Jeg mener, at det var Carl Madsen, som sagde, at verden skulle være glad for, at Danmark ikke havde samme størrelse som Tyskland

af Nicolai Bentsen, 28 år. Specialarbejder, Fællestillidsmand på det kongelige Teater. Bestyrelsesmedlem i Offentlige Ansattes Brancheklub i SiD-Lager & Handel.

I det lys kan det være lidt svært, at svinge sig op til en faglig debatklumme. Udsigten til endnu en magtdemonstration fra USA, tusinder af uskyldigt dræbte og en uoverskuelige fremtid i Mellemøsten, syntes ligesom at sætte de faglige problemstillinger på hjemmefronten i perspektiv.
Ydermere udmærker danskerne sig - i hvert fald i visse undersøgelser og meningstilkendegivelser - med den klart mest krigsbegejstrede linie, i nærmest hele Europa. Op imod 70 procent, ikke bare køber den amerikanske krigsretorik, men bakker også op om en krigsaktion som den bedste konfliktløsning.
Gudskelov er stemningsbilledet i den store verden noget anderledes. Bekymring for krig i det hele taget, er øverst på dagsordenen, og rent faktisk anser flertallet af verdens befolkninger USA som en langt større trussel mod den globale fred, end for eksempel Saddam Hussein!

Værdiskred
Jeg mener, at det var Carl Madsen, som sagde, at verden skulle være glad for, at Danmark ikke havde samme størrelse som Tyskland. Et vist populistisk potentiale har vi da også bevist igennem historien, og måske navnlig de senere år.
Om ikke andet må man sige, at et værdiskred er fuld gang. Hvis det lykkes at vippe den borgerlige regering af pinden indenfor en overskuelig årrække, vil det ganske givet være et noget anderledes Danmark, man afleverer. Nærmere analyse vil nok vise, at skredet begyndte for år tilbage, under socialdemokratisk ledelse, og på nogle fronter direkte foranlediget… men det gør det jo ligesom ikke bedre.
For nogle år tilbage var Danmark kendt som eksponent for den skandinaviske velfærdsmodel. Nogle vil mene, at vi alle dage har været et kræmmerland, men alligevel har man da taget sig selv i nærmest at agere socialdemokrat, når man i en halvhuggert på feriemål stod og fortalte fremmede folk om fortrinlighederne i Danmark, sammenlignet med andre lande. Nu lukker man røven!
I dag er vi mest kendt som fortalere for en helt anderledes model. Den hvor de rigeste i verden ikke ønsker forståelse for eller hjælp til de fattigste. Hvor frygt, populisme og et skandaløst ringe debatniveau omkring de fremmede i den grad overskygger alt andet.

Fællesskab er sjovest
Hvis man målte et værdiskred på holdningen til fælles og systematisk indsats overfor samfundets svageste, kunne det jo godt se ud, som om tingene har rykket sig ganske radikalt.
Vi er så småt begyndt at tale om problemet med de arbejdsløse, frem for problemet arbejdsløshed. Og konsekvent og ganske snedigt fremelsker den nuværende regering da også en afstandtagen til det kollektive, som grangiveligt er et bump på vejen for den enkelte. Os, som holder hjulene i gang, er trætte af at blive taget i røven af nasserne, og vi, som er ambitiøse, er lagt i lænker af fællesskabet.
Okay, så slemt står det vist heller ikke til. De helt unge generationer har langt fra samme frygtsomme og hadefulde aura omkring sig, når de beskæftiger sig med indvandrere. De har nærmest liv i øjnene. Og størstedelen på langt de fleste arbejdspladser drømmer sgu da om fred, ro og socialisme. Vi gider sgu da ikke mere effektivisering, stress og alles kamp mod alle for at rykke fremad.
Man ved da godt, at fællesskabet som konstruktion er noget sjovere end at sidde alene og skide på lokummet. Og for øvrigt ønsker danskerne generelt ikke skattelettelser, hvis de sker på bekostning af de svageste eller på baggrund af forringelser i den offentlige service.

Flertallets ønsker
For at fuldende påstanden er stemningen heller ikke til hverken Ny Løn eller omfattende privatiseringer. Flertallet af danske arbejdere ønsker velfungerende arbejdspladser. Befriet fra snakkehoveder og management-teorier, men hvor der tages hensyn til de knap så stærke og med kollektiv indflydelse på beslutninger, som vedrører deres hverdag. Og de ved nok også godt, at det kræver aktive tillidsfolk, en stærk fagforening og en god overenskomst.
Men hvis folk i virkeligheden går og gemmer på den slags små håb, hvorfor er det så i udpræget grad det borgerlige Danmarks værdier som stjæler billedet? Nogle vil mene, at folk er dumme, andre at det er mediestrømmen. Om sandheden overhovedet findes her eller midt imellem ved jeg ikke.
Jeg ved, at iscenesættelsen af individet som den stærke ener, der kan alt, hvis man vil, og som ikke kan træffe valg, der har indflydelse på andre menneskers betingelser…, er ret så voldsomt opskruet. Jeg ved også, at begreber som solidaritet og fællesskab konstant bliver hånet i medierne og fremstillet som værende håbløst forældet. Jeg ved også, at nogle alt for let køber den, og jeg syntes, de er nogle klaphatte.
Men alligevel er det nu min påstand, at det borgerlige Danmark ikke har opbakning til at forandre det danske samfund grundlæggende. I hvert fald ikke hvis man tager folk på ordet, og tager deres udsagn i dagligdagen alvorligt. Og måske skulle LO gøre det, når de nu har vedtaget nyt værdigrundlag og jeg ska' komme efter dig!
Medlemmernes træthed af bureaukrati, ringe service og mærkværdig forvaltning af kontingentkroner kan såmænd nok godt integreres i fremtidige forventninger. Med eller uden LO for den sags skyld. Held og lykke til dem for resten. At skabe en paraplyorganisation for os andre virker som en uoverkommelig opgave uden en klar politisk substans. …Og mere held og lykke til det iranske folk, de får brug for det!

Nicolai Bentsen, 28 år. Fællestillidsmand på Det Kongelige Teater. Formand for Sceneteknisk Forening. Bestyrelsesmedlem i Offentlige Ansattes Brancheklub i SiD Lager & Handel. Aktiv i den københavnske tillidsmandsring & TR-netværket i LO-Storkøbenhavn. Ivrig fan af Københavns fodboldstolthed FREM!