Hav ingen illusioner. Irak er blot en etape i optrapningen af de forebyggende krige. Saddam er blot en episode i den nordamerikanske fremmarch.

af Miguel Urbano Rodrigues
Den 15. februar vil stå som en skæringsdato i menneskehedens store eventyr.
I hundreder af byer i Europa, Asien, Amerika, Afrika og Oceanien gik millioner af mennesker den dag på gaden for at protestere mod krigen som svar på en appel fra Verdens Sociale Forum. Noget sådant er aldrig tidligere sket. Det var historiens første globale protestdemonstration.
Det var på høje tid. Et imperialt projekt for permanent herredømme over kloden truer menneskehedens overlevelse.
Det er mere raffineret end det Tredje Rige og ikke mindre uhyggeligt. Dets ambitioner er ikke mindre, selv om midlerne er andre. Og folkene begynder først nu langsomt at blive bevidst om den dødelige fare, som dette projekt udgør for selve livets fortsættelse på Jorden.
I modsætning til, hvad der skete i Tyskland i 30'erne, kom denne imperiale drøm til verden i et land, hvis folk ikke identificerer sig med det.
Det Fjerde Rige, som er under dannelse, blev udtænkt som et magtsystem skabt i USA. Det er den første absurde ting. Institutionerne i dette land er formelt set demokratiske og præsenteres som en model for civilisation i store dele af verden. Men dets regering skaber forvirring, når den påkalder sig disse institutioner, samtidig med at den fremmer krig og barbari med den påstand, at det handler for at forsvare civilisationen og friheden.
Udviklingen af det nye Rige - udtrykket er træls, men gør det lettere at forstå - antog inden for det sidste år et chokerende omfang. Hvis det ikke bliver bremset, vil det ende i en tragedie. Men det ville være en fejl, hvis man af dets skærpede aggressivitet drog den slutning, at vi står over for et forholdsvis nyt projekt. Det er gammelt, næsten tres år. (1)
Noam Chomsky skrev en vigtig artikel om emnet i Monthly Review i 1981, men advarslen gik hurtigt i glemmebogen. Magtsystemet udøver en næsten hegemonisk kontrol over massemedierne.
Mange ved i dag, at den absolutte kontrol over Mellemøstens og Centralasiens olie er det umiddelbare og konkrete formål med den bebudede krig mod Irak. Bush og Blair narrer ikke længere folkene, når de taler om at forsvare civilisationen for at retfærdiggøre ødelæggelsen af et lille land, der er ruineret af Golf-krigen.
Lovprisningen af vold har mistet sin troværdighed. Den er blevet uacceptabel for et overvældende flertal. Propagandaen har ikke held til at gentage den store farce, som blev iscenesat efter 11. september, da Bush' korstog mod Bin Laden og talibanerne fungerede som moralsk dække for en kriminel aggression mod Afghanistans folk og for USA's indrykning i Centralasien, fra Kashmir til Pamir ved Kinas vestgrænse.
I dag ved de mennesker, som demonstrerede på alle kontinenter, at Irak ikke har ophobet bakteriologiske og kemiske masseudryddelsesvåben. Og de ved også, at Bush er imod afvæbning af Sharon og andre fascister, som er hans allierede - såsom colombianeren Uribe - og som omvendt råder over våben, som USA har forsynet dem med.
Men kun en forsvindende procentdel af de millioner af borgere, som demonstrerede den 15. februar imod krigen og aggressionen mod Irak, er informeret om målene for og funktionen af det maskineri, som gør parolen 'afvæbn Saddam Hussein' til et simpelt redskab for et imperialt projekt af fascistisk art.
Dette ambitiøse projekt er uadskilleligt fra en virkelighed, som ikke er så indlysende for det store flertal: kapitalismens strukturelle krise.

Den senile kapitalisme
Kapitalismen gennemlever ikke kun en forbigående krise som krisen i 1929-30, der førte til dens første store reform, den keynesianske. Den er gået ind i en proces af uafvendeligt forfald. I et pragtfuldt skrift brugte Samir Amin udtrykket 'senil kapitalisme' for at definere denne fase.
Kapitalens system fungerer gennem en labyrint af modsætninger, som ikke kan overvindes inden for rammerne af den nyliberale globalisering. Tilsyneladende har det nået højdepunktet af sin magt. Men netop på et tidspunkt, hvor dets lovprisere forkynder historiens afslutning og systemets forevigelse, evner det ikke længere at opretholde balancen mellem de modstridende størrelser produktion og forbrug, selv om denne balance er absolut nødvendig for kapitalens reproduktion.
Den kroniske arbejdsløshed er blevet endemisk tilmed i de mest fremskredne lande. Og kløften mellem disse og landene i den tredje verden uddybes år for år, hvad der afspejler umuligheden af at modernisere inden for systemets rammer.
Over for denne strukturelle krise stilles den imperiale stat, som hegemoniserer systemet som en betingelse for at overleve, over for spørgsmålet om krig. På den ene side vil krigen sikre den kontrol over de naturresurser, som den mangler, eftersom dens egne er ved at blive udtømt. Samtidig gør kapitalens stat, som er stadig mere snyltende, volden til et redskab til at videreføre systemet. Det militær-industrielle kompleks forvandler krigen til en fabelagtig forretning. Kredsløbet ødelæggelse-genopbygning (i form af et protektorat) er lige så livsnødvendigt for den senile kapitalisme som blodets kredsløb for mennesket.
Teorien om forebyggende krig, som kommer oven på korstoget i Golfen og angrebene mod folkene i Bosnien og Jugoslavien, er endnu bedre til at kaste lys over en strategi, som lidt efter lidt indfører en fascistisk mentalitet i officerskorpset i USA's væbnede styrker.
Den aggression, som ramte det afghanske folk, var den første i en kæde af forebyggende krige, som den kapitalistiske stats magtsystem har planer om.
Det næste på listen over lande, der skal 'afvæbnes', er sandsynligvis Iran. På et passende tidspunkt vil Washington med øjnene rettet mod dets fabelagtige oliereserver beskylde Omar Khayans fædreland for at producere masseødelæggelsesvåben.
For tiden råder USA over militære installationer i 70 lande. I realiteten drejer det sig om besatte landområder.
For at skræmme de mest passive og vanvittige dele af det amerikanske samfund viser den officielle propagandamaskine i fjernsynet billeder af dødelige skyer, som hænger over landets byer.
De skulle komme fra Saddam, den nye satan, og bestå af bakteriologiske våben, som er fremstillet for at udrydde det nordamerikanske folk.
Det eneste patriotiske svar på en sådan trussel om undergang skulle være at 'afvæbne' Irak. Men for Pentagon betyder afvæbning i praksis at bombe og hærge.
I Washington indrømmer man, at alene inden for de første 48 timer vil 800 krydsermissiler ramme Bagdad. Ifølge FN vil ti millioner, næsten halvdelen af befolkningen, blive dræbt, såret eller tvunget til at forlade deres hjem.
'Afvæbningen' af Irak vil, hvis den bliver til noget, i virkeligheden være et af de største folkemord i historien. Med den skærpende omstændighed, at et sådant projekt er blevet omhyggeligt forberedt på initiativ af en stat, der udgiver sig for at være civilisationens talsmand og menneskerettighedernes forsvarer.
Men der bør ikke være nogen illusioner. Irak - gentager jeg - er blot en etape i optrapningen af de forebyggende krige. Saddam er blot en episode i den nordamerikanske fremmarch.
Efter Sovjets sammenbrud er den store fjende - med det imperiale systems briller - Kina. Dette land er den eneste modspiller, som magtsystemet frygter - den største hindring for dets planer om for altid at dominere kloden.
Frygten kommer af den demografiske dimension - 1,3 milliarder indbyggere - og dets økonomis imponerende vækstrate. Med den nuværende vækst vil det kinesiske bruttonationalprodukt i midten af århundredet været USA's langt overlegent.
Den nye Traktat om Gensidig Sikkerhed med Japan, som krænker sidstnævntes forfatning, og som næsten er ukendt i Europa og Latinamerika, blev udtænkt og påtvunget med henblik på en fremtidig konfrontation med Kina inden for rammerne af strategien om forebyggende krige.
I det Tredje Riges første år påkaldte Hitler sig nødvendigheden af leverum for at retfærdiggøre anneksionen og invasionen af nabolandene. I dag opfinder det Fjerde Riges hjerner formularen forebyggende krige til forsvar af USA's sikkerhed og vitale interesser, som angiveligt skulle være truet.
I sin mindeværdige tale i West Point til den amerikanske hærs fremtidige officerer åbnede George W. Bush ballet med en kynisme, som overraskede selve establishment. Lidet intelligent bragte han hykleriet til det punkt, hvor han hævdede, at 'Gud er ikke neutral'. Han skulle angiveligt være med ham og godkende krigen mod Irak.
Episoden fremkaldte en ironisk kommentar fra Fidel Castro, som erindrede om, at Paven fordømmer krigen. Herefter spurgte han: 'Hvem kan tale i Herrens navn, Bush eller den Hellige Fader og alle kirkelederne?'

Forbrydelser og forbrydere
Det er ingen overdrivelse at hævde, at de planer, som kapitalens internationale stat har om at beherske kloden - det gentager jeg konstant - udgør en uhørt trussel for menneskeheden.
Den politik, som angiveligt går ud på at rive terrorismen op med rode og tilintetgøre lagrene af masseudryddelsesvåben, kan som følge af sin irrationalitet udløse en ukontrollabel bølge af terrorisme og bidrage til spredning og brug af bakteriologiske våben.
Desuden er det eneste land, som indtil nu har brugt det mest ødelæggende våben - atombomben - Bush' eget land, da det kastede atombomber over Hiroshima og Nagasaki på et tidspunkt, hvor Japan allerede var slået militært.
Imidlertid udfolder den folkemorderiske elite, som vender det døve øre til menneskehedens krav om at forsvare freden, en feberagtig aktivitet med henblik på at udløse holocaust over Irak.
En håndfuld små mænd, der er udstyret med stor magt, forsøger i disse dage at skubbe verden mod afgrunden.
Besynderligt nok bar superhøge som Rumsfeld, Wolfowitz (den Machiavelli-agtige viceforsvarsminister) og Perle (rådgiver for det zionistiske Likud) aldrig uniform. Disse herrer, som undveg militærtjeneste, istemmer i dag krigshymnerne og har et stort ansvar for spredningen af en fascistoid mentalitet i luftvåbnets og hærens officerskorps.
Hvilket argument vil Colin Powell i dag bruge som forsvar for de uhyrlige forbrydelser, som er begået i Afghanistan (for eksempel den blodige plyndring af Kandahar, massakren i Mazar-i-Sharif og afskæringen af fangernes tunger i Sebergham) under direkte ansvar af overordnede officerer i USA's hær?
Hitlers feltmarskaller, som i Nürnberg påkaldte sig den hellige respekt for disciplinen i et forsøg på at retfærdiggøre værnemagtens og SS's forbrydelser, blev dømt til døden. I dag bliver amerikanske militærfolk, som er ansvarlige for lignende forbrydelser, lovprist som helte af Bush og hans høge. Modsigelsen viser, hvor dramatiske de udfordringer er, som menneskeheden står overfor.

Regeringer imod folkene
Tiden er knap. Folkenes svar den 15. februar på krigstalen var bevægende, smuk. Det overgik de mest optimistiske forventninger. Det blev klart, at verden fordømmer den krig, som USA's magtsystem kræver.
Folkene i EU afviste - under de største demonstrationer nogensinde - flertallet af deres regeringers støtte til den afsindige strategi, som Washington søger at påtvinge.
Men en tvetydig beslutning fra NATO's råd to dage efter demonstrationerne åbnede døren for denne organisations deltagelse i den bebudede krig mod Irak. Frankrigs trækken sig tilbage, som muliggjorde enstemmighed ved hjælp af et kunstgreb, har spredt romantiske illusioner.
Det var det franske og tyske folks modige pression - jeg ville sige frygten for, at kapitulationen over for Washingtons arrogance skulle afføde sociale eksplosioner i EU's to nøglelande - som afgjorde Chiracs og Schröders holdning til krigen. For det er indlysende, at de begge er konservative politikere.
De modsætninger, som sætter den franske og tyske kapitals interesser op imod USA's strategi, er i sig selv utilstrækkelige til at få dem til at indtage den holdning, som åbnede sprækker i EU og NATO og førte til splid i FN's sikkerhedsråd.

Socialisme eller barbari
Krigsmaskineriet er sat i bevægelse og blev ikke bremset af folkenes protester.
Bush og Colin Powell var klare. De gentog løgnene. Blair, som er bevidst om, at han begynder at mangle støtte i sit eget parti, nøjedes med at tillade en udsættelse.
Sandsynligvis er datoen for, hvornår det irakiske holocaust skal begynde, allerede fastsat. Men verden kan ånde i endnu to uger, indtil svenskeren Blix, våbeninspektørernes leder, den 28. februar fremlægger sin næste rapport, der sikkert vil være lige så tvetydig som de foregående.
Washington har allerede meddelt, at det derefter vil fremlægge en ny resolution. Det vil sige den tekst, som beder om det ydmygede sikkerhedsråds tilladelse til massemord på et folk. Den 15. februars nej til krig bekræftede, at en vigtig del af menneskeheden - den mest kampberedte - begynder at blive bevidst om, at folket er historiens subjekt.
Hvad vil der ske i de næste to uger?
Der er ikke tid til at planlægge en universel protest som sidste lørdag. Men den følelsesmæssige chokbølge, som den har sat i gang, vil fortsat have sin virkning.
Regeringerne, fremfor alt i de Femtens Europa - regeringerne i Polen, Ungarn, Bulgarien, Tjekkiet og Slovakiet kryber for Bush med udstrakte hænder - kan ikke ignorere betydningen af, at EU's og Ruslands folk med fasthed afviser at blive draget ind i en imperial krig, som er påtvunget af det magtsystem, som hersker i USA.
Demonstrationerne kunne antage form af en oprørsbevægelse mod krigen. Det er ikke muligt at lukke øjnene for denne virkelighed og holde sig for ørerne.
Men Washington og London insisterer. De kræver krig. Bush og Blair, som er døve over for deres folks krav, opfører sig stadig mere som talerør for skindemokratier.
Fra Washington kan der komme overraskelser. Det kan ikke engang udelukkes, at der sker terroristiske attentater i USA (udført af CIA eller lignende organisationer) med det formål at mobilisere stiltiende støtte og svække modstanden mod krigseventyret. Et så perverst maskineri som det, der er monteret i magtens centre, kender ikke til etik i sin politik.
Men hvad der end sker, vil den senile kapitalisme ikke overvinde sin strukturelle krise, som gør systemets prædikanter desperate. Den er dømt. Den såkaldte nyliberale globalisering skærpede problemerne i stedet for at løse dem.
Som István Meszaros fremhæver, 'sætter den kapitalistiske globalisering gang i kræfter, som ikke alene afslører, at systemet ikke kan kontrolleres af nogen som helst rationel proces, men også, at det ikke er i stand til at udføre de kontrolfunktioner, som det definerer som betingelse for sin eksistens og legitimitet'. (2)
I håbet om at bevare systemet udtænker og igangsætter de mest bagstræberiske kræfter i USA's magtsystem et projekt for dominans og kontrol over Jorden, som - gentager jeg - grundet sin irrationalitet truer selve menneskehedens overlevelse. For til de forebyggende kriges massakrer skal lægges udplyndringen og udtømningen af naturresurserne og den galopperende ødelæggelse af miljøet.
Den nye globale imperialisme, der er fanget i det djævelske kredsløb produktion-ødelæggelse, kan ikke overleve uden forebyggende krige, som føder den senile kapitalismes kedler.
Fejlslaget for de erfaringer, som var inspireret af Marx' projekt, men afveg fra det - og hermed skabte en sort legende omkring det revolutionære parti og den bureaukratiske stat, som udsprang af dets forvrængning - fjerner ikke aktualiteten af det alternativ, som Rosa Luxemburg under meget anderledes historiske betingelser formulerede for første gang: Socialisme eller barbari.
For der findes ikke andet valg. En socialisme med ukendte konturer - historiens gang vil skitsere dem - er det eneste alternativ til den udryddelse af menneskeheden, som vil være et uundgåeligt resultat af den destruktive kapitalismes dynamik.
Den vidunderlige humanistiske protest den 15. februar gav næring til håbet. Mennesket er til syvende og sidst historiens subjekt.
Det Fjerde Rige må stoppes. Og det er inden for folkenes rækkevidde.

Noter:
1. Det var i slutningen af anden verdenskrig, i Roosevelts præsidentperiode, at The War and Peace Studies Program udarbejdede den første skitse til det nuværende projekt for USA's globale herredømme.
2. István Meszaros: O século XXI: socialismo ou barbárie?, s. 104. Editorial Boitempo, São Paulo 2003.

Miguel Urbano Rodrigues er medlem af Portugals Kommunistiske Parti og tidligere medlem af EU-parlamentet. Han bor i dag på Cuba og er redaktør af websiden www.resistir.info