Helt tilbage i 1974 meldte jeg mig ind i DKP, og dengang var det lige så naturligt for en kommunist at abonnere på Land, som at trække vejret. Faktisk elskede jeg og mange andre den avis i så høj grad, at vi var parate til at sælge vores sidste rene underbukser til fordel for avisen
George Zeuthen, medlem af det forenede KPiD og DKP/ML
Den skulle være der, for den bragte alle de oplysninger, som den borgerlige presse ikke bragte. Derved blev Land og Folk et uundværligt stykke værktøj i den daglige kamp for fred, brød og socialisme.
Flere år senere brød Sovjetunionen sammen, mange socialistiske lande faldt tilbage i kapitalismens barbari, i Danmark dolkede tidligere DKP-formand Ole Sohn partiet i ryggen. Land og Folk gik også nedenom og hjem, og godt det samme. Stærke kræfter forsøgte at 'forny' avisen med det resultat, at den mistede sin politiske troværdighed.
Og så gad jeg ikke mere. Hverken Land og Folk eller DKP.
Så fulgte et par år, hvor jeg var parti- og avisløs, men samtidig blev jeg opmærksom på en anden avis.
Arbejderen kom ind i min tilværelse.
Som så mange andre tidligere DKP'ere nærede jeg kun ringe sympati for Arbejderens politiske bagland og dermed også for Arbejderen. DKP/ML havde jo mange gange i 70'erne og 80'erne været splittelsesmagere i de kampe, der var den gang, ikke mindst på grund af DKP/ML's hæmningsløse tilbedelse af Albanien, så både DKP/ML og partiets avis forekom utroværdig.
I midten af 90'erne skrev jeg en bog om lukningen af en stor århusiansk fabrik, og kom ved den lejlighed i skarp diskussion med en daværende journalist ved Arbejderen. I så høj grad at jeg for at drille ham (og Arbejderen) sendte avisen et ligegyldigt læserbrev underskrevet Nilats Fesoj. Kun daværende formand for Retsforbundet Ib Christensen, der på grund af Retsforbundets uforsonlige modstand mod EU, ofte skrev i Arbejderen, fandt ud af at læse Nilats Fesoj bagfra og konkluderede, at Arbejderens journalister og resten af medlemmerne i DKP/ML ikke havde humor.
Heldigvis for os alle er tiderne blevet anderledes.
Efter årtusindskiftet meldte jeg mig ind i KPiD og erkendte, at nu måtte der føres klassekamp uden Sovjetunionen i ryggen, men også at DKP/ML havde mistet sit albanske bagland.
Kort sagt klassekampen havde skiftet karakter og krævede noget andet end tidligere.
Faktisk begyndte DKP/ML'erne at forekomme mig helt menneskelige, og faktisk begyndte vi i KPiD at samarbejde med dem. Først i enkeltsager og her på det sidste mere og mere. Både i kampen om at stoppe krigen mod Irak, i kampen mod EU, ja i de forløbne måneder har der endda her i byen været afholdt flere fælles skolingsarrangementer for KPiD og DKP/ML. Utroligt ikke? Men en glædelig udvikling, der formentlig og forhåbentlig bærer frem mod en sammenlægning af de to partier.
Samtidig er jeg begyndt at abonnere på Arbejderen, og må indrømme, at jeg er glad for at læse den hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Den fylder lidt af det hul som savnet af Land og Folk skabte. Jeg holdt af Land og Folk som af min egen mor, men så vidt er jeg ikke kommet med Arbejderen. Den elsker jeg kun som en onkel, for der er adskillige ting ved avisen, som burde ændres. Blandt andet navnet Arbejderen virker patetisk og ikke tidssvarende.
For at vise mit engagement i Arbejderen vil jeg derfor udlove en flaske rødvin til den, der kommer med det bedste bud på et nyt navn til avisen. Et nyt og bedre navn vil være et af de midler, der kan skaffe avisen endnu flere abonnenter.
Med håbet om rigtig mange deltagere i ovenstående konkurrence.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278