Hvad de pågældende forskere ikke tager i betragtning, er deres blinde tillid til den moderne fysiks postulerede konstante lyshastighed

af Carlo H. Hansen, Tilst
Tidsskriftet 'aktuel Astronomi' nr. 4/2002 bringer en artikel om en 'mystisk kraft', som vedrører de to rumsonder Pioneer 10 og Pioneer 11, der blev opsendt i henholdsvis 1972 og 1973. Med Pioneer 10 havde man endnu kontakt i 2002, hvor den befandt sig i en afstand dobbelt så stor som afstanden til den yderste af planeterne, Pluto, på vej til at forlade solsystemet for stedse.
'Begge Pioneer-sonder påvirkes af en uforklarlig acceleration mod Solen, altså en vedvarende nedbremsning af de to sonder', hedder det i artiklen, der nævner seks rumforskere, som 'har gjort deres yderste for at gennemgå alle mulige kilder til den mystiske effekt, der har fået navnet 'Pioneer-anomalien'. Alle deres anstrengelser til trods er det ikke lykkedes at finde en forklaring'.

Hvad de pågældende forskere ikke tager i betragtning, er deres blinde tillid til den moderne fysiks postulerede konstante lyshastighed, skønt den samme fysik i mange tilfælde kalkulerer med en varierende lyshastighed som for eksempel i forklaringen af et 'sort hul', det vil sige et meget kompakt himmellegeme med så stor tyngdekraft, at udsendt lys tvinges til at miste hastighed, vende om og falde tilbage mod himmellegemet. Og som det oplyses i 'Den Store Danske Encyklopædi' (bind 16, side 98): 'Et lyskvant (foton), der sendes op fra for eksempel jordoverfladen, vil ligesom en sten, der kastes, miste bevægelsesenergi og derfor observeres rødforskudt'.
Omvendt vil for eksempel fotoner, der i form af radiosignaler fra Pioneer 10 ankommer til Jorden, på grund af tyngdeaccelerationen have forøget deres bevægelsesenergi, hvad der ville have givet en ganske lille violetforskydning i signalernes spektrum, hvis sonden havde befundet sig i ro i forhold til Jorden.
Men Pioneer 10 bevæger sig bort fra Jorden med en vis hastighed, som nødvendigvis formindsker radiosignalernes hastighed mod Jorden og gør det i langt højere grad, end tyngdeaccelerationen øger denne hastighed.

Det endelige resultat er derfor, at radiosignalernes spektrum nok udviser en rødforskydning som udtryk for Pioneer 10's flugt, men en rødforskydning, som findes for lille af forskere, som henholder sig til postulatet om lyshastighedens konstans og lukker øjnene for signalernes faldbevægelse. Deraf mystikken om 'den vedvarende nedbremsning af de to sonder'!
Blandt et væld af artikler på internettet, som beskæftiger sig med Pioneer-anomalien, har jeg fundet en enkelt med tilsvarende synspunkter som de ovenstående, 'Crash of Relativity after Lorentz-Einstein' af A. V. Rykov, leder af et seismologisk laboratorium i Rusland.
Rykov slutter sin fremstilling med at oplyse, at han i NASA har forsøgt at kontakte en af forskerne af Pioneer-problemet for at få nødvendige data om den målte rødforskydning, men da det kom frem, at Rykovs synspunkter ikke baserede sig på relativitetsteorien, blev forbindelsen ensidigt afbrudt.