Cheney er en mand, som ved alt om olie. For fem år siden skrev han en artikel, hvori han klart erklærede, at USA burde invadere Irak og kontrollere dets olie, siger Saudi Arabiens tidligere olieminister

af Sven Tarp
'Cheney er en mand, som ved alt om olie. For fem år siden skrev han en artikel, hvori han klart erklærede, at USA burde invadere Irak og kontrollere dets olie,' siger Saudi Arabiens tidligere olieminister
'Irak besidder enorme reserver af olie og gas, som jeg ville elske, at Chevron fik adgang til', udtalte Kenneth Derr, formand for Chevron i 1998.
Hvis Saddam Husseins styre i Bagdad fjernes, vil de irakiske oliefelter blive åbnet for vestlige investeringer. Og det kan samtidig lette afhængigheden af saudiarabisk olie. Redaktøren af Middle East Economic Survey, Gerald Butt, giver klart udtryk for dette synspunkt:
'Fjernelsen af Saddam er faktisk fjernelsen af den sidste trussel mod den frie strøm af olie fra Golfen som helhed.' (14)
Og Saudi Arabiens tidligere olieminister, Sheik Yamani havde i januar 2003 følgende at sige om vicepræsident Dick Cheney, der selv kommer fra en topstilling i oliefirmaet Halliburton Oil:
'Cheney er en mand, som ved alt om olie. For fem år siden skrev han en artikel, hvori han klart erklærede, at USA burde invadere Irak og kontrollere dets olie. Irak har de næststørste reserver i verden efter Saudi Arabien og er ifølge nylige undersøgelser i stand til at producere otte millioner tønder om dagen allerede inden for dette årti. Hvis USA invaderede Irak, ville det anlægge pipelines til det østlige Middelhavet. Det ville have tilstrækkelig adgang til olien uden at skulle gå gennem Hormoz Strædet.' (15)
Neil Mackay fra avisen Sunday Herald mener, at dette er den virkelige årsag til krigen:
'Præsident Bush' regering blev i april 2001 enige om, at 'Irak forbliver en destabiliserende faktor for oliestrømmen fra Mellemøsten til de internationale markeder', og da dette er en uacceptabel risiko for USA, er 'militær intervention' nødvendig.' (16)
Neil Mackay lægger vægt bag sine ord ved at citere en rapport, 'Strategic Energy Policy Challenges For The 21st Century', som blev udarbejdet af Baker Institute for Public Policy, der er under forsæde af den tidligere republikanske udenrigsminister James Baker. I denne rapport, hvis anbefalinger lå til grund for energirapport, som hans partifælle, vicepræsident Dick Cheney senere stod fadder, hedder det:
'USA forbliver en fange af sit eget dilemma. Irak forbliver en destabiliserende faktor for... oliestrømmen fra Mellemøsten til de internationale markeder. Saddam Hussein har også vist sig rede til at true med at bruge olievåbnet og bruge sit eget eksportprogram til at manipulere oliemarkederne. USA bør derfor umiddelbart genoverveje sin politik over for Irak, indbefattet militære, energimæssige, økonomiske og politisk/diplomatiske vurderinger.' (17)

Øje for profit
Det er rene ord for pengene. Det er imidlertid spørgsmålet, om dette ikke er en alt for simpel forklaring, som ser bort fra en række andre faktorer. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at forklare, hvorfor man er villige til at tage den store risiko, som er forbundet med en militær enegang mod Irak.
Skal man sammenfatte ovenstående, begynder der at tegne sig et klart billede af USA's virkelige interesser. Som storforbruger af olie bliver det mere og mere afhængig af importeret olie, som det forsøger at hente i en bred vifte af regioner og lande som muligt. De sociale og politiske forhold i disse lande gør dog, at USA alligevel må fortsætte med at importere olie fra Mellemøsten.
Dette behov for olie er imidlertid ikke så stort, at det alene kan forklare, hvorfor USA er rede til at risikere så meget for at få kontrol over området. Landene omkring den Persiske Golf er ikke potentielt mere udsatte for uro og forstyrrelser i olieleverancerne end andre regioner.
Irak har ikke truet med at stoppe leverancen til USA. Tværtimod har USA købt det meste af den irakiske olie inden for rammerne af FN's olie-for-mad program. Der er derfor yderligere to mulige forklaringer, som trænger sig på.
Den første er, at det er de transnationale amerikanske olieselskaber, som gennem krigen ønsker at sætte sig på de irakiske oliekilder og på den måde se frem til milliardprofitter. Kenneth Derrs udtalelser ovenfor tyder i denne retning. Og det er desuden en kendsgerning, at netop den nuværende amerikanske regering som ingen anden udmærker sig ved sine tætte forbindelser til olieindustrien.
George Bush selv har siddet i bestyrelsen i Harken Energy Corporation. Vicepræsident Dick Cheney var tidligere direktør i Halliburton Oil, der allerede har fået en række fede kontrakter i genopbygningen af Irak, hvis USA vinder krigen. Den sikkerhedspolitiske rådgiver, Condoleezza Rice, kommer direkte fra en bestyrelsespost i Chevron. Og sådan kunne man blive ved. (18)

Kontrol med olien giver magt
Men denne forklaring modsiges af andre kendsgerninger. De amerikanske olieselskaber er selvsagt interesseret i udsigten til de kæmpeprofitter, som kan blive resultatet af krigen. Og de deltager ivrigt og engageret i planerne for privatisering, genopbygning og videre udvikling af den irakiske olieindustri.
Men mange af dem er i samme åndedrag meget utrygge ved, hvad det reelle resultat af krigen kan blive. De frygter ikke uden grund, at der kan blive oppisket en anti-amerikansk stemning i hele regionen, som gør det umuligt for dem at blive der.
'Jeg ved, at olieselskaberne er bange for resultatet af dette. De er overhovedet ikke sikre på, at det er til gavn for olieindustrien', har Mellemøsten-eksperten Ibrahim Oweiss fra Georgetown University udtalt. Det var ham, som i sin tid opfandt begrebet 'petrodollars'. (19)
Gerald Bailey, som indtil 1997 ledte Exxons aktiviteter i Mellemøsten, mener, at 'olieselskaberne er fanget midt imellem'. Og den tidligere diplomat, David Long, er inde på samme tankegang: 'Det er begær versus frygt'. (20)
Uanset om det er frygt eller profitbegær, der får overtaget, viser dette dilemma, at heller ikke olieindustriens interesser er tilstrækkelige til alene at forklare Bush-regeringens forbenede krigslyst.
En anden god kandidat til en forklaring er magt. Michael Klare, der er professor i fred og verdenssikkerhed ved Hampshire College og forfatter til bogen 'Resource Wars', er inde på denne tankegang:
'Kontrol over Irak handler snarere om olie som magt end olie som brændsel. Kontrol over den Persiske Golf kan oversættes til kontrol over Europa, Japan og Kina. Det drejer sig om at få fingre i taphanerne'. (21)
På denne måde bliver krigen mod Irak en brik i et geostrategisk spil. Både Europa og Japan er langt mere afhængige af olie fra Mellemøsten end USA. Og det oliefattige Kina, som USA har defineret som sin strategiske hovedfjende, er inde i en rivende udvikling, som vil kræve større og større mængder olie i de kommende år. Hvis USA får kontrol over Mellemøstens oliekilder, vil det have et stærkt og afgørende kort på hånden i sin kamp for verdensherredømme.

Kampen om OPEC
I 2001 nedsatte Centret for Strategiske og Internationale Studier (CSIS) i Washington en ad hoc-gruppe, som bestod af flere kongresmedlemmer samt repræsentanter fra industrien, heriblandt diverse olieselskaber.
Den nedkom samme år med en rapport med titlen 'The Geopolitics of Energy Into the 21st Century'. Rapporten konkluderede, at verden i mange år fremover vil være afhængig af ustabile olieproducerende lande, omkring hvilke der vil udvikle sig konflikter og krige. Lederen af denne ad hoc-gruppe var den tidligere CIA-mand Ebel. Han udtalte senere:
'Olien fyrer op om den militære magt, de nationale skattekamre og den internationale politik. Den er ikke længere en vare, som købes og sælges inden for rammerne af den traditionelle balance mellem udbud og efterspørgsel på energi. Den har snarere forvandlet sig til noget afgørende for velfærd, national sikkerhed og international magt.' (22)
Et helt central spørgsmål kan også være kampen om OPEC. Hvis USA kan sætte sig fast i Irak, kan det herfra presse Iran og Saudi Arabien og få afgørende indflydelse på OPEC's beslutninger. OPEC har kun lige været tålt siden sin grundlæggelse for 30 år siden.
De amerikanske magthavere har adskillige gange langet ud efter denne organisation og ønsket den hen, hvor peberet gror. Målet for aktionen kan derfor være at bovlamme eller helt opløse OPEC, der som den eneste råvare-producerende organisation har haft en vis succes i kampen mod industrimagternes nykoloniale politik.
Amerikansk forsyningssikkerhed, profitter til olieselskaberne, ødelæggelse af OPEC og erobring af en geostrategisk magtposition er til sammen et stærkt argument, når der skal peges på en årsag til krigen. Og der er da heller ingen tvivl om, at alle disse overvejelser har indgået i den endelige beslutning om at gå i krig.
Men der er alligevel en svaghed ved dette argument. Og det er, hvorfor USA har været rede til at kaste sig ud i et krigseventyr, hvis resultat er mere end usikkert, i hvert fald hvis man ser på risikoen for et folkeligt, anti-amerikansk oprør i den arabiske og muslimske verden som sådan? Hvorfor har det ikke valgt andre mere raffinerede metoder til at forfølge sine mål? Hvorfor dette hastværk? Hvorfor gå i krig, når oddsene er så dårlige?
Endnu en central faktor må drages ind i analysen for at besvare disse spørgsmål, nemlig kampen om dollaren. Dette tage op i næste kronik.

Noter
14. Michael Theodoulou og Roland Watson: West Sees Glittering Prizes Ahead in Giant Oilfields. Times of London, 11. juli 2002..
15. Reliable, Affordable, and Environmentally Sound Energy for America's Future. Report of the National Energy Policy Development Group, maj 2001..
16. Neil Mackay: Official: US oil at the heart of Iraq crisis. Sunday Herald, 6. oktober 2002..
17. Ibid.
18. Bush, Harken and the Center for Public Integrity. http://www.public-i.org/dtaweb/report.asp?ReportID=434&L1=10&L2=10&L3=0&L4=0&L5=0.
Cheney & Halliburton: Go Where the Oil Is. Multinational Monitor, May 2001, Vol. 22, No. 5. http://multinationalmonitor.org/mm2001/01may/may01corp10.html.
Bush's Corporate Cabinet. Multinational Monitor, May 2001, Vol. 22, No. 5. http://multinationalmonitor.org/mm2001/01may/may01bushcc.html#rice
19. Robert Dreyfuss: The Thirty-Year Itch. MotherJones. com, marts/april 2003. http://motherjones.com/news/feature/2003/10/ma_273_01.html.
20. Ibid.
21. Ibid.
22. Ibid.

Kampen mod Det Fjerde Rige (5)
Dagbladet Arbejderen bringer her den femte af en række kronikker om 'Krigens årsager og Fredens Perspektiv'. De er skrevet af DKP/ML's internationale sekretær Sven Tarp.

2/4-2003 Olien som brændsel og olien som magt (4)
- Irak besidder enorme reserver af olie og gas, som jeg ville elske, at Chevron fik adgang til, sagde Kenneth Derr, formand for olieselskabet Chevron i 1998.
1/4-2003 USA befæster sig militært (3)
Krigen mod Afghanistan i 2001 var den fjerde fase i USA's plan for permanent militær tilstedeværelse i området. Officielt var denne krig rettet mod taliban-regimet i Kabul. I virkeligheden var krigen forberedt længe forinden, og den 11. september var blot en velkommen lejlighed til at føre denne plan ud i livet.
29/3-2003 USA`s plan for Mellemøsten (2)
Den amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, konkluderede, at det ikke var nok for USA at have allierede i Mellemøsten. Det måtte også have sine egne militære styrker og baser.
27/3-2003 Krigen bygger på løgne (1)
På overfladen er USA's og dets allieredes militærmagt frygtindgydende. Under overfladen er sandheden ganske anderledes.