Den amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, konkluderede, at det ikke var nok for USA at have allierede i Mellemøsten. Det måtte også have sine egne militære styrker og baser.

af Sven Tarp
Der er mange påstande og forklaringer på krigen i omløb. De fleste hænger sig ved overfladefænomener.
Ud over de officielle amerikanske forklaringer er der fra fredskræfters side fremkommet teser om, at George W. Bush ønsker at gøre sin fars arbejde færdigt, at USA ønsker at statuere et eksempel, at USA ønsker at teste nye våbentyper osv.
Det kan selvfølgelig ikke afvises, at disse ting også har spillet ind, da den endelige beslutning skulle tages. Men ingen af dem kan i sig selv forklare den nidkærhed, hvormed Bush-regeringen farer frem, og de risici, som den øjensynlig er villig til at tage.
Det er også blevet sagt, at krigen drejer sig om olie. 'Ingen krig for olie', 'Ingen blod for olie', har det massivt lydt fra fredsbevægelsen.
Det har først og fremmest været en agitationsparole, som har fået folk til at tænke over krigens dybere årsager. Den har som sådan spillet en vigtig rolle i mobiliseringen og bevidstgørelsen af fredskræfterne.
Men det er ikke desto mindre en sandhed med modifikationer. Det er naturligvis indlysende, at Iraks ufattelige olierigdomme lokker og derfor spiller en central rolle. Men hvordan? Og hvorfor? Det må man give svar på.
Udfordringen er derfor at trænge ned under overfladen og forklare de dybere liggende årsager til krigen og den modstand, der allerede har rejst sig.
Kun på denne måde er det muligt at udarbejde en strategi, som ikke lader fredsbevægelsen løbe hid og did i begivenhedernes kølvand. En strategi, som kan gøre den til en faktor, der i stigende grad sætter dagsordnen med et projekt for en verden uden krig og imperialisme.

Interesser bag krigen
Der er i dag almindelig enighed om den tyske militærteoretiker Clausewitz' gamle tese om, at 'krig er blot fortsættelse af politik med andre midler'. Men hvori består den politik, der gik forud for krigen? Det er der ikke enighed om.
For at forstå denne politik er det fremfor alt nødvendigt at ty til den kendte marxistiske tese om, at 'politik er økonomiens koncentrerede udtryk'. Man må fremfor alt forstå, hvilke økonomiske interesser der gemmer sig bag politikken.
Dermed ikke sagt, at alle politiske handlinger mekanisk kan forklares ud fra økonomien. En Berlusconis, Aznars eller Foghs handlinger kan ikke alene forklares ud fra økonomiske interesser, hvis man ikke også inddrager deres politiske opportunisme og knæfald for den amerikanske supermagt. Man kan ikke forklare forskellen på Bush' og Clintons udenrigspolitiske metoder alene ud fra økonomiske forhold.
Hvad der menes med tesen er, at det til syvende og sidst er samfundets økonomiske basis, der sætter sig igennem i de politiske forhold. Det må være udgangspunktet for en enhver seriøs analyse af krigens årsager.
Som i så mange andre komplekse forhold findes der ikke en enkel årsag til den igangværende krig. Det drejer sig om et helt problemkompleks, som gør anti-krigspropagandaen mere besværlig. Men disse komplekse årsager må ikke desto mindre forstås og kommunikeres ud for at rodfæste fredsbevægelsen og styrke dens anti-imperialistiske karakter.
I det følgende vil der blive set nærmere på en række mulige årsager. Samlet set giver de en rimelig forklaring på den krig, som Det Hvide Hus har kastet sig ud i.
Det drejer sig om forholdet mellem USA og Irak i historisk perspektiv, USA's egen energiforsyning, energibehovet i verden som helhed, dollarens rolle i den internationale økonomi, USA's strukturelle krise og dets planer om verdensherredømme.

Lidt forhistorie
Lad os starte med at følge oliesporet historisk.
Allerede i starten af det 20. århundredet var området omkring den Persiske Golf kendt for sine rige oliekilder. Det vakte umiddelbart vestmagternes grådige blikke.
Da de britiske tropper i slutningen af første verdenskrig nærmede sig Bagdad, skrev den britiske udenrigsminister Arthur Balfour: 'Kontrollen over disse olieforekomster er et første klasses krigsmål'. (1)
Ved slutningen af Anden Verdenskrig gentog det amerikanske udenrigsministerium næsten ordret Balfours ord, da det skrev, at resurserne i den Persiske Golf 'er en formidabel kilde til strategisk magt og en af de største materielle gevinster i verdenshistorien.' (2)
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig sad britiske olieselskaber på omkring 70 procent af olieproduktionen i Mellemøsten. Men det forhold skulle hurtigt ændre sig. Allerede 25 år senere var det amerikanske selskaber, som havde taget teten.

USA i Mellemøsten
I mellemtiden havde USA haft travlt. I 1953 styrtede et CIA-kup den demokratisk valgte Mossadeq-regering i Iran, som havde begået den helligbrøde at nationalisere landets olie. Resultat var et 26 år langt og blodigt diktatur under Shah Reza Pahlavi.
I samme periode begyndte USA at gøre sin indflydelse gældende blandt en række arabiske regimer.
I 1958 fandt der en nationalistisk revolution sted i Irak, som op gennem 1960'erne udviklede sig i progressiv og demokratisk retning med perspektiver for en overgang til socialismen. Men i 1968 bragte et kup Baath-partiet til magten og gjorde en ende på det irakiske forår.
CIA var kraftigt involveret i dette kup. Men det fik ikke meget ud af det. Det nye regime viste sig at være meget selvrådigt og nationalistisk. I 1961 var en lov om begrænset nationalisering af landets olie blevet vedtaget, og den agtede styret i Bagdad ikke at bakke ud af. Tværtimod skærpede det den i 1973.
I 1973-74 brød den første store oliekrise ud. Organisationen af Olieproducerende Lande, OPEC, der var dannet kort forinden, skar ned på olieproduktion, hvad der førte til skyhøje oliepriser, som bar ved til den økonomiske krise i de vestlige lande.
Den daværende amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, drog heraf den konklusion, at det ikke var nok for USA at have allierede i området. Det måtte også have sine egne militære styrker og baser. Planen var på sin side hemmelig, men den blev alligevel lækket til pressen.
Kissinger, der aldrig direkte indrømmede at stå bag planen, fyrede selv en bredside af mod saudiaraberne i Business Week. Heri talte han om at presse oliepriserne ned gennem 'massiv politisk krigsførsel mod lande som Saudi Arabien og Iran, så de risikerer deres politiske stabilitet og måske deres sikkerhed, hvis de ikke samarbejder'. (3)
Sheik Ahmed Zaki Yamani, Saudi Arabiens navnkundige olieminister mellem 1962 og 1986, havde følgende at sige om denne plan, da han i januar 2003 holdt foredrag på den internationale bogmesse i Cairo:
'USA har en meget klar politik over for Mellemøsten. Denne politik bygger på to fronter, nemlig Israel og olien. Og de to har aldrig kunnet sameksistere, undtagen da araberne 'vovede' at påtvinge en olieembargo i 1973. Dette irriterede USA, som lavede en langsigtet plan for at kontrollere olien og Golfen med militære midler'. (4)
Det er sidste fase af denne langsigtede plan, som nu er ved at blive ført ud i livet. Forud var der gået en række andre faser. De vil blive behandlet i næste kronik, der bringes på tirsdag den 1. april.

Noter
1. Rui Namorado Rosa: Para que querem eles uma segunda Guerra do Golfo. www.resistir.info/rui/iraque.html
2. USA's State Department, 1945. Citeret efter Noam Chomsky: Tale på Verdens Social Forum, Puerto Alegre, den 27. januar 2003. Al-Ahram Weekly Online Issue No. 624. 6 - 12 February 2003. weekly.ahram.org.eg/2003/624/sc1.htm
3. Business Week 1975. Citeret efter Robert Dreyfuss: The Thirty-Year Itch. MotherJones. com, marts/april 2003. http://motherjones.com/news/feature/2003/10/ma_273_01.html
4. The Godfather's war Al-Ahram Weekly Online, No. 625, 13. -19. februar 2003. http://weekly.ahram.org.eg/2003/625/sc1.htm

Kampen mod Det Fjerde Rige (2)
Dagbladet Arbejderen bringer her den anden af en række kronikker om 'Krigens årsager og Fredens Perspektiv'. De er skrevet af DKP/ML's internationale sekretær Sven Tarp. Kronikkerne vil blive bragt i denne og næste uge.

2/4-2003 Olien som brændsel og olien som magt (4)
- Irak besidder enorme reserver af olie og gas, som jeg ville elske, at Chevron fik adgang til, sagde Kenneth Derr, formand for olieselskabet Chevron i 1998.
1/4-2003 USA befæster sig militært (3)
Krigen mod Afghanistan i 2001 var den fjerde fase i USA's plan for permanent militær tilstedeværelse i området. Officielt var denne krig rettet mod taliban-regimet i Kabul. I virkeligheden var krigen forberedt længe forinden, og den 11. september var blot en velkommen lejlighed til at føre denne plan ud i livet.
29/3-2003 USA`s plan for Mellemøsten (2)
Den amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, konkluderede, at det ikke var nok for USA at have allierede i Mellemøsten. Det måtte også have sine egne militære styrker og baser.
27/3-2003 Krigen bygger på løgne (1)
På overfladen er USA's og dets allieredes militærmagt frygtindgydende. Under overfladen er sandheden ganske anderledes.