden Verdenskrig blev mødt med en temmelig bevidst strategi fra deres kapitalistiske modpart.
De indtrådte frivilligt i sociale aftaler og gav efter for mange af arbejdernes sociale og økonomiske krav for at vinde tid og af-radikalisere arbejderbevægelsen. Når vi ser tilbage mere end 50 år efter, kan vi konstatere, at denne virksomhedsstrategi har vist sig at være temmelig succesfuld.

Fagforeninger var uforberedte på den nyliberalistiske offensiv.
Vore dages fagbevægelse, organisatoriske strukturer og kadrer blev udviklet i denne historiske fase af sociale aftaler. Det førte til afpolitiseringen og afradikaliseringen af arbejderbevægelsen og bureaukratiseringen af fagbevægelsen. En vigtig del af de sociale aftaler var eksistensen af national regulering af kapital og marked. Økonomisk kontrol var på dagsordenen i alle lande. Aftaler mellem arbejde og kapital blev skabt på nogenlunde rimelige og anstændige måder inden for de nationale grænser.
Et vigtigt resultat af det var, at fagbevægelsen blev meget nationalt orienteret. Internationalismen i fagbevægelsen havde allerede i lang tid haft tendens til at udvikle sig til en slags diplomati i internationale organer (som ILO, det internationale LO) og endda til forskellige former for fagforeningsturisme med lille eller ingen kontakt til medlemmernes akutte behov og interesser.
Den overvejende del af den nuværende ledelse i den vesteuropæiske fagbevægelse har fået al sin uddannelse og erfaring i denne atmosfære af klassekompromisser og social fred. Da den neo-liberale offensiv blev sat i værk for omkring tyve år siden, og arbejdsgiverne gradvist brød med den sociale samarbejdspolitik, var det eneste svar det meste af fagbevægelses-bureaukratiet kunne give, at fortsætte denne konsensus-politik. Nogle fagforeninger har nærmest tigget temmelig fjendtlige arbejdsgivere om en fortsættelse af konsensus-politikken.
Denne politik er blevet opflammet af den stærke nationale orientering i fagbevægelsen. I stedet for at reorientere sig selv mod at konfrontere de gradvist mere aggressive kapitalinteresser, har denne snævre nationale orientering og stærke social partnerskabs-ideologi ført store dele af fagbevægelsen ind i en alliance med, og som konsekvens heraf en underordning under, 'national' kapital i en kamp for bedre konkurrencevilkår.
Med andre ord arter store dele af fagbevægelsen sig mere og mere som en formel og legal forretning, i stedet for at vende sig mod en strategi baseret på klassetilhørsforhold og angreb på magtbalancen.
Den tyske fagbevægelses kamp for 'enhed for arbejde' ('Bundnis fur Arbeit') igennem midthalvfemserne er et godt eksempel på denne politik af nationale alliancer med arbejdsgiverne (selvom den mislykkedes fordi arbejdsgiverne følte sig stærke nok til at afstå fra 'tilbudet' om en formaliseret, social aftale). På samme vis er kampen for mindstekrav i WTO et storartet eksempel på den legale formalisme som er blevet udviklet fuldstændig uden en analyse af magtbalancen mellem arbejde og kapital.

Uden retten til at gå i aktion er der ikke meget at opnå ved forhandlingsbordet.
Det er vigtigt at notere sig, at denne meget defensive og forringende udvikling virkede stærkere på fagforeninger i fabriksindustrien end i den offentlige sektor eller transportsektoren, blandt andet fordi fabriksindustrien er stærkere og mere direkte udsat for international konkurrence.
Denne ulykkelige fortsættelse af politiken med sociale aftaler, i en situation hvor den økonomiske og sociale basis for dette partnerskab er ved at smuldre, bliver fremskyndet af det meste af det nuværende europæiske fagforenings-bureaukrati - især den europæiske fagforenings koalition (ETUC). Vi har derfor i de seneste år set et stigende antal aktiviteter som konsultationer, forhandlinger, lobbyvirksomhed og såkaldt social dialog mellem de sociale parter på arbejdsmarkedet. Resultatet indtil videre er en øget hierakisk udvikling og fremkomsten af et enormt europæisk bureaukrati i fagbevægelsen.
Et reelt fagligt svar, hvor fagforeninger organiserer sig og mobiliserer deres styrke, baseret på aktivister og deres evne til at sætte styrke bag deres krav, er indtil videre ikke blevet bragt på banen i EU, selvom vi har set nogle tendenser i den retning på et nationalt plan (Frankrig 1995, Italien 2002).
Alle som har været involveret i faglig kamp på nationalt plan ved, at uden retten til at gå i aktion er der ikke meget at opnå ved forhandlingsbordet. Det er det grundlæggende problem i EU i dag. 'Forhandlinger' på EU plan finder sted uden retten til at gå i industriel aktion. Derfor har denne process indtil videre givet et meget lille afkast. Arbejdsgivere som ved, at deres modpart ikke har nogen måde at sætte styrke bag deres krav på, er forståeligt nok ikke særligt imødekommende ved forhandlingsbordet.
'Forhandlinger' i denne afskygning blev introducerede i EU's forfatning med Maastricht-traktaten og yderligere udviklet med Amsterdam-aftalen. I den står der, at på relevante områder skal de 'sociale parter' først have mulighed for at forhandle. Hvis de bliver enige, kan EU-kommissionen skrive aftalen ind i officiel EU-lovgivning (direktiver). Hvis de ikke bliver enige, kan kommissionen fremsætte et direktiv på eget initiativ.
Indtil videre har denne process afstedkommet tre generelle direktiver - et om retten til barselsorlov, et om deltidsarbejde og et om midlertidigt arbejde. De omhandler alle minimumskrav. Skibs-, jernbane-, og vejtransportindustrien har også forhandlet nogle aftaler om arbejdstimer igennem, som er blevet konverteret til direktiver.
På virksomhedsplanet er den europæiske arbejdsret blevet det bureaukratiske svar. Disse råd med arbejderrepræsentanter i multinationale selskaber giver praktisk taget ingen reel indflydelse til arbejderne, selvom organerne kan være nyttige til at skaffe information og faglige kontakter. Rådene giver langt mindre indflydelse end de tilsvarende institutioner, som blev udviklet i de nordiske lande og i Tyskland i efterkrigstiden, men arbejderrepræsentanter har mistet al reel indflydelse i virksomhederne i disse lande, også i takt med at markedskrafterne har vundet frem.
De deprimerende resultater af denne politik er blevet at den dominerende del af fagbevægelsen har accepteret en gradvist reducering i velfærd og arbejdsvilkår. Gennem forhandlinger har fagforeningerne gradvist accepteret en øget bøjelighed af arbejdet. En vigtig effekt af denne udvikling er demoraliseringen af arbejderne og reduceringen i fagforeningsmedlemskaberne, fordi fagforeningerne ikke har været i stand til at beskytte deres medlemmers interesser. At der er blevet tændt op under de populistiske højrefløjspartiers fremkomst er nok den farligste konsekvens af denne lade fagforeningspolitik.

Arbejderes værdighed bliver systematisk angrebet.
Hvad kan fagbevægelsen så gøre for at konfrontere virksomhedernes Europa i dag? Det første er at indse, at denne konfrontation er nødvendig. Der er uenigheder og modsætninger på dette område i fagbevægelsen i dag - på det nationale og lokale såvel som det internationale niveau. Vi er derfor nødt til at at skabe nye alliancer baseret på de bedste dele af fagbevægelsen. Selv om der er mange undtagelser herfra, kan disse fagforeninger primært findes i den offentlige sektor, indenfor transport, i visse private servicesektorer og i en del lokale afdelinger i fagbevægelsen.
En af de primære kampe som denne alliance må bygges omkring, er kampen mod den fortsatte privatisering af offentlige ydelser. Dette betyder, at vi skal kæmpe mod privatisering og udlicitering og forsvare de sejre som er blevet vundet gennem velfærdsstaten.
En anden vigtig del af en progressiv faglig strategi er at udfordre den dominerende tænkning - ideologien - hos det bureaukrati, der er i fagbevægelsen. Ideologien om en social pagt og den fredelige sameksistens mellem arbejde og kapital.
Vi bliver nødt til at tage hårde, men kammeratlige interne diskussioner om dette særlige spørgsmål inde i bevægelsen.
Disse diskussioner bør basere sig på den forståelse, at en politik med socialt partnerskab ikke er resultatet af en konspiration eller et forræderi. Det er derimod resultatet af en specifik historisk udvikling.
Vi har brug for nye analyser, analyser som kan forklare mennesker hvordan det historiske kompromis mellem arbejde og kapital blev skabt, og hvorfor det nu er brudt sammen.
Menneskers utilfredshed med den nuværende udvikling skal tages alvorligt - deres bekymring og vrede skal politiseres og kanaliseres ind i faglige og politiske interesse-baserede kampe om deres arbejds- og livsvilkår. Det er den eneste vej til at bryde den nuværende tendens, hvor mange af disse folk bliver mobiliseret af højrefløjen - af populistiske partier.
Vi bør fokusere på velfærd og arbejdsbetingelser. På brutaliseringen af arbejdet som er en konsekvens af at en voksende del af økonomien bliver underlagt markeds-konkurrence - og arbejdernes indflydelse på deres arbejdsdag og kontrol med arbejdsprocessen reduceres.
Det er vigtigt af forstå, at dette også har meget at gøre med menneskers selvbevidsthed. Arbejderes værdighed bliver systematisk angrebet - på arbejdspladserne, i medierne, i den almindelige offentlige debat og i det sociale og kulturelle klima, der er præget af middelklassens tanker og værdier.
Dette kan kun forandres ved at generobre begrebet om produktivt arbejde, om klasseforhold og klasseidentitet.
Det kan imidlertid ikke påtvinges arbejderklassen udefra. Det må og skal udvikles som en del af og i løbet af den sociale kamp.
Endelig skal vi opbygge alliancer med den nye, globale bevægelse mod nyliberalisme, for demokrati, global retfærdighed og solidaritet.
Denne globale bevægelse er for tiden mere politisk radikal og systemkritisk end fagforeningerne og arbejderbevægelsen, selvom dens erkendelse af klasseforholdene er ringe.
Fagbevægelsen behøver denne folkelige bevægelses radikalisme og militans for at bryde med en fremtid, som så at sige ikke længere er der.. Hvis denne alliance bliver udviklet på en rigtig og konstruktiv måde vil de to bevægelser kunne forstærke hinanden og bringe kampen op på et højere niveau.

Ovenstående er en lettere forkortet udgave af et oplæg Asbjørn Wahl holdt på det Europæiske Sociale Forum i Firenze i slutningen af sidste år. Det er oversat fra engelsk af Dagbladet Arbejderen.

Om forfatteren
Asbjørn Wahl er leder af Kampagnen For Velfærdsstaten i Norge.
Han har arbejdet i fagbevægelsen i omkring 20 år. Det meste af tiden i den norske fagbevægelse. Men i midten af 90'erne arbejdede Wahl i nogle år i den Internationale Transportarbejdersammenslutnings hovedkvarter (ITF) i London. Derefter blev han stemt ind som næstformand i vejarbejdersektionen af ITF, en stilling han stadig besidder.
I løbet af de sidste år har Asbjørn Wahl i Norge arbejdet med at opbygge alliancer for at bekæmpe privatisering og deregulering, og for at forsvare de sociale goder som er blevet vundet gennem velfærdsstaten.