Under EU-formandsskabet i efteråret, udviklede der sig noget flimmer mellem unionsmodstanden og den såkaldte globaliseringsbevægelse. Meget af debatten gik på aktionsformer. Dette emne lader jeg ligge. Jeg synes, det er vigtigere at se på, om der er reelle uenigheder, hvad angår det mere strategiske sigte.

af Karen Sunds, Nationaløkonom, sidder i Folkebevægelsen mod EU's styrelse

Nu er globaliseringsbevægelsen en broget størrelse. I realiteten er det i denne bevægelse, at der eksisterer en dyb strategisk modsætning. Nemlig mellem de kræfter, der har illusioner om, at man kan tæmme de multinationale gennem et globalt demokrati i EU og WTO, - og så de kræfter, som ikke tror på denne vej. Det er den sidste del af bevægelsen, som jeg taler om nedenfor.

Samme kamp
Jeg mener ikke, at der objektivt vurderet, er nogen modsætning mellem globaliseringsbevægelsen, og så modstanden mod EU. Ser vi på erfaringerne fra andre lande, som Norge eller Spanien, optræder de to bevægelser i høj grad sammen.
Kampen mod EU og mod WTO er i bund og grund den samme kamp. Den er vendt mod de multinationale og de politiske instrumenter, som de opbygger på regionalt og globalt plan.
Sagt lidt firkantet: De multinationale arbejder via WTO på at skabe sig et indre marked, fuldstændig som EU's indre marked, blot på globalt plan. EU er altså en slags pionermodel.
Man kan spørge sig: hvorfor halter kampen mod WTO og GATS-aftalen så meget bagefter i Europa, sammenlignet med den stærke modstand i andre verdensdele?
Svaret ligger lige for: I Europa er kræfterne blevet samlet og udviklet omkring EU-kampen. Det er den samme kamp. Den har blot 10-15 år mere på bagen, og er derfor mere udviklet.
Dette betyder ikke, at kampen mod WTO og GATS bliver mindre vigtig i Europa. Skal vi forsvare vores nationale selvbestemmelse, den demokratiske kontrol med velfærd og vigtige ressourcer i samfundet, så skal der kæmpes på begge fronter.

National selvbestemmelse er nøgleled
Min pointe er, at de to bevægelser har en klar fællesnævner: forsvar for den nationale selvbestemmelse. Det har altid været kernen i EU-modstanden, og har samlet på tværs af partiskel. Og det er kernen i den brede bevægelse, der har udviklet sig mod GATS-forhandlingerne på globalt plan.
I realiteten kunne modstanden mod EU og mod WTO forenes i en fælles Folkebevægelse til forsvar for den nationale selvbestemmelse.
Sådan er det ikke i dag. Og det er der selvfølgelig klare historiske årsager til, som ikke kan negligeres. Men det er oplagt at tage udgangspunkt i vores fællesnævner i kampen.

Karen Sunds, 44 år. Nationaløkonom. Medlem af landsledelsen i DKP/ML. Sidder i Folkebevægelsen mod EU's styrelse