Min skildring af Folkebevægelsen i særdeles høj grad er referater og analyse af den slags kilder

af David Helin, København
I Arbejderen den 5. februar anmeldte Anders Kock den nye bog om Folkebevægelsen mod EU's historie. Som hovedforfatter og den skabende kraft bag hele bogen vil jeg først takke ham for den kvalificerede og interessante anmeldelse. Dernæst giver anmeldelsen anledning til en meget relevant kommentar, som hermed gives.
Bogen kunne som udgangspunkt ikke opfylde Anders' vigtigste ønske om, at Folkebevægelsen burde 'skrive sin egen historie'. Nu fremgår det ikke af anmeldelsen, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at Anders vil tale om 'at skrive sin egen historie'.
Men jeg gætter nok ikke meget forkert ved at forestille mig, at det skal være en historieskrivning foretaget af nogle af Folkebevægelsens (mangeårige?) medlemmer. Og eftersom jeg ikke er en af dem, ræsonnerer Anders åbenbart videre, er 'min' bog ikke en af slagsen.

Nu vil jeg give Anders helt ret i, at en bog skrevet af mangeårige medlemmer ville have nogle særlige kvaliteter, som man absolut kunne have glæde af. Men med hensyn til 'at skrive sin egen historie' stiller sagen sig for mig at se meget mere kompliceret end som så. For hvornår kan man egentligt sige, at det er tilfældet? Det kan man efter min mening, når det fortalte: 1. stammer fra Folkebevægelsens medlemmer, men også 2. er repræsentativt for hele bevægelsen.
Og hvad den anden betingelse angår, er man på ingen måde sikret ved, at skrivningen foretages af nogle af Folkebevægelsens medlemmer. Dette kan kun sikres ved, at fremstillingen først og fremmest bygger på kilder, der kan siges at være repræsentative for hele bevægelsen.
Og dette krav har jeg gjort mig meget umage for at opfylde ved, at min skildring af Folkebevægelsen i særdeles høj grad er referater og analyse af den slags kilder: de politiske og organisatoriske beretninger til landsmøderne, EU-parlaments-valggrundlagene, landsmødeudtalelser, Folkebevægelsens idégrundlag og så videre.
På den måde bliver den første betingelse samtidig opfyldt, i det det netop er Folkebevægelsens medlemmer, som har forfattet disse kilder. Kort sagt vil jeg sige, at forudsætningen for 'egen historieskrivning' ikke først og fremmest er, hvem der stå bag det, men hvilke kilder man benytter sig af.

Derudover, som også Anders omtaler udførligt i sin anmeldelse, består en stor del af bogen af fortællinger fra en lang række af Folkebevægelsens medlemmer, heriblandt 11 mangeårige. Derfor kan man efter min mening samlet set med den foreliggende bog i høj grad tale om egen historieskrivning, eller jeg vil rettere betegne det som Folkebevægelsen set først og fremmest indefra. Til forskel fra Folkebevægelsen set udefra, hvis man beskriver andres syn på bevægelsen.
Men ellers er baggrunden for at vælge mig som forfatter ønsket om en udefrakommende, historieuddannet person, der kunne udarbejde noget, der havde en mere 'objektiv' karakter, og dermed var bedre egnet til også eksternt brug.
Og jeg vil afslutningsvis sige, at både den af Anders ønskede løsning og den, der er valgt, har nogle særlige kvaliteter, og hvad for en af dem, der er den bedste må afhænge af, hvad den konkret skal bruges til.