Læg vel mærke til overskriften! Dette kan godt gå hen og blive titlen på denne klumme, i stedet for Skærveknuseren!

af Kjeld Stenum
Sagen er nemlig, at jeg ikke cykler hverken til eller fra arbejde for tiden.
Her lidt efter nytår blev jeg spurgt, om jeg havde noget imod at blive hjemme en uges tid. Inden den uge var omme, blev jeg ringet op af formanden og spurgt, om jeg havde noget imod, det blev en måned.
For nylig var den måned gået, og så ringede jeg ind. Nu blev jeg ikke spurgt om noget, men jeg fik at vide, at jeg i hvert fald ikke skulle regne med noget før til april.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal slet ikke regne med noget

Nu hører jeg ikke af natur til de arbejdsliderlige. Jeg går heller ikke og bilder mig ind, at mit arbejde er samfundsnyttigt, tværtimod, når jeg tænker tilbage over mit arbejdsliv, har en meget stor del af årene gået med at lave projekter, der var om ikke direkte samfundsskadelige så i hvert fald overflødige og i modstrid med folks ønsker.
På den anden side har jeg det sådan, at både min selvrespekt og min respekt for mine kolleger og mine medborgere kræver, at jeg melder mig på barrikaderne.
Skal der laves surt og åndssvagt arbejde, så skal jeg ikke være mellem dem, der unddrager sig. Desuden kan man jo godt bruge pengene.

Så jeg har faktisk efterhånden været rundt på de fleste af byens byggepladser. Men de lyder meget pessimistiske.
Det sidste sted, jeg har været, havde de en måned tilbage, og så vidste de ingenting.
Da de hørte, jeg havde været i deres firma, ville de godt vide, hvad jeg havde tjent. Det fortalte jeg, og så ville jeg jo også til gengæld gerne høre lidt om, hvad jeg gik glip af at tjene i deres sjak.
Det var de ikke så glade for at fortælle, og jeg måtte love ikke at sige det til nogen. Og nu jeg har lovet det må jeg jo holde det, selvom jeg synes, det er forkert at skamme sig over sådan noget.
Det er arbejdsgiveren og ikke folkene, der bør skamme sig.
Nå men altså, lad os sige det sådan, at da jeg hørte om deres løn så følte jeg det ikke som et arbejde, jeg gik glip af. Mere nøjagtigt så var mine følelser snarere i retning af: Pyha, der havde jeg nær fået ørerne i maskinen!

Der er flere symptomer, jeg ikke bryder mig om.
Det ene er, at de store entreprenørfirmaer alle sammen på samme tid er begyndt at barbere på lønnen, lægge lofter på akkorderne, og en masse af den slags.
Når de bliver så frække, så er det fordi de har folk nok at vælge imellem og ikke for meget arbejde at byde på.
Det andet det er måden, man bliver afvist på, når man spørger på arbejde.
De er blevet meget fåmælte, når de afviser én. Det er tydeligt, man ikke er den første, der kommer og spørger.
Byggeriet er en meget følsom branche. Når arbejdsgivere bliver pessimistiske, er det først og fremmest investeringer i nybyg, de sparer på.
Konjunkturerne svinger ti gange så voldsomt i vores branche som i alle andres. Så der skal ikke så meget til, før man kommer til at vade i hælene på en skare af andre arbejdssultne jord- og betonere.
Det er som at falde ned i et hul i jorden.
Efterhånden er de fleste af de andre både yngre og hurtigere end mig, det gør jo ikke sagen bedre.
Sidst det var så galt, endte jeg med at søge ind på A.P. Møllers plastfabrik, det værste lort, jeg nogensinde har rørt ved. Det var dengang under Schlütter i begyndelsen af halvfemserne. Da var jeg mere end ti år yngre, end jeg er i dag.

Men det giver lidt tid.
Man går i gang med det, man ellers aldrig får gjort. Oprydning på værkstedet, sortering af rodekassen med søm, skruer, beslag og en hel del andre vanskeligt beskrivbare metalgenstande.
Eller oprydning i det skab, hvor man plejer at smide de værste papirbunker ind, hver gang der kommer gæster.
Projekter, man har droppet for år tilbage, dukker frem af bunkerne. Det er utroligt, så meget man har været i gang med og droppet i årenes løb. Åhja, livets forgængelighed, tænker man og spilder en masse tid på at flippe ud over noget, man var i gang med at skrive for ti år siden. Gammelt lort, ned i cykeltraileren og ud på genbrugsen, tænker man dernæst irriteret, da man opdager, hvor meget tid man har brugt. Og den skide cykeltrailer bliver fuld gang på gang, det er utroligt, hvilke bjerge af papir der kan rummes i sådan et bitte skab.

Eller man får beskåret frugttræerne til tiden, hvad man ellers aldrig får gjort.
Mens man står der og findeler grene, kommer naboens forbi. Om vinteren holder de til i deres lejlighed, men de skal lige tjekke, hvordan havehuset har det.
Konen render og kalder på en kat, hun så, hun mener, det måske er én, der løb væk for dem sidste sommer.
Manden har for år tilbage været på B&W, nu er han hos en mindre mester indenfor byggeriet, og det er sket, vi er rendt på hinanden på større byggepladser.
Han spørger med det samme, han ser mig, hvordan det går, om jeg har noget at rive i.
Tænk, kan det allerede ses udenpå mig... tænker jeg, og retter uvilkårligt ryggen.
Men jeg må krybe til korset. Nej, jeg har ikke noget i øjeblikket, de kunne ikke bruge mig mere derinde! Nej, hans mester har heller ikke rigtigt noget, siger han, det er da ikke andet end pjat, det de får tiden til at gå med i øjeblikket, og han ved ikke, hvor længe de får lov til at gå på den måde.

Så er vi jo lidt i samme båd. Og jeg giver mig til at fortælle om, hvordan det lyder rundt omkring på arbejdspladserne, når man søger.
Vi kommer også lidt ind på, om det mon er ham den krigsgale cowboyder derovre, de går og venter på, arbejdsgiverne, eller der virkelig er krise under opsejling.
Konen, der har opgivet katten, vil vide, om ikke det er noget værre noget for mig, sådan ikke at have arbejde.
Jeg har haft nok at se til, siger jeg, og desuden gør det mig ikke noget at gå hjemme her i de mørke tider.
Det kan hun godt forstå, der er ikke meget sjovt ved at komme tidligt op, når det er sne og søle. Det bliver noget andet, når solen nu begynder at komme højere op på himlen, siger jeg, så kan det da godt være, det begynder at rykke lidt i kadaveret, for at der skal ske noget.
Hun kigger på mig. 'Så kan du sgu' da bare trække gardinerne for!' siger hun, nabokonen. Og det har hun jo så evig ret i. Det er godt at have gardiner, så er der en løsning på alt!