På overfladen er USA´s og dets allieredes militærmagt frygtindgydende. Under overfladen er sandheden ganske anderledes.

af Sven Tarp
Natten til den 20. marts 2003 gik USA i krig mod Irak. Verdenshistoriens største militærmagt har dermed overfaldet et lille land, der er udmattet og svækket af årtiers krig og blokade.
Angrebet var ventet. Men det bliver det ikke mindre fejt af.
Et nøje planlagt og videnskabeligt udtænkt folkemord er i gang. Præsident Bush's Fjerde Rige er allerede ved at sætte Adolf Hitlers Tredje Rige i skyggen.
Nogle få lande har stillet sig på USA's side. Storbritannien ud fra egne imperialistiske interesser. Lande som Spanien, Italien og Danmark først og fremmest af opportunisme, selv om også økonomiske interesser spiller ind. En række østeuropæiske lande som trofaste vasaller.
Men flertallet af verdens lande er imod krigen. Og det store flertal af verdens befolkning ligeså. Af de krigsførende lande er det kun USA, som fra krigens start kan mønstre støtte fra et befolkningsflertal. Og selv det kan hurtigt slå om. Især hvis krigen bliver af længere varighed.
Ingen kan forudse begivenhedernes gang. Alt kan ske. På overfladen er USA's og dets allieredes militærmagt frygtindgydende. Under overfladen er sandheden ganske anderledes.
I sin tale umiddelbart efter 11. september 2001 proklamerede præsident Bush 'krig mod terrorismen'. Denne krig skulle ikke være 'af kort varighed, men langvarig, en helt ny slags krig'. Dem, der 'ikke var med ham, var imod ham'.
Senere proklamerede han 'ondskabens akse' og en række navngivne 'slyngelstater', som ud over Irak omfattende Iran, Syrien, Libyen, Sudan, Nordkorea og Cuba. Dertil kom 'advarsler' til over 60 lande, som på en eller anden måde 'giver husly til terrorismen'.
Dernæst barslede Bush-regeringen med en ny national sikkerhedsdoktrin og den allerede berygtede tese om forebyggende krige. Og som kronen på værket kom den mærkeligt nok mindre omtalte strategi for første brug af atomvåben.

En grum tid
Verden går en grum tid i møde.
Hovedoverskriften for den amerikanske præsidents arrogante kampagne er kamp mod terrorisme og masseødelæggelsesvåben. Det sker angiveligt i menneskerettighedernes navn. Og Bush er ikke bleg for at påberåbe sig forsvaret af civilisationen.
Denne tidligere alkoholiker og religiøse fanatiker, der selv er uden nogen som helst kultur og almendannelse, anser øjensynlig Texas - og ikke landet mellem Eufrat og Tigris og det gamle Babylon (Bagdad) - for civilisationens vugge.
I Iraks konkrete tilfælde drejer krigen sig officielt om at tilintetgøre landets påståede masseødelæggelsesvåben. Den drejer sig om at fjerne et brutalt diktatur og en blodtørstig enehersker, der truer sin egen befolkning og nabolandene, og indføre demokrati i landet.
Men disse officielle begrundelser for krigen har aldrig givet nogen mening.
Det er endnu ikke lykkedes at føre bevis for, at Irak rent faktisk stadig råder over masseødelæggelsesvåben. Hvis det gjorde, ville det højst være i meget lille skala, sådan som den tidligere våbeninspektør Scott Ritter udtalte allerede i 1998. Og de ville ikke udgøre nogen reel trussel mod nabolandene - og slet ikke mod USA.
Den amerikanske systemkritiker Noam Chomsky slog hovedet på sømmet, da han i et interview i 2002 sagde, at Irak kun var virkelig farligt, da det i 1980'erne var allieret med USA (i krigen mod Iran).
Dengang brugte det kemiske våben i krigen mod USA's daværende hovedfjende i området, præstestyret i Iran. Dengang brugte det gas imod sin egen kurdiske befolkning, uden at de nuværende høge i Washington hævede deres stemme.
Det er efterhånden velkendt, at det var USA, som forsynede Irak med centrale komponenter til dets program for produktion af biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben. Det var den nuværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, der indledte de officielle kontakter med Saddam Husseins regime i december 1983.
Hvis masseødelæggelsesvåben virkelig var et argument for at gå i krig, skulle USA snarere rette skytset mod en række af sine egne allierede.
Det gælder ikke mindst Israel, der råder over 200-500 atomvåben, og Pakistan, som også er blevet en atommagt. Begge lande fører en aggressiv politik og truer deres nabolande. De har begge blod på hænderne. Verden ville være et bedre sted uden disse regimer.
Og USA måtte fremfor alt gribe i egen barm. Det råder selv over verdens største lagre af atomvåben. Det råder over lagre af biologiske og kemiske våben.
Det råder - ikke at forglemme - over de finansielle masseødelæggelsesvåben, hvormed det har lagt en stor del af den tredje verden øde gennem de seneste årtier. Og USA er indtil videre det eneste land, som har brugt atomvåben mod civile mål.

Der er mange blodige diktatorer
Det er rigtigt, at Saddam Hussein er en blodig diktator, der holder sin befolkning som gidsel.
Men hvis det var et argument, kunne man jo starte hvor som helst - for eksempel i Colombia, Marokko, Ægypten, Yemen, Saudi Arabien og Pakistan - alle allierede med USA.
Hvorfor er det lige netop Irak, man har set sig gal på? Hvorfor er det lige netop Irak, der skal bombes? Hvorfor er det lige netop Saddam Hussein, der dæmoniseres, når kandidaterne er så talrige?
Og hvis det endelig var demokrati, der lå Bush-regeringen på sinde, kunne den jo starte med at omgøre det seneste amerikanske præsidentvalg.
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at præsident George Bush fik færre stemmer end sin modpart, demokraten Al Gore. Det er ikke nogen hemmelighed, at han alene kom til magten ved hjælp af juridiske spidsfindigheder og massiv valgsvindel, hvor selv de døde stemte. At han reelt set blev valgt ved en lille domstol i Florida, hvor han bror er guvernør.
De officielle begrundelser for krigen giver som sagt ingen mening. Det kan heller ikke overraske.
Alle, der har studeret krigenes historie, ved, at krige altid er blevet indledt af massive kampagner, der skal vildlede befolkningen, dæmonisere fjenden og retfærdiggøre krigen.
Gennem tiderne har argumenterne og metoderne vekslet. Men målet har altid været at få ro på bagsmækken og opnå folkelig støtte til krigen, uanset om den var i folkets interesse eller ej. Uro i baglandet er det værst tænkelige udgangspunkt for succesrig krigsførsel.
Bush's, Blairs, Aznars, Berlusconis og Foghs åndelige læremester i mere end én forstand, luftmarskal Hermann Göring, forklarede det på denne måde under Nürenberg-processerne:
'Med eller uden stemme kan folket altid blive bragt til at underlægge sig ledernes vilje. Det er let. Alt, hvad man skal gøre, er at sige til det, at det står over for at blive angrebet, og at fordømme pacifisterne for manglende patriotisme eller for at udsætte landet for fare.'

Krigsmodstand trods manipulation
Men denne gang er der knas i maskineriet. Ensretningen og kontrollen over nyhederne og massemedierne har aldrig været større. Løgnen har aldrig været mere raffineret. Billederne er aldrig kommet tættere på folk.
Og alligevel er et stort flertal af verdens befolkning allerede ved krigens start imod krigen. Det er aldrig sket før.
Dusinvis af millioner har allerede demonstreret, strejket eller på anden måde vist deres modstand mod krigen. På kun to år er det lykkedes kliken omkring George W. Bush at isolere USA i det internationale samfund i en grad, som ikke er set i landets over 200 års historie.
Noget nyt er på vej. Og dette nye er det eneste lyspunkt i en ellers sort tid. For at fange det må man trænge ned under overfladen og blotlægge de dybere grunde til krigen.
Det handler denne artikelserie om.

Kampen mod Det Fjerde Rige (1)
Dagbladet Arbejderen bringer her den første af en række kronikker om 'Krigens årsager og Fredens Perspektiv'. De er skrevet af DKP/ML's internationale sekretær Sven Tarp.

2/4-2003 Olien som brændsel og olien som magt (4)
- Irak besidder enorme reserver af olie og gas, som jeg ville elske, at Chevron fik adgang til, sagde Kenneth Derr, formand for olieselskabet Chevron i 1998.
1/4-2003 USA befæster sig militært (3)
Krigen mod Afghanistan i 2001 var den fjerde fase i USA's plan for permanent militær tilstedeværelse i området. Officielt var denne krig rettet mod taliban-regimet i Kabul. I virkeligheden var krigen forberedt længe forinden, og den 11. september var blot en velkommen lejlighed til at føre denne plan ud i livet.
29/3-2003 USA`s plan for Mellemøsten (2)
Den amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, konkluderede, at det ikke var nok for USA at have allierede i Mellemøsten. Det måtte også have sine egne militære styrker og baser.
27/3-2003 Krigen bygger på løgne (1)
På overfladen er USA's og dets allieredes militærmagt frygtindgydende. Under overfladen er sandheden ganske anderledes.